tirsdag den 24. januar 2012

Bogstaver med korsstingsbroderi

Jeg går og pusler med flere broderier, og faldt lige over denne side, der har en masse fantastiske gratis broderimønstre - herunder 43 forskellige alfabeter. Jeg har selv printet et par stykker, som jeg skal forsøge mig med...

lånt hos Skjerstad

Jeg stødte på mønstrene, da jeg kiggede forbi Skjerstad - en skøn norsk blogger, der skriver om genbrug, retromøbler og ikke mindst broderi.
Måske kender du allerede de gratis broderimønstre - ellers er linket her til dig fra mig:-)

søndag den 22. januar 2012

En hurtig opdatering af lysestager

Masking tape i aktion igen... Denne gang med et rødt tema.


Jeg har oprettet en profil på Pinterest, og nu surfer jeg også rundt der. Det er et fantastisk sted til at finde nye spændende blogs. I dag stødte jeg på en super vejledning til brug af Masking Tape hos Mel Stampz. Hun har iøvrigt en masse spændende vejledninger, som jeg helt sikkert skal kigge nærmere på en af dagene.

fredag den 20. januar 2012

Gave med kort

En af mine kolleger har sidste dag i dag. Derfor har vi samlet ind til en lille gave til hende. Jeg fik æren af købe den - og så kunne jeg lige pakke den ind også. Indpakningen er inspireret af Magasins julepapir, som jeg var så heldig at få fingre i. Jeg synes det er super fint med kontrasten mellem de blanke prikker og den matte lyserøde baggrund.


Jeg kreerede et personligt kort, der matchede gavepapiret. Prikkerne er klippet ud af en rest papir. Og jeg fik lov at lege lidt med mine stempler...

onsdag den 18. januar 2012

94 læsere og en forsinket julegave

I dag har endnu en læser meldt sig på bloggen. Jeg glæder mig over alle jer, der læser med. Nogle gange kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at læsere forpligter, men men. Jeg forbeholder mig nu stadig retten til at bruge bloggen som et frirum snarere end et rum med forpligtelser. Og sådan skal det helst forblive.



Jeg har iøvrigt helt glemt at vise en hjemmelavet julegave frem her på bloggen. Den er fra min kusine på 7 år - super cool! Tror jeg har set lignende på blogs gennem året, og nu er jeg selv ejer af den fin skål.

Jeg tror, jeg snart skal til at planlægge en give away og fejre bloggen. Jeg går i tænkeboks...

onsdag den 11. januar 2012

Nyt blogsdesign

Som I nok kan se, har bloggen fået et nyt look her i 2012. Det er Heidi, der står bag, og jeg er bare ovenud begejstret for hendes hjælp. Jeg ville ikke have kunnet gøre det uden - og slet ikke i det tempo! Jeg håber I kan lide det:-)

Det giver mig tid til at pusle lidt med andre ting. Jeg er gået i gang med at forberede Craft it Forward, som har ligget stille her hos mig henover julen... Indtil videre er jeg gået i gang med et broderi - jeg afslører ikke endnu, hvad jeg skal bruge det til, men teksten giver et meget godt hint.


Og så lige et lille sjovt billede fra min dag i dag... Lige pludselig kiggede jeg ud af vinduet og så står der en mand i gården og hopper på et stativ, hvorefter han struer et teleskoprør ud og hejser et kamera op i luften... Sjovt - jeg har altid spekuleret på, hvordan ejendomsmæglere får deres "luftfotos" fra - tror jeg har fundet svaret:-)

fredag den 6. januar 2012

Hverdagsluksus

Jeg øver mig i hverdagsforkælelser. Små ting, der gør dagen til en dejlig dag. I dag nyder jeg min lækre håndcreme, som jeg købte sidst jeg var i lufthavnen. Den kan virkelig anbefales. Den dufter dejlig og trænger hurtigt ind. Ahh luksus i det små!


Hvad gør du i hverdag for at forkæle dig selv? Måske kan du inspirere mig...


Published with Blogger-droid v2.0.2

onsdag den 4. januar 2012

Restemåned...

Godt nytår! Og sikke en brat opvågning efter en uges hygge og afslapning. Jeg tror jeg melder mig i Aslis "nytårsaften bør være en torsdag"-klub. Det ville godt nok have været kærkomment med et par ekstra fridage. Men okay - nu må vi op i gear igen - også her på bloggen.

Helene skriver på sin blog i dag om at bruge rester. Og måske er det slet ikke så tosset en idé. Jeg har også være i gang med at bruge rester af gavebånd til at flette stjerner af. Jeg kan simpelthen ikke overskue at gemme på rullerne helt til næste jul, så nu er de første to ruller transformeret ind til stjerner. Nu vil jeg jo også gøre alvor af det og deltage i et julemarked næste år, så det er måske slet ikke så tosset at have stjerner på lager, så der er lidt at sælge af;-)


Januar er nu erklæret i genbrugs- og restetegnet, så jeg vil forsøge
  • ikke at købe nogle nye materialer
  • kun bruge fra mit velvoksne lager af papir, dimser og dutter
  • lave et genbrugsprojekt... og så måske kigge tilbage på et par tidligere genbrugsprojekter.
Så må jeg vende tilbage til nytårsforsætterne en anden dag. Og snart vender jeg tilbage med Craft it forward...

fredag den 30. december 2011

Mormors julepynt

Jeg lovede igår, at jeg ville vise mere kniplet julepynt frem. Det er som sagt min mormors kreationer. Jeg er vildt fascineret af de fine detaljer og de mange kombinationsmuligheder. Her har jeg fanget noget af hendes pynt med kameraet - det var ikke let at få pynten i fokus og som I kan se er det ikke lykkes alle steder, men I får billederne alligevel.


De to hjerter nederst er samme mønster - de venstre er helt rødt med stærkt overbelyst med kameraet.


Mormor er til rødt julepynt - men hold da op, hvor kan det laves i mange fine varianter. Øverst til venstre har kameraet igen snydt mig. Jeg kunne simpelthen ikke få den i fokus med mit lille kamera. Øv. Men den er samme mønster som guldvarianten fra vores eget juletræ. Her har hun blot tilføjet guldperler i mønsteret, så der er endnu mere spil i den. Begge er super fine. Og klokken nederst er så lille og fin. Slet ikke til at stå for.

torsdag den 29. december 2011

Ahh juleferie

Som nogle nok har bemærket, har bloggen haft lidt juleferie og jeg har ikke været så nærværende med hverken nye indlæg, kommentarer eller respons på kommentarer her på bloggen. Nu er jeg tilbage og vil lige på falderebet vise årets juletræ frem.


Dette års juletræ i lilla og guld farvetema. Jeg havde også pakket alle gaverne i lilla og guld som jeg havde fået besked på, men det var jeg vist den eneste, der havde overholdt... Min mor havde glemt det igen. Nå men fine gaver blev det også til.


Med fine til- og frakort. De blev beundret af de fleste - og de bliver selvfølgelig gemt som det er tradition i vores familie. Det er sjovt år efter år at finde de gamle til- og framærker frem og tilføje nye til samlingen. Det er selvfølgelig ikke alle der gemmes, og det er heller ikke alle de gemte, der kommer på gaverne, for så ville antallet af gaver stige fra år til år. Men en sød tradition.


Mine flettede stjerner har også fået plads på træet sammen med kugler og kogler i glas.


Et skrøbeligt kræmmerhus fra sidste år. Guld med lilla for af silkepapir.

 


Et flettet kræmmerhus også fra sidste år. Det er også lilla og guld.


Min mormors kniplede kreation har en særlig plads på juletræet. Tidligere fik vi altid et stykke kniplet julepynt i julegave, som straks blev hængt på juletræet, men nu er hun desværre ved at være en gammel dame, så produktionen er ikke så stor, så det inkluderer julepynt. Jeg skal vise hendes eget juletræ frem i morgen - udelukkende med kniplet pynt!

Glædelig bagjul:-)

søndag den 25. december 2011

Glædelig jul på Femthe

Inspireret af skønne Asli vil jeg også sende en julehilsen til alle jer, der følger bloggen. Jeg har nydt at kunne dele mine kreationer med ligesindede og ikke mindst mødet med mange af jeres gennem året. Det betyder utrolig meget for mig at vide, at der er andre kreanørder rundt om i det danske land og dermed andre, der sætter pris på de hjemmelavede gaver.

December 2011 har været særlig en spændende måned med utrolig meget aktivitet på bloggen og mange nye læsere. Et stort velkommen til jer:-) Jeg har måske nok også en særlig kærlighed for julen og dens mange sysler og det vil jeg forsøge at få til at smitte lidt af på hele året i 2012!

Her kan I se årets eneste hjemmelavede julegave til min søster. Den er ikke helt færdig - nåede det simpelthen ikke. Faktisk blev det sidste bogstav broderet juleaftensdag om formiddagen næsten på accord. Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet og nu kan hun selv få lov at bestemme bagbeklædningen på puden, så den bliver helt perfekt. Søster var uden tvivl meget begejstret for den og teksten måtte synges højt for resten af selskabet. Måske kan du læse, hvad der står selom billedet er en lille smule beskåret?


Ellers kan du få lidt hjælp: "Fly me to the moon - let me stay among the stars".

Glædelig jul til jer alle sammen!

fredag den 23. december 2011

Flettet stjerne af birkebark

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg tosset med stjerner. Så da jeg så disse stjerner måtte jeg også have en med hjem.


Jeg købte den på Østre Gasværk Teateret, hvor der her i julemåneden har kørt forestillingen "Stemmer fra Østre Gasværk". En fantastisk underholdende forestilling med julesang, musik, akrobatik og klassisk gymnastik. Jeg har selv dyrket gymnastik i hele min barndom og synes derfor den del er sjov at se. Jeg var bestemt underholdt.

Forestillingen er lidt speciel, idet der også var et stort folkekor med frivillige fra Østerbro, der synger med. Samtidig har de inddraget hele bygningen, og således var der et gammeldags julemarked i forhallen, hvor Annette Borch Jensen havde en lækker stand med masser af lækre varer.

Jeg styrede lige direkte mod stjernerne - supprise. Og hold da op. De er flettet i pilebark, som Annette selv høster hvert forår. Jeg er vildt imponeret over, at det rent faktisk kan lade sig gøre at flette i så stift et materiale.

torsdag den 22. december 2011

Juleindpakning ala Femthe 2011

Som lovet i går, vil jeg fortælle lidt mere om gaveindpakningen og materialer. Håber det måske kan være til inspiration for nogen. For mig siger indpakningen meget om giveren - ikke dermed sagt at gaveposer fra Magasin er banlyst, men de kan bare ikke repræsentere mig som giver.


Her kommer pakkerne.


Lilla silkepapir, cellofan pakket løst omkring og strammet til med et pink bånd (SG) og et par bjælder (Tiger).


Guldpapir med print fra lageret (ukendt oprindelse), grønt metallic bånd (Rie Elise Larsen), lilla pailletbånd (Rie Elise Larsen). Båndet er fra det super hyggelige blogtræf hos Marolle i weekenden. Gaven adskiller sig fra det øvrige lilla tema, da den er til en veninde og ikke skal ligge under juletræet - så er det tilladt at lege lidt udenfor rammerne.


En lille fin pakke behøver ikke nødvendigvis de store detaljer og nogle gange er det sjovt at lege lidt med proportionerne og sætte et bredt bånd på. Her har jeg igen brugt papir fra lageret. Igen guldpapir og sat bånd på fra Rie Elise Larsen - købt på dette lagersalg.


Jeg leger lidt med formerne, så gaven ikke nødvendigvis ligner det, som egentligt gemmer sig indeni. Til det har jeg et mindre lager af bølgepap, æsker og silkepapir. Her har jeg lavet et rør til en pakke. Papiret er igen fra Rie Elise Larsen - lækre ting kan man aldrig få nok af. Jeg havde store overvejelser omkring bånd, men endte med et sølvbånd, der kan skabe lidt kontrast.

Sådan så stuegulvet ud midt i gaveindpakningen...


Her ligger et par andre pakker, der også fik en omgang samt et par der venter på "ompakning".


Magasinpapir i den lyserøde tøseversion med blondebånd (Netto).


Mit nyeste gavepapirkøb - kunne ikke stå for det i Føtex. Guldpapir med hvide prikker. Hertil velourbånd i dyb rødlilla og en lille kvist som pynt.

God fornøjelse:-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...