søndag den 6. april 2014

Ugens gaveinspiration #14


Tillykke med fødselsdagen, skat! I dag er det min forlovedes fødselsdag, så selvfølgelig skal han også have en smukt indpakket gave. Indpakningen kaldes for en kimono-indpakning og er inspireret af klassisk, japansk beklædning, hvor man vikler omkring i sindrige systemer. Jeg har fulgt denne vejledning fra Youtube.

Jeg har givet gaven et personligt ved at stemple direkte på papiret "tillykke skat" med mit bogstav-sæt fra japanske Muji, der sammen med washi-tapen bringer lidt japanske materialer ind i billedet. Det er vel i grunden meget passende ;-)


Denne gave er mit første forsøg, og der er plads til forbedring - men pyt det er bare en undskyldning for at pakke endnu en gave ind. Den er super flot og elegant i sit udtryk. Og min kæreste var heldigvis begejstret. (og så skal man jo holde sin utilfredshed med de små detaljer for sig selv...) Men næste gang vil jeg:

  • se om jeg kan få folderne til at flugte bedre, så panelerne bliver lige brede. 
  • og så vil jeg ikke bruge stribet papir. Mønster er fint, men ikke et mønster, der har så tydelig retning.

How to:
Klip papiret, så det kan nå rundt om gaven både i længden og bredden. Pas på det ikke bliver for stort, for så ender du med enten at skulle klippe af undervejs eller med papir, der bumler indenunder.
Brug kun denne indpakning til æsker/bøger med lige kanter. Låget på min æske gik ud over bunden, og jeg tror det var medvirkende til, at resultatet endte lidt skævt.
Følg videoen.
Luk den øverste flap med et lille stykke tape og sæt washi-tapen henover og lav samlingen på bagsiden.
Stempel en lille hilsen i nederste højre hjørne.

Materialer
Gavepapir fra Tiger - lidt for stift til formålet. I videoen bruger hun papir, der er blødere - lidt mere stofagtigt.
Masking tape til mavebælte og sejlgarn.
Stemplet med grøn farve direkte på papiret.

Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

mandag den 31. marts 2014

Forårsstemning

I dag har vi nydt solen og den blå himmel. Frokosten blev indtaget på altanen for tredje dag i træk! Det er da fantastisk, når kalenderen kun siger marts.

Eftermiddagen bød på en gåtur i Frederiksberg Have, hvor foråret også er på spring. Mit indlæg er inspireret af Anna og Bare Wunderbar, og jeg fik lyst til også at bidrage til forårsstemningen.





søndag den 30. marts 2014

Mega-size stempel og blogtræf

Siden jeg har været på miniworkshop hos Puk på AOH-messen, har jeg leget med mit skærekit og skåret stempler. Og i fredags var jeg forbi Tiger-forretningen efter nye forsyninger af viskelæder. Til min store overraskelse havde de kæmpeviskelæder!


Og apropos Puk, så vil jeg lige gøre lidt reklame for et spændende arrangement (og utraditionelt blogtræf), som Puk og Charlotte står bag. Det løber af stablen på lørdag d. 5. april i Trekroner ved Roskilde. Temaet er psykisk sygdom og sociale medier. Og så selvfølgelig tid til networking og kreativ udfoldelse.

torsdag den 27. marts 2014

Ugens gaveinspiration #12

Jeg er en uge bagud, så nu kommer uge 12 efter uge 13 - sikke noget. Håber I overlever.

Jeg går i øjeblikket og brygger på hemmelige projekter, der endnu ikke helt kan afsløres her på bloggen. Men jeg håber snart, at jeg kan dele det med jer, for ihh - jeg er ikke god til hemmeligheder!


Tiden til kreative indslag er af samme årsag knap, og jeg vendte derfor blikket mod kendt territorium i denne uge. Jeg har nemlig været i gang med at folde origamiæsker. Og denne gang har jeg fundet en skøn, rektangulær æske med bund og låg i to dele. Eller det vil sige, at låget er faktisk i sig selv to stykker papir - skøn æske synes jeg. Og du skal ikke lade dig afskrække af videoens længde - tempoet er dejlig langsomt. Æsken er slet ikke så avanceret at folde, for hun viser fint og langsomt, hvad du skal gøre... Du kan finde videoen her.



Til låget skal du bruge et ark A5 og et ark A6. Det lille ark bliver indlægget på låget, og det store er selve æsken. Bunden er foldet af et A4 ark, der skåret i kvadrat - og der behøver kun at være farve på den ene side. (hvis du kan skære det i kvadrat uden at folde diagonalen er det en fordel)

Den færdige æske måler:
Låg:
Bund:

How to:
Find to farver papir, der klæder hinanden. Skær papiret ud i den størrelse, du skal bruge. (Den næste æske jeg skal lave bliver nok dobbelt størrelse :-) Bare hold fast i samme størrelsesforhold. Jeg har her valgt grønt kopipapir til bunden og fyldet til låget dvs. et A4 og A6 ark i grøn. Det mønstrede papir har jeg brugt i A5 til at folde æsken til låget.

I videoen starter du med at folde låget (æsken). Når hun bruger en lineal til at markere et fold, så gør det samme. Det gør en forskel for den endelige æske. Dernæst folder du indlægget til æsken. Igen kan du med fordel bruge en lineal til at markere foldet af spidserne - det gør hun dog ikke selv i videoen.

Bunden er lige ud af landevejen. Et lille tip: Hvis du kan skære papiret kvadradisk uden at folde diagonalen, som hun gør i videoen, bliver æsken helt glat på undersiden. Jeg synes, at bunden bliver en lille smule for smal til at passe ind i låget, så den næste æske vil jeg prøve at freestyle lidt bredere.

Til slut i videoen viser hun et alternativt indlæg til låget, hvor der kommer en lille hank på. Den skal jeg også prøve en dag.

Materialer:
Det grønne papir er købt i Netto i en stor pakke farvet kopipapir og det mønstrede er en A4-blok fra Tiger.

Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

onsdag den 26. marts 2014

Ugens gaveinspiration #13


Så kom sommerfuglene i spil.


How to:
Gavepapir fra Ikea. Jeg kunne ikke stå for det fine mønster, men papirkvaliteten er ikke noget at råbe hurra for, så fremover vil jeg kun bruge det til at pakke kasser ind. Bløde pakker duer ikke!
Bånd fra Søstrene Greene.
Sommerfugle foldet af papir fra Tiger.

Og for lige at uddybe kritikken af Ikeas gavepapir, så har jeg pakket en blød gave ind i Ikea-papir.

ET - Det krøller for et godt ord.
TO - Man lynhurtigt hvide hjørner, så der er ikke plads til fejlfold.
TRE - Og hvis du sætter tapen skævt på og vil trække den af igen, så tager den farven med...


Ahh - jeg tror, at jeg må holde mig i skindet næste gang, jeg kommer i Ikea og savler over deres fine sortiment af gavepapir.

Indlægget er en del af en serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

onsdag den 12. marts 2014

Ugens gaveinspiration #11

Girl power er ugens tema. Inspiration til gaveindpakning kan komme mange steder fra, og lige nu er jeg inspireret af en artikel, jeg har læst på dr.dk. Artiklen er et interview med musikeren MØ, der slår et slag for, at kvinder ikke skal være perfekte. Samtidig indrømmer hun at være kæmpe fan af Spice Girls! Og hun har jo ret, når hun siger, at de fem "girls" repræsenterer forskellighed, og budskabet om, at der er brug for alle - og bør være plads til alle.


Budskabet gav stof til eftertanke hos mig. Jeg er måske nok ikke blandt den tiltænkte målgruppe af unge piger, men samtidig føler jeg mig ofte ramt af den manglende rummelighed, vi viser vores omgivelser og medmennesker.

I denne uge har jeg ikke haft en gavemodtager i sigte, så jeg har købt en gave til mig selv. Og indpakningen er rigtig girl power - pink.

Den konkrete inspiration til indpakningen fandt jeg her via Pinterest.


How to:
Papiret er fra Tiger - pyntet med klistermærker fra Søstrene Greene i pink og sølv. Den pink snøre købte jeg sidste år på AOH messen.
Klip papiret bredt - så de lange flapper kan foldes op og lukkes med ét stor pink klistermærke.
Forsiden dekoreres med klistermærker. Jeg har valgt at markere et center i det ene hjørne, hvor de sidder tættere og så spreder sig ud derfra.


Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

tirsdag den 4. marts 2014

Ugens gaveinspiration #10

I denne uge har jeg selv været igang med at trykke mit eget gavepapir med håndlavede stempler inspireret af Puk. Jeg mødte Puk på dette års AOH messe i Rødovre og fik en lille introduktion til at skære stempler i viskelæder. Og her er mit første forsøg ud i kunsten. Pinterest er en fantastisk kilde til idéer til nye stempler.


How to
Tryk dit eget gavepapir. Hvis du ikke har mod på at skære dine egne stempler i viskelæder, som jeg har gjort her - så kan du lave prikker med et lille viskelæder for enden af en blyant. Eller brug en vinprop. Eller noget helt andet.
Lad papiret tørre. Tørretiden kan variere lidt alt efter hvor let trykket binder til papiret.
Dette papir er fra Stelling og det blanke, blå bånd er fra Rie Elise Larsen.


Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

torsdag den 27. februar 2014

Ugens gaveinspiration #9

Jeg er i denne uge blevet introduceret til en ny japansk foldestil ved navn origata. Origata er kunsten at pakke ting ind i originalt japansk papir. Både formen af den endelige gave, antallet af fold og deres retning havde oprindeligt en særlig betydning.

Mange detaljer fortaber sig vist både i glemslen og i oversættelsen, men smukke er gaverne.

I den kommende weekend skal vi til housewarming, og hvad er mere passende end at medbringe en gave i form som et hus? Jeg er ganske betaget af denne æske, der er foldet af et enkelt papir.




How to
Skabelonen har jeg fået fra Puri bloggen Cuartadeseis. Du kan også få skabelonen tilsendt ved at sende en mail til hende. Jeg fik svar samme dag. Tusind tak, Puri.
Huset er foldet af et A4-ark karton. Her har jeg anvendt Canson med den ruflede overflade - det er lidt tyndere end almindeligt hobbykarton. Puris skabelon er en mindre end A4, så jeg har forstørret den op, så jeg ikke behøvede at skære til og huset blev lidt større. Mit hus måler 10,5 x 7 cm i bunden.
Brug et falseben til at markere foldelinjerne, så de bliver knivskarpe. Puris skabelon indeholder også en vejledning på spansk og med en selvforklarende tegning.

Min æske er lukket med bånd fra Søstrene Grene samt lidt dims. Bladet har jeg fundet på siden sheknows.



Der er mange muligheder for at style æsken. Hvad med en lille sommerfugl?


Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

onsdag den 26. februar 2014

Styr på gavebåndet



Inspireret af Mor med mere har jeg opgraderet min opbevaringsløsning til mit gavebånd til en akrylæske fra Netto. Hele regnbuen er repræsenteret og det er lige til at blive i godt humør af.

Den skal stå på reolen i mit nye kreaværelse.

Hvis du skulle være i tvivl, så har jeg ualmindeligt svært ved at passere Søstrene Greenes udvalg af silkebånd i evigt varierende farver. Der er næsten altid en ny som bare må med hjem til samlingen.

lørdag den 22. februar 2014

Ugens gaveinspiration #8

Endnu en soft pink gave. Denne gang til min søsters fødselsdag.


Gaven er en kæmpe version af denne foldede æske, som jeg tidligere har vist en DIY til her på bloggen. Jeg har foldet den i almindeligt gavepapir, hvor jeg har forstærket underdelen med pap i alle sider og bunden. Topdelen har jeg bare sørget for at lime tilstrækkeligt godt sammen, så den ikke falder fra hinanden, når gaven bliver pakket op. På billedet nedenfor er det toppen, der er til højre - du kan se, at den er lidt større end den venstre og papiret ikke dækker bunden helt.

How to:
Klip to stykker gavepapir, så de begge er kvadratiske. Det ene ark skal være lidt større end det andet eller også skal du fix-faxe lidt med, hvordan du folder æsken, så bunden af æsken (der skal anvendes som top) er lidt større end bunden.
Klip et stykke pap i samme størrelse som bunden og fire på størrelse med hver af siderne. Fastgør med dobbeltklæbende tape og gør flapperne i bunden fast med dobbeltklæbende tape også. Jeg har afsluttet bunden med et lille rundt klistermærke.
På toppen af æsken har jeg klippet en blomst. Jeg har fundet vejledningen her - den er på engelsk, men meget let at følge. Papiret, jeg har anvendt er en af de små papirruller fra Søstrene Greene.



Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!

fredag den 21. februar 2014

Ny telefon på vej til mig...

white iPhone 5c
 
Som enkelte allerede har opdaget, så har jeg fået mig en profil på Instagram i sidste uge. Det er lykkes mig at sætte den op på Ipad'en. Jeg kan jo se, at mange ting flytter fra blogland over på Instagram og nu vil jeg også være med :-)
 
Ja ja - der er ingen der skal fristes til at kalde mig hverken trendsætter eller firstmover, men det har jeg det nu ganske fint med. Min nuværende telefon har jeg arvet fra min kæreste for godt et år siden, da jeg tabte min HTC Wildfire på gulvet og den ikke ville tænde længere.
 
Instagram var endnu en brik på vægtskålen i forhold til min overvejelser for og imod at købe en ny telefon. Og nu har jeg truffet beslutningen om at købe en Iphone 5c!
 
Alle de gode argumenter:
  • Kæresten har argumenteret for at vi så kan dele kalendre - helle for den lilla farve i oversigten.
  • Min gamle Iphone 3 kan stort set ikke køre Apps længere.
  • De sidste to dage har telefonen opført sig besynderligt og er eksempelvis begyndt at ringe op til andre midt i en samtale. Og en genstart har ikke afhjulpet problemet...
  • Mulighed for at kunne tage billeder på farten (i en rimelig kvalitet vel og mærke).
Modargumenterne er blevet svagere:
  • Jeg har en notorisk tendens til at glemme min telefon alle mulige steder - og så er det jo godt at have en gammel, som ikke er super attraktiv og tabet er ikke så stort. (Det er overraskende ikke sket med min nuværende Iphone 3) 
  • Jeg taber min telefon og den får nogle knups. Iphone 3 har klaret det indtil nu, så nu vover jeg mig ud en ny version. (Så håber jeg ikke, at jeg smadrer den alt for hurtigt)
  • Jeg kommer ikke til at bruge alle de mange features den har... (Nu får vi se...)
Så nu venter jeg bare på posten...

torsdag den 13. februar 2014

Ugens gaveinspiration #7

I denne uge vil jeg vise et "gave-sæt" bestående af tre gaver. Der var dømt fødselsdag for min kærestes bedste ven - og der skulle selvfølgelig gaver til. Jeg valgte papiret fra genbrugsbunken (tror nok, at det er fra Inspiration). Jeg gemte det i sin tid, fordi jeg godt kan lide det geometriske tryk.

Stykket var heldigvis stort nok til, at alle tre gaver kunne pakkes ind i det.

De to øverste gaver er pakket ind med hvidt mavebælte - og faktisk har jeg valgt at bruge to forskellige metoder til det, som jeg vil forsøge at forklare nedenfor.


Nederst på billedet er en vinæske, som jeg har pyntet med en rest papir. De to udstansede cirkler dækker over skrammer på papiret. Papiret tjener to formål - dels at samle gaverne udtryksmæssigt og dels at skjule, hvilken vin der gemmer sig i æsken.

Båndet på gaverne er fra Søstrene Greene. Jeg går jævnligt gennem butikken for at se, hvilke farver de tilfældigvis har i dag. Der er ofte nye farver, og min samling dækker efterhånden regnbuens skala. Dette passer perfekt til papiret og rammer en mørkere tone af de to grønne farver i papiret.


How to
Pak gaven ind i det mønstrede papir.
Klip en strimmel hvidt gavepapir eller en strimmel af samme som gaven og vend bagsiden udad.
Fold kanterne ind, så der kommer en flot afslutning på mavebæltet - sørg for at det er lige bredt hele veje rundt, så enderne mødes på bagsiden.
Bind båndet omkring pakken. Her har jeg valgt at binde båndet meget traditionelt på og afsluttet med en sløjfe.

Jeg synes, at denne måde at lave indpakning med mavebælte er lettere at få til at blive pænt end den næste.


How to
Start med at folde mavebæltet på dit papir. Det gør du ved at folde to gange rundt, så du skjuler den flossede kant under selve mavebæltet.
Pak gaven ind, så mavebæltet ligger øverst. Jeg har valgt ikke at sætte tape midt på gaven (dvs. på mavebæltet). Nogle gange har jeg fastgjort med dobbeltklæbende tape, hvis det virkelig driller.
For at opnå det bedste hold på mavebæltet, har jeg lukket enderne, så mavebæltet ligger inderst. Se billedet nedenfor.
Bind båndet to gange rundt om mavebæltet. Her har jeg valgt at afslutte med en halv sløjfe.

Ps. Jeg ved simpelthen ikke hvad der er sket med farverne på det nederste billede.

Indlægget er en del af en ny serie på Femthe kaldet Ugens gaveinspiration, et ugentligt indlæg med inspiration til smukke at skabe gaver. 2014 bliver året for flotte gaver!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...