torsdag den 31. oktober 2013

Drømmestue

Jeg har her i blogland opdaget en konkurrence, som jeg ikke lade gå min næse forbi. Jeg deltager i BoShops blogkonkurrence, hvor man får muligheden for at drømme sig til en skøn stue. Drømme har man selvfølgelig altid lov til, men det er ikke hver dag, at der er chance for at vinde 20.000 kr ved at fortælle dem højt. Jeg vover pelsen og kaster mig ud i det!

Måske har jeg ikke sagt det helt så højt endnu her på bloggen, men vi har fundet vores nye lejlighed, og arbejdet med istandsættelse af den, går over stok og sten. Og det begynder så småt at ligne et hjem - vores hjem - med vores drømmestue, der bare venter på at blive indrettet.

Indtil videre har jeg indrettet spisestuen på bedste Jørgen Clevin-stil på køkkenbordet. Det er lige min stil både møblerne og ikke mindst måden at præsentere det på med håndklippede papirprint. Papir, saks, tape og sytråd - så er jeg på hjemmebane.

BoShop har et spændende udvalg af møbler på deres hjemmeside, og det fik jeg en del tid til at gå med at surfe rundt i. Jeg har valgt at fokusere på spisestuen, for her har vi en drøm om et stort spisebord med plads til en masse gæster. Dette bord fra Etnicraft kan foldes ud som vist her på billedet - og så til hverdag kan bordpladen skubbes sammen, så pladen kun har samme størrelse som stellet. Perfekt.

Et rigtig godt bud på favoritstole til spisebordet er NamNam-stolene - og gerne i flere forskellige farver. Og der er rigtig mange kombinationsmuligheder for man kan både vælge farve på sædet, benene og de små knapper i sædet. Der er jo ingen der siger, at det skal være kedeligt... Hånden på hjertet ville jeg nok ikke have modet til at vælge de helt skæve kombinationer, men muligheden er der.


Under bordet vil jeg gerne have et tæppe - mest fordi jeg synes det indrammer spisezonen på en skøn måde. Og jeg er helt forelsket i Firenze kelim tæppet, der med sine mange farver giver rig mulighed for at lege med stolefarver.

Når man flytter i noget større, kommer man helt naturligt til at mangle lamper - det er ikke noget problem, når der er så mange valgmuligheder. Jeg tror at Kelly vil give et skønt lys over bordet. Og jeg er begejstret for den, fordi der er frostet glas, der skærmer helt af for lyskilden. På den måde er der ingen, der sidder med lyset lige i øjnene, hvis de sidder lidt lavere end tiltænkt, da lampen blev hængt op.

Jeg elsker mit "fine service", som indtil videre lever en kummerlig tilværelse i kasser i kælderen. I vores drømmestue skal servicet selvfølgelig frem på en hædersplads som i vitrinen Wave Eg.

Nu er det spændende om min stue klarer cuttet og går videre til anden runde. Vil du stemme på min stue? Det håber jeg. Du kan læse meget mere om blogkonkurrencen her.

onsdag den 30. oktober 2013

Origami-inspiration fra biblioteket

Jeg har været på biblioteket, og selvom jeg jo godt ved, at det er en uanet kilde til inspiration, men det glemmer jeg ofte i farten. I forbindelse med min jagt på geometrisk origami, har jeg fundet et par bøger på biblioteket.

Det overrasker mig, hvor mange forskellige ting, man kan folde - jeg har indtil videre beundret rosen på behørig afstand - vejledningen fylder hele 4 sider. Men den er flot, så jeg må give mig i kast med den en dag.


Der er mange spændende modeller, og særligt en fangede min opmærksomhed - og den skal jeg helt sikkert folde nogle af.


The flash, som jeg har døbt den, fordi den minder mig om tegneseriehelten Flash, som jeg primært kender gennem tv-serien Big Bang Theory. Måske bliver mine foldet i lidt andre farver.



Hvis du selv er fristet, så kan du måske selv finde bogen på biblioteket.

"Geometric origami" af Michael LaFosse og Richard Alexander

mandag den 28. oktober 2013

Årets første juletræer

Selvom det meste af min tid i øjeblikket går med istandsættelse af vores nye lejlighed, så har jeg alligevel taget mig tiden til at folde nogle til- og framærker med juletræer. Det er vist tredje sæson, jeg laver juletræerne. Men det er jo også meget rart med en gammel kending.

Men men men... Nu er jeg løbet tør for stjerner til toppen. Der er nogen, der har bortført min lille stjernestanser. Hvad gør man så? 


Først bruger man de lilla stjerner, som jeg har gemt fra et tidligere projekt, hvor jeg skulle bruge et stjerneformet hul.


Og så har jeg forsøgt mig med neon-klistermærker - kan det gå med en neon dot?


Alle juletræerne skal med på et lille-bitte julemarked på en venindes arbejdsplads.
 
Update: Hvis du selv har mod på at folde juletræer, så har jeg lavet en vejledning til det.

lørdag den 26. oktober 2013

Origami bold ala Tusindfryd


Jeg har set disse skønne origami-kugler hos Tusindfryd i starten af måneden, og jeg tænkte straks, at jeg selv skulle forsøge mig med at folde dem. Og som sagt så gjort - med lidt forsinkelse godt nok. Den er sat sammen af moduler, og jeg mistede på et tidspunkt overblikket over antallet, men tror nok, at der er 34 eller 36 led.


Ledene er ret simple at folde, og jeg fandt denne video på Youtube med en god vejledning til at folde ledene. Til gengæld har jeg ikke fundet nogen god video med vejledning til at samle kuglen - på denne kan man se, hvordan de sættes sammen og man danner den første spids (ca. 5 minutter inde i filmen).

Derfra arbejdede jeg egentligt bare ud fra en præmis om, at der skal være fem spidser i hver krans (som man kan se på ovenstående billede). En spids består af tre led - eller den ene ende af tre led, for hvert led indgår i to spidser og binder dermed hele kuglen sammen.

Jeg har foldet led i 5 farver, som matcher lidt - lys lilla, mørk lilla, grå, lysegul og guld. Det kan anbefales at være nøjagtig, når man skærer papiret i kvadrater (7,5 x 7,5) og ikke mindst, når man folder. Så bliver samlingerne super flotte og skarpe.

Største udfordring er som altid at sætte det sidste led i. Til trøst kan jeg sige, at den er meget stabil, så det falder ikke fra hinanden undervejs.

God fornøjelse.

Ps. Den minder mig rigtig meget om denne stjerne, som jeg foldede sidste år i december. Den var ikke helt så stabil at sætte sammen.

torsdag den 24. oktober 2013

Juleinspiration fra Ferm Living


Jeg har fået fingrene i et katalog fra Ferm Living med mange lækre julevarer. Jeg er super inspireret og ville i virkeligheden gerne købe det hele. Der er flere favoritter - en er diamanten af træ på gaven ovenfor.  


En anden favorit er papir diamanterne i grå, sart rosa og marmor. Jeg tror nu aldrig, at jeg bliver fan af marmor, men formen er skøn! Mon ikke, at man kunne lave noget lignende selv?


Simple gift wrapping med brunt papir og en simpel bomuldssnor. Til gengæld er der et lækkert vedhæng i porcelæn med stjernemønster i. Igen - måske kan man lade sig inspirere til at lave noget i selvhærdende ler... Hvem, der bare havde tid til det. I stedet står denne måned på istandsættelse og flytning... Det kommer nok til at gå lidt ud over bloggen.

lørdag den 19. oktober 2013

Refleksioner over bloggens fremtid

Som så mange andre har jeg i den seneste tid overvejet, hvad jeg vil med bloggen. Bare roligt - der er ingen planer om at lukke! Men efter at have læst (dele af) Julia Lahmes blogbog med en masse gode tips og tricks, har det sat en masse tanker i gang.


Jeg har tidligere læst dette indlæg mv. hos en af mine yndligsblogs Corinna Wraps, der handler meget om at styre sin blog, som var det et magasin ved hjælp af en editorial calender. Det kan man gøre ved at tænke i sektioner og faste indlæg og emner, så læserne ved, hvad de kan forvente. Det er også en tilgang, der vendes i blogbogen. På den måde får man også hjulpet sig selv til at definere sin niche.

I virkeligheden har jeg i den seneste tid forsøgt at poste et indlæg hver 2. dag - nogle har måske opdaget det? Det har været en udfordring for mig at holde skruen i vandet, fordi jeg ikke er gået systematisk til opgaven og har planlagt emner og indlæg i forvejen. På den måde ville jeg også få luft til at finpudse indlæggene en ekstra gang inden publicering.

Hvordan styrer du kursen på din blog?
Arbejder du med en editorial calender eller noget helt andet?
Og hvilke emner kan du bedst lide at læse om her på Femthe?

At dømme efter mest læste indlæg, så er det flettede julestjerner, drinkskort og æresport i tyl, der topper listen. Men der er vel andre emner som kunne friste?

torsdag den 17. oktober 2013

Cirkler i ny forklædning


Cirkler kan bruges på mange måder - og her i form af den skønneste blomst. Cirklerne er selvfølgelig punchede med mit yndlingsværktøj fra foråret, hvor jeg holdt 30 års fødselsdag med cirkeltema.

Blomsten er lavet af cremefarvet karton med sprayet kobbermønster på - samme teknik som anvendt på denne uro.

Nu skal jeg ikke tage æren for blomsten - jeg tror nemlig, at kvinden bag læser med her på bloggen. Tak for inspirationen - det kan være, at der kommer flere til.

tirsdag den 15. oktober 2013

Projekt salgsklar lejlighed 5 - køkken

Kender du ejendomsmæglerens bedste råd i forhold til klargøring af køkkenet til fremvisning? Måske ikke - men når du har læst dette indlæg, så gør du!

Vores køkken er 2½-3 år gammelt, og vi har selv planlagt det, så selvfølgelig synes vi, at det er helt perfekt. Hvordan får man så formidlet det til potentielle købere? Som jeg også tidligere har argumenteret for, så er det en hårfin balance mellem overvældende og rodet bolig og "Ikeas udstillingsboliger" med sin upersonlige indretning.



I køkkenet gælder det som altid om, at vise sin bedste side frem sammen med boligens potentiale. Ejendomsmægleren fortalte os eksempelvis, at vi skulle sørge for at gemme karklud og opvaskebørste væk. Hvad signalerer det?


Karkluden signalerer uorden - lidt ligesom folks sure underbukser på hjørnet af soveværelset. Forleden faldt jeg over en artikel - lidt i samme genre. Magasinet Penge har samlet en række råd særligt til husdyrsejere. Her er et af rådene i køkkensektionen, at man skal huske at pakke madskål og tørre snask på gulvet væk og lufte ud.

Og nu vi er ved lugte, der kan hænge i køkkenet - så er der nok heller ingen boligkøbere, der sætter pris på at kunne gætte, hvad gårsdagens menu stod på. (Det gælder også for de øvrige rum - hvem gider at komme ind i et soveværelse, der lugter af nattefims).

I praksis synes jeg ikke, at køkkenet bød på så mange store opgaver. Jeg fjernede halvdelen af kogebøgerne på den åbne hylde og tømte stort set opslagstavlen - og magneterne på køleskabet. I særdeleshed da fotografen var på besøg.

PS. Vi har fået nøglen til vores nye hjem. Ihh - det bliver skønt at komme i sving og skabe vores nye hjem, men på en og samme tid også lidt sørgmodigt at give slip på vores nuværende hjem, hvor vi har været igennem alle detaljer. 

torsdag den 10. oktober 2013

Opvarmning til jul

Lørdagens forsøg med origami førte til denne skønhed.

Den er foldet af 12 stykker papir 7,5 x 7,5 cm.


Mon ikke jeg skal have et par stykker på juletræet i år. Det er åbenbart ved at være tid til juleforberedelserne - jeg kan tydeligt se en stigning i antallet af visninger af mine flettede julestjerner. Jeg er ikke selv helt nået dertil, men med denne origamikugle er vist næsten ved at være der alligevel.

Den minder mig en smule om de flettede julestjerner - både den kompakte og den luftige.

Det officielle navn for kuglen på YouTube er "Spiky Cubotahedron" eller bare "Spike Ball". Du kan finde en video, der forklarer fremgangsmåden her.

tirsdag den 8. oktober 2013

Projekt salgsklar lejlighed 4 - altaner og uderum

Vores lejlighed er begunstiget med hele to altaner - en til gården (fra soveværelset) og en til gaden (fra stuen). Genialt for så er der gode solchancer på en sommerdag for at fange enten middagssolen på den store altan mod gaden eller den sene eftermiddagssol på den lille altan mod gården.

Den store altan er ca. 3 x 1,10 m og er et helle med en god stol og skammel som enten kan bruges til at sætte fødderne på, til afsætning af glas og bog og i ny og næ som ekstra siddeplads på altanen. Vi har faktisk to stole, men oftest bruger vi kun den ene, da der kun er én bruger af gangen. Vil vi begge sole, bliver det lidt trangt og så er det sjovere at gå i gården eller Fælledparken, som ligger lige rundt om hjørnet.


Indretningen - tænk i funktioner
I år har jeg for første gang kastet mig ud i et tomatprojekt i en kapilærkasse på altanen. Den optager selvfølgelig lidt plads, men samtidig skaber den et ret hyggeligt grønt baggrundstapet. Vi har i denne weekend nydt de første tomater - og de smager godt. Jeg har overvejet, om de påvirker indtrykket af altanen negativt, da de fylder og optager ca. ½ meter plads på altanen, men jeg har besluttet mig for, at de får lov at stå, da de også giver en dejlig grøn mur, der bryder med aluminium og mursten.

Altanbunden er aluminium, og det kan være koldt at gå på, så vi har rullet et plasttæppe ud, som er rigtig rart at gå på i bare tæer. Altankassen med blomster sætter det sidste præg på altanen som "lejlighedens grønne hjørne", synes jeg, og det er selvfølgelig vigtigt, at det er grønt og ikke visnet hen i sommerheden. Det har godt nok været en sej kamp, som vi tabte ved vores fravær under turen til Barcelona. Men så er det jo godt, at man kan plante nye...


Altanen til opbevaring - nej!
Jeg kan se på nogle af naboaltanerne, at bruges til opbevaring af ølkasser og ekstrastole, men det er super ærgerligt, for altanen giver en unik mulighed for at rykke eksempelvis avislæsningen udenfor om sommeren som ellers foregår i sofaen om vinteren.

Er man ikke til blomster, er det også skønt at have friske krydderurter i sin altankasser - en af mine venner har en kæmpe basilikum i en krukke, og det ser super lækkert ud. Og så er der altid gode smagsgivere til maden lige ved hånden.

Forårsklargøring
Jeg har en årlig forårstradition med klargøring af altanen, hvor jeg vasker den af. Hvis jeg er god, får jeg det gjort før underboerne sætter planter ud - og så må jeg tilstå, at jeg blander lidt rodalon i vandet. Ellers vasker jeg med rent vand efter at have fejet altanen først. Det er utroligt så beskidt, den kan blive over vinteren.

Hvis det ikke er en del af dit forårsritual, kan jeg kun anbefale lige at svinge kosten og i det mindste fjerne de værste fugleklatter. Det ser bare lidt mere indbydende ud. Og i tråd med rådene fra stuen, er den grundlæggende tanke også her, at man skal inspirere køberne til, hvordan altanen kan anvendes.

Tip
  • Fej og vask altanen, så man har lyst til at bruge den
  • Altanen er lejlighedens uderum og præsenter det som et lille grønt hjørne i lejligheden
  • Hvis du allerede bruger altanen aktivt, så overvej om du skal tynde lidt ud i møbler/planter, så man kan bevæge sig på altanen - vi har sat den ene af vores stole i kælderen.
  • Hvis ikke du bruger altanen, kan du overveje at købe en plante og finde en stol, der kan klare vejr og vind, som kan skabe lidt hygge og pirre køberens fantasi.
En lille sjov anekdote om ejendomsmæglerbilleder
Som blogger har jeg arbejdet en del med billedekvaliteten på bloggen - og jeg synes ikke altid jeg rammer lige godt. Derfor var jeg også lidt spændt på den profesionelle boligfotograf, der var hyret ind af ejendomsmægleren. Så må man da kunne lure nogle tricks.

Nu er der nok ingen tvivl om, at vores lejlighed blev sat til salg i højsommer med blå himmel og strålende solskin. Alligevel har fotografen været i gang med Photoshop og skiftet himlen ud med en "mere ægte himmel" med små hvide skyer. Så meget for dansk sommervejr - det er åbenbart utroværdigt på mæglerbilleder. Ser du godt efter, kan du se de samme skyer på begge billeder her i indlægget :-)

Så noget kan jeg da lære af fotografen - bliv gode venner med Photoshop.

Læs øvrige indlæg i serien "projekt salgsklar lejlighed":
- Indledningen
- Entreen
- Stuen

mandag den 7. oktober 2013

Krea-hygge

Weekenden er forsvundet på nul-komma-fem, og nu er det mandag igen. Men hvad gør det, når den har været fuld af hygge og godt selskab?

Lørdag brugte jeg i selskab med en flok skønne krea-piger. Vi plejer at være 3 - og så for et halvt års tid siden udviddede vi klubben med en fjerdemand. Og i går var vi 6! Ih hvor er der pludselig mange projekter på bordet, som der lige skal lures på og beundres.


Her er mit eget projekt, som er endnu et origamiprojekt. Dette er forsøgsudgaven i tre farver papir - i halvsamlet tilstand.


Der var gang i mange forskellige projekter - hækling af små ugler til en barnevognskæde, udvikling af koncept for bryllupsinvitationer, origamifoldning, cirkel-guirlander og broderi. Og ikke mindst hemmelige julegaveprojekter :-)

Jeg fik broderet en lille smule på sommerfugle-broderiet. Det går langsomt fremad - måske skulle jeg snart vise en update her på bloggen?!

fredag den 4. oktober 2013

Herregave

Elsker, når min kæreste skal give en gave til en af sine venner. Så kommer han altid og spørger, om jeg vil pakke gaven ind. Han kender mig jo godt, og det vil jeg selvfølgelig altid gerne. Tror måske jeg ville blive en lille smule forurettet, hvis ikke jeg fik tilbuddet. Og jeg ville da slet ikke kunne bære, hvis han gik afsted med en grim gave. Måske kan I huske denne, som også var en gave, kæresten skulle afsted med.

Mine forudsætninger for gaveindpakning er stadig små, da gavepapiret fortsat er i eksil. Men den slags begrænsninger kan også nogle gange være sjove at arbejde omkring. Denne gang har jeg kigget i køkkenskuffen efter materialer.


Kan du gætte, hvad det er? Jeg løfter sløret lidt længere nede...

Heldigvis er jeg ikke helt uden remedier - jeg har nemlig stadig min store kasse med bånd og masking tape.
Og en lille origami-tato har sneget sig med. Denne gang som kort.

Gaven er til en mandlig filmelsker og indeholder en bog. Dejlig let gave, at pakke ind, men har alligevel en størrelse, almindeligt A3-papir er lige det mindste.

Inderste lag er blåt kopipapir - to A4 ark sat sammen med masking tape. Det slog tonen an og resten af gaven er også tapet med samme masking tape.

Yderste lag (har du gættet det?) er madpapir! Ja det halvtransperante look synes jeg er super cool, så nu skulle det prøves af.






Og bedst af alt - indholdet faldt i god jord!

onsdag den 2. oktober 2013

Skøn origami diamant kuvert


Første forsøg på en diamant tato. Jeg er ret vild med toppen, som nærmest popper op og giver en fantastisk 3D-effekt. Jeg har fundet vejledningen lige her, hvis du selv har mod på at kaste dig ud i det.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...