tirsdag den 8. oktober 2013

Projekt salgsklar lejlighed 4 - altaner og uderum

Vores lejlighed er begunstiget med hele to altaner - en til gården (fra soveværelset) og en til gaden (fra stuen). Genialt for så er der gode solchancer på en sommerdag for at fange enten middagssolen på den store altan mod gaden eller den sene eftermiddagssol på den lille altan mod gården.

Den store altan er ca. 3 x 1,10 m og er et helle med en god stol og skammel som enten kan bruges til at sætte fødderne på, til afsætning af glas og bog og i ny og næ som ekstra siddeplads på altanen. Vi har faktisk to stole, men oftest bruger vi kun den ene, da der kun er én bruger af gangen. Vil vi begge sole, bliver det lidt trangt og så er det sjovere at gå i gården eller Fælledparken, som ligger lige rundt om hjørnet.


Indretningen - tænk i funktioner
I år har jeg for første gang kastet mig ud i et tomatprojekt i en kapilærkasse på altanen. Den optager selvfølgelig lidt plads, men samtidig skaber den et ret hyggeligt grønt baggrundstapet. Vi har i denne weekend nydt de første tomater - og de smager godt. Jeg har overvejet, om de påvirker indtrykket af altanen negativt, da de fylder og optager ca. ½ meter plads på altanen, men jeg har besluttet mig for, at de får lov at stå, da de også giver en dejlig grøn mur, der bryder med aluminium og mursten.

Altanbunden er aluminium, og det kan være koldt at gå på, så vi har rullet et plasttæppe ud, som er rigtig rart at gå på i bare tæer. Altankassen med blomster sætter det sidste præg på altanen som "lejlighedens grønne hjørne", synes jeg, og det er selvfølgelig vigtigt, at det er grønt og ikke visnet hen i sommerheden. Det har godt nok været en sej kamp, som vi tabte ved vores fravær under turen til Barcelona. Men så er det jo godt, at man kan plante nye...


Altanen til opbevaring - nej!
Jeg kan se på nogle af naboaltanerne, at bruges til opbevaring af ølkasser og ekstrastole, men det er super ærgerligt, for altanen giver en unik mulighed for at rykke eksempelvis avislæsningen udenfor om sommeren som ellers foregår i sofaen om vinteren.

Er man ikke til blomster, er det også skønt at have friske krydderurter i sin altankasser - en af mine venner har en kæmpe basilikum i en krukke, og det ser super lækkert ud. Og så er der altid gode smagsgivere til maden lige ved hånden.

Forårsklargøring
Jeg har en årlig forårstradition med klargøring af altanen, hvor jeg vasker den af. Hvis jeg er god, får jeg det gjort før underboerne sætter planter ud - og så må jeg tilstå, at jeg blander lidt rodalon i vandet. Ellers vasker jeg med rent vand efter at have fejet altanen først. Det er utroligt så beskidt, den kan blive over vinteren.

Hvis det ikke er en del af dit forårsritual, kan jeg kun anbefale lige at svinge kosten og i det mindste fjerne de værste fugleklatter. Det ser bare lidt mere indbydende ud. Og i tråd med rådene fra stuen, er den grundlæggende tanke også her, at man skal inspirere køberne til, hvordan altanen kan anvendes.

Tip
  • Fej og vask altanen, så man har lyst til at bruge den
  • Altanen er lejlighedens uderum og præsenter det som et lille grønt hjørne i lejligheden
  • Hvis du allerede bruger altanen aktivt, så overvej om du skal tynde lidt ud i møbler/planter, så man kan bevæge sig på altanen - vi har sat den ene af vores stole i kælderen.
  • Hvis ikke du bruger altanen, kan du overveje at købe en plante og finde en stol, der kan klare vejr og vind, som kan skabe lidt hygge og pirre køberens fantasi.
En lille sjov anekdote om ejendomsmæglerbilleder
Som blogger har jeg arbejdet en del med billedekvaliteten på bloggen - og jeg synes ikke altid jeg rammer lige godt. Derfor var jeg også lidt spændt på den profesionelle boligfotograf, der var hyret ind af ejendomsmægleren. Så må man da kunne lure nogle tricks.

Nu er der nok ingen tvivl om, at vores lejlighed blev sat til salg i højsommer med blå himmel og strålende solskin. Alligevel har fotografen været i gang med Photoshop og skiftet himlen ud med en "mere ægte himmel" med små hvide skyer. Så meget for dansk sommervejr - det er åbenbart utroværdigt på mæglerbilleder. Ser du godt efter, kan du se de samme skyer på begge billeder her i indlægget :-)

Så noget kan jeg da lære af fotografen - bliv gode venner med Photoshop.

Læs øvrige indlæg i serien "projekt salgsklar lejlighed":
- Indledningen
- Entreen
- Stuen

7 kommentarer:

  1. Sjovt med skyerne. Jeg så lige at det er "de samme" skyer på begge billeder. Det ser virkelig hyggeligt ud Anne-Mette! Tror også jeg ville have en tomatplante på altanen hvis jeg havde sådan en.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Og ekstra sjovt er det, at i ejendomsmæglerens tilbud hedder det "blå himmel garanti". Det har jeg moret mig en del over. Det er også den slags Photoshop-tricks, der gør at der er blåt vand i badekaret eller et bestemt billede på fjernsynet, når man kigger på mange boliger.

      Slet
  2. Sikke en hyggelig altan og tænk, at så lidt kan gøre så meget.

    I min allerførste lille lejlighed havde jeg også en altan. Den var nok 4-5 meter lang, men ca samme bredde som din. En tomatplante fik jeg aldrig ide til, men hver sommer kom der blomster i altankasserne og cafesættet blev vasket af. Sad rigtigt meget derude.. det er virkelig en dejlig oase, især hvis der ikke er meget plads inde.. :)

    Sjovt det med skyerne. Det kommer jeg nok til at lægge mærke til fremover..

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helle,
      Jeg kiggede lige forbi din blog. Det ser jo ud til, at I netop har klaret en større flytning - og vi står formentligt overfor en i samme størrelsesorden inden udgangen af 2013. Som du skriver, så er der bare mange beslutninger, der skal træffes.

      Jeg har været super glad for altanerne, og heldigvis ser det også ud til, at vi får en det nye sted. Og ja det med skyerne er ret sjovt :-)

      Slet
  3. SJOVT med blå himmel garantien.

    Jeg synes skyerne ser kunstige ud på billederne (det er noget med størrelsesforholdet i forhold til ejendommen og det at de ikke kaster skygger som rigtige skyer ville have gjort) og jeg ville blive virkeligt irriteret på min fotograf hvis han eller hun gjorde det på den måde og da især når de vælger at bruge den samme baggrund på begge billeder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er faktisk enig med dig, men nogle gange må man vælge sine kampe. Jeg kunne ikke blive fri for at betale for det, og da det kom til stykket, så brugte jeg energien på at få billederne lagt på hjemmesiden i en nogenlunde fornuftig rækkefølge :-) Synes i virkeligheden heller ikke, at himlen bidrager positivt - slet ikke når der på dagen var skyfri himmel.

      Slet
    2. Ja man kan ikke kæmpe alle kampe og da slet ikke mens man står midt i al den stress der følger med at sælge. Jeg hader det og har gjort det alt for mange gange.

      Slet

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...