tirsdag den 9. december 2014

9. dec - Årets juledekorationer


Jeg har kreeret en lille dekoration på et stort fad. Den centrale del i dekorationen er en julerose, som er pakket ind i skovmos. Det store messingfad har jeg købt i Inspiration.



mandag den 8. december 2014

8. dec - Juletræet med sin pynt #4

Jeg er i gang med at finde en stjerne til pynt på dette års julegaver. Denne er super flot, og vil gøre sig godt både som gavepynt og som ophæng på juletræet.




Vil du selv prøve lykken? Du skal bruge 5 stykker papir. Folder du den i papir af størrelsen 15 x 7,5 cm, som jeg gjorde, får du en stjerne, der er ca. 11 cm i højden.

Vil du også folde med, så tag et kig på denne vejledning på Youtube. Jeg synes den viser fremgangsmåden på en god måde. Du kan vælge at kvæle lyden - det gjorde jeg ;-)

søndag den 7. december 2014

7. dec - Flettet julestjerne af 6 stjerner [reprise]


En af julekassens særlige darlings er de flettede stjerne af seks sammenflettede stjerner. De lagde på en måde grundstenen til bloggen her, så den har en ganske særlig plads på juletræet. Indlæggene med vejledninger til at flette de to stjerner er nogle af de mest læste indlæg på bloggen gennem tiderne. Du kan finde vejledningen til den kompakte stjerne her og vejledningen til den luftige stjerne her.

Jeg fletter som regel altid af gavebånd, og det giver den fordel, at der ikke er så meget modstand, når strimlerne trækkes gennem samlingerne. Ulempen er, at der heller ikke er så meget hold i samlingerne. Derfor fletter jeg på den måde, som jeg beskriver i vejledningerne. Hvis du fletter af almindelige stjernestrimler, er der andre lettere måder at flette på - blandt andet herForleden faldt jeg over er en alternativ måde at samle seks halve stjerner.

lørdag den 6. december 2014

6. dec - Gavepynt #1 - Mennorode stjerne

Bedst som dagen næsten er omme, går det op for mig, at dette indlæg ikke er blevet publiceret som planlagt. Drillenissen har vist været på spil. Det kan vi heldigvis rette op på, så her kommer det.

Jeg er i gang med at lege med forskellige flade stjerner til gavepynt. Hvert år finder jeg gerne noget nyt og pynte gaverne med, og i år vil jeg altså knække koden til denne skønne stjerne.

Sidste år gav jeg op, men i år er det lykkes!


Stjernerne er foldet af 12 stykker papir i størrelsen 8,7 x 5 cm. Det er et lidt utraditionelt format for origami, og jeg har i virkeligheden også skudt lidt genvej i forhold til den youtube-video, jeg har fulgt. Den bruger nemlig godt 1:30 minut på at vise, hvordan må kommer frem til det format, hvis udgangspunktet er kvadratisk (i mit tilfælde 10 x 10 cm). Den færdige stjerne måler 10 cm fra spids til spids.

Hvis du skærer papiret direkte i rette format, kan du springe et godt stykke ind i videoen. Jeg har noteret gode punkter, som jeg sprang tilbage til et par gange undervejs.

  • 1:43 - foldning af de enkelte led starter.
  • 3:22 - samling af ledene to og to til seks spidser
  • 3:59 - samling af spidserne 1-6
  • 5:46 - flette sidste flap på plads 
Jeg kæmpede som sagt lidt for det, men det var det hele værd. Jeg har valgt at folde i stift gavepapir med henholdsvis for- og bagside op. Hvis papiret er for glat, skrider det i processen.

Et andet tip, som det tog mig et par omgange at spotte: Når du sætter to spidser sammen, skal du flette spidsernes to ben ind i hinanden, så de kan låses sammen.



Jeg er helt pjattet med deres tekstur, og mon ikke det bliver vinderen i år. De er flotte både på for og bagside, så de kunne også hænge på juletræet.

Jeg har et par andre kandidater i ærmet, som jeg vil vise en af de kommende dage.

fredag den 5. december 2014

5. dec - Juletræet med sin pynt #3

Juletræet, som min far kreerede til mig sidste år, er kommet op i stuen, og nu har det også fået pynt på grenene. Nogle af de skønne sager, jeg har taget op af julekassen har været kreeret af andre bloggere, som deltog i julepyntudvekslingen her på bloggen.

Når man ved, hvor meget omhu og kærlighed, der ligger i frembringelsen af dem, kan jeg ikke lade være med at glædes.

Jeg har pippet lidt om en ny runde af julepyntsudvekslingen. Hvis du er hurtig, kan du nå at være med - så send mig en mail på femthe (a) gmail (dot) com inden på søndag d. 7. dec. kl. 20.

Du kan se her, nogle af de skønne sager, jeg modtog i udvekslingen sidste år.

En skøn origami-kugle i mint og kobber fra Mille1000fryd. I baggrunden en engel klippet af MyminMy.


Den fine flettede stjerne med stjerne på fra Kringlekroge.


Her igen en fin engel fra MyminMy - nu fra bagsiden, hvor man rigtig kan nyde vingerne, der flapper ud.


Endnu en skøn kugle fra Mille1000fryd. Jeg har selv købt et kit til at lave flere - de findes i to størrelser og er fra Vivi Gade Design. Jeg har blandt andet set dem til salg her.


torsdag den 4. december 2014

4. dec - Juletræet med sin pynt #2

Denne gang har jeg forsøgt mig ud i et genbrugsprojekt. Jeg har skåret gavepapir til stjernestrimler og flettet disse to skønheder. Jeg er ret vild med det skarpe grafiske look.


Stjernerne har fået pink snor på - en fin kontrast til de sort-hvide farver på papiret.



Kan du gætte, hvilken butik papiret et fra? Giv dit bud i kommentarfeltet :-)

onsdag den 3. december 2014

3. dec - Juletræet med sin pynt #1

"Juletræet med sin pynt... " - venter på, vi får begyndt. Julestemningen er så småt ved at sprede sig i vores stue. I weekenden fandt både min mor og jeg vores filigran-inspirerede juletræer og stillede dem op. Mit eget troner i stuen og bliver langsomt pyntet i de kommende dage, mens jeg dels finder dette års produktion af julepynt frem, og genfinder yndlingsjulepynten i julekassen. Jeg glæder mig allerede til gensynet.

Jeg startede i god tid med at folde origamistjerner på bestilling til min mor. Dem fik hun i lørdags i en samlet flok. Nogle med pink ophæng - andre med kobberfarvet. Begge er ret skønne.

Første gang, jeg foldede denne slags stjerner var for 2 år siden. Jeg er stadig ret vild med dem. Du kan finde min vejledning til at folde dem her.


Her er hele flokken af stjerner pakket i en solid æske, så de kom frem i hel stand.


Jeg fangede dette billede af min mors træ fyldt med hvide origamistjerner. Det er nok ikke alle, der får lov at hænge. Jeg ved nemlig, at der er lovet stjerner væk til venner og bekendte, så derfor var der også cellofanposer med i æsken.

tirsdag den 2. december 2014

2. dec - Ugens gaveinspiration #49

I går fortalte jeg om vores tradition om en fælles juledekorationsdag, hvor jeg mødes med min mor og søster. Dagen er også centrum for udveksling af årets pakkekalendere mellem os. Nogle år er det adventsgaver - andre år er der lidt flere pakker i spil. I år har jeg fundet 8 gaver til min mor, så hun får en weekendkalender med en gave både til lørdag og en til søndag.

Beklager - den ene nåede at blive pakket op inden fotografen kom på spil.


De otte gaver er pakket ind under et fælles farvetema, som i virkeligheden ikke er super julet, men holdt i sarte farver og natur med enkelte pift af neon pink.

Du kan se og læse om detaljerne for hver af gaverne nedenfor...


mandag den 1. december 2014

1. dec - årets kalenderlys

I dag er det 1. december! Og så skal lyset tændes i kalenderlyset. Her kan du se min version af kalenderlys anno 2014. Måske vil du også vise dit frem?

Weekenden har stået i juleforberedelsernes tegn. Lørdag gik med julefest i gymnastikforeningen, hvor jeg klippeklistrede sammen med en masse skønne børn og forældre. Juletræet blev pyntet, danset rundt om - årets første æbleskiver og gløgg blev indtaget - og både luciaoptog og besøg fra julemanden satte ekstra trumf på julehyggen.

1. søndag i advent mødtes jeg traditionen tro med min søster og mor til en hyggelig dag med produktion af forskellige juledekorationer. Det kom der denne skønne kalenderlysdekoration ud af.


Vi har placeret den i vindueskarmen i køkkenet ved vores lille spiseplads. På den måde nyder vi dekorationen både morgen og aften. Jeg forudser dog allerede nu, at vi kommer lidt bagud - der er godt nok langt ned til ettallet...

En stor del af dekorationen er fundet i gemmerne og klippet i mine forældres have, så den største udgift har været indkøb af lyset. Jeg har valgt en ret neutral natur-dekoration i år uden så mange farver. Jeg er ret vild med resultatet.


Her et par nærbilleder af dekorationen.

søndag den 23. november 2014

Ugens gaveinspiration #46

I denne uge har jeg leget lidt med gaveindpakning uden tape. Det ser elegant ud, når papiret nærmest falder af, når man trækker i sløjfen, og båndet løsnes.

En af hemmelighederne ved gaveindpakning uden bånd er godt papir og en firkantet gave. Her har jeg valgt et kraftigt papir i en skøn pink farve. Når det er kraftigt, er det lettere at styre og skabe gode skarpe fold.


Her er den færdige gave, hvor jeg har bundet båndet på, så det går to gange på den lange led. På den måde holder det rigtig godt på enderne med ombuk.


En anden vigtig detalje for et vellykket resultat er størrelsen på papiret. Jeg forsøger altid, at:
  • starte med at lave et ombuk på papiret, som jeg flugter med den ene kant på oversiden af pakken. Så måler jeg papiret ud fra det ved at vippe gaven rundt.
  • klippe enderne til, så der kun er et enkelt ombuk i hver ende.
  • folde den side, hvor samlingen er inderst i lukningen i hver ende (som på gaven ovenfor). Hvis jeg sørger for at samlingen er i siden, giver det ekstra godt hold på papiret.
  • når jeg har foldet den ene ende, holder jeg gaven op mod maven, mens jeg folder den anden ende.
  • have båndet klar, så det er lige til at binde på gaven, når enderne er klaret.

Er det ikke fint? Giv ikke op, hvis det ikke lykkes første gang. Øvelse gør mester.

Og er du nysgerrig for at se, hvad der var inden i gaven? Såmænd en baby-uro - denne gang i pigefarver.


Bestillingen lød på en mobile i samme farveskala som Ferm Living. Jeg synes selv, at jeg har ramt meget godt. Den lyserøde er virkeligheden meget tæt op ad denne kanin-knage.


Og modtager blev rigtig glad for den. Lille Clara var meget optaget af at kigge på de snurende diamanter.

Nu mangler jeg kun en enkelt til en anden lille pige, der også er kommet til i løbet af efteråret.

torsdag den 20. november 2014

En ny omgang kreativ julepyntsudveksling...

Ligesom flere andre steder i blogland er jeg lige så langsomt ved at komme i julestemning. Om eftermiddagen er der mørkt, når jeg kommer hjem. Jeg har bare lyst til at tænde levende lys, når jeg kommer hjem og hygge.

Jeg kan se på bloggen, at der er øget aktivitet på de gamle indlæg om hjemmelavet julepynt. I år er jeg så småt startet med at folde. Det er der kommet disse skønne stjerner ud af.


Et af de indlæg, som også har ivrig aktivitet er sidste års kreative julepyntsudveksling. Jeg har ikke haft tiden til at sætte legen igang i år, men hvis der er nogen, der vil bytte med mig, så vil jeg meget gerne lave en lille udveksling i løbet af december, så det er fremme inden juleaften.

Rammerne er meget lig sidste års:
- pynten skal være hjemmelavet
- en lille ting, som blot skal være en julehilsen til en anden blogger eller IG-bruger
- kategorierne er de samme som sidste år:

Genbrug: udgangspunktet i denne type julepynt er genbrugsmaterialer, det kan f.eks være paprør, kapsler mv. det er tilladt også at bruge andre materialer end genbrug, bare at der tages udgangspunkt i genbrugsmaterialerne i bedste ”Shanes Verden” stil

Retro: Her kan du få lov til at bruge dit retro tapet/ stof eller lignende, eller hvad du nu forbinder med retrotendensen, som har været meget fremme i år. Eller det kan være noget hæklet julepynt som bedstemor lavede det, gerne i en nyere opdateret version.

Nordisk: Det nordiske tager udgangspunkt i den lyse og minimalistiske stil. Materialerne kunne f.eks være birketræ og beton. Lav det du forbinder med den nordiske stil.

Humor: det er her det anderledes julepynt for lov til at træde i karakter, så frem med de skæve vinkler og den gode humor når julepynten skal kreeres.

Send en mail til mig på femthe (a) gmail.com, hvis du vil være med :-)

Fristen for tilmelding er 1. december.


Skal du have lidt inspiration til, så kan du se nogle af de ting, som blev kreeret i sidste års kreative julepyntudveksling hos Frk Smed.

mandag den 17. november 2014

Ugens gaveinspiration #45

I sidste uge viste jeg en hjemmelavet dåbsgave. I dag får I så den anden halvdel af gaven. Indholdet er en pude, og jeg havde lyst til at understrege det bløde look i indpakningen.


Først har jeg pakket gaven ind i hvidt silkepapir og dernæst pakket et lag cellofan udenover. Jeg foretrækker at cellofanen pakkes meget løst omkring gaven, så det kan krølle lidt. Det giver et dejligt spil til pakken.

Dernæst har jeg fundet endnu en darling i min papirsamling - grønt gavepapir med små fine hvide hjerter. Desværre var det ikke helt bredt nok til at nå hele vejen rundt om gaven, så jeg har øget med et ekstra stykke. Du kan se samlingen på billedet nedenfor.


Båndet er fra Rie Elise Larsen.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...