mandag den 22. juli 2013

Projekt salgsklar lejlighed - indledning!

For tiden er der indtil flere boligprogrammer, der beskæftiger sig med at gøre boliger salgsklare. Nu er programmerne nok altid tilrettelagt således, at spændingen og sensationen maksimeres og dermed også oplevelsen hos seerne. Det er utroligt, hvad man kan nå på 3 dage!


Men ikke desto mindre er der gode råd at hente i programmerne. Det er absolut ikke raketvidenskab, men jeg et spørgsmål om at vise sine (her boligens) bedste sider frem. Råd fra Boligrivalerne (TV2), og Hjælp mit hus skal sælges (TV3):
  • ryd op
  • luft ud
  • gør boligen rent, så man føler sig inviteret til at tage skoene af
  • lyse farver på væggene
  • få møbler, så rummene virker luftige og indbydende
  • sammenhæng mellem rummene i materialer og farver
  • vis boligens potentiale, så det appellerer til køberens drømme
  • rolige flader 
Min første konklusion er, at vi har alt for mange ting i vores lejlighed. Vi bor 2 personer i en 2-værelses lejlighed og med mit kreagen kombineret med en kæreste med en samler gemt i maven, så har vi gennem de 5 år, vi har boet her, fået pakket reolerne tæt og sat kasser ovenpå reoler såvel som skabe. Og det skal der luges ud i.

Samtidig har jeg behov for at se lejligheden med friske øjne og se nye muligheder - det er i grunden sjovt, at jeg først gør det, nu hvor vi skal flytte. Men det er måske netop den brændende platform, jeg har manglet.

Projektet kommer til at køre i et par etaper, og jeg vil løbende vise lejlighedens rum frem og kommentere på mine overvejelser og valg for indretningen. Jeg håber, det kan inspirere andre. Der vil nok altid være blinde pletter, når man betragter sin egen bolig.

Nu får I som læsere på min blog lov at lege "de kritiske købere" i min egen lille version af "Hjælp mit hus skal sælges". Jeg håber, I vil lege med, og jeg er spændt på at høre jeres kommentarer. Der vil nok altid være blinde pletter, når man betragter sin egen bolig.

Jeg har inddelt boligen i zoner, som jeg vil komme rundt om i de næste uger.

  • Indgangsdør / opgang / entré
  • Stuen
  • Den store altan
  • Køkken
  • Bad
  • Soveværelse med lille altan
Vi havde besøg af en mægler i går, som jeg selvfølgelig viste rundt i lejligheden, så han kunne komme med et bud på en salgspris. Jeg har åbenbart talent for at sælge, for han syntes bestemt, at jeg fik fremhævet alle lejlighedens gode kvaliteter. Når jeg selv skal sige det, så er jeg god til at sælge, hvis jeg tror på produktet, og jeg kan komme med en vifte af argumenter, som jeg kan gentage i forskellige variationer. Jo mere information jo bedre...

Og vi er utrolig glade for at bo her, og kunne vi "bygge" et ekstra værelse på vores 2-værelses-lejlighed, så gjorde vi det. Men så er det trods alt nok lettere at finde en ny bolig.

torsdag den 11. juli 2013

Jeg føler mig lidt som Gertrud Sand...

... for jeg ønskede mig nemlig en foodprocessor i fødselsdagsgave i år. Og jeg fik en flot en fra Kenwood, som kører som en drøm!


Jeg har allerede indviet den ved at hakke et helt blomkålshoved i en omgang. Tidligere har jeg hakket i min minihakker - det er en udfordring at tømme den ud i en skål uden at det er udover hele køkkenbordet. Så det er en kærkommen opgradering. Her står den og troner på køkkenbordet med et hakket blomkålshoved i skålen - et helt et!

Blomkålshovedet skulle bruges til blomkålspizza ala Madbanditten, som er en aftensmadfavorit her i huset. Jeg kan kun anbefale at tilføje HUSK/loppeskalsfrø/skallin eller hvad det nu hedder. Det giver bagværk uden mel lidt struktur ala brød. Genialt. Og i denne pizza gør det, at bunden hænger bare lidt bedre sammen.


Her er pizzaen bagt med fyld af en rest svitset hakket oksekød og peberfrugt. Efter en tur i ovnen er den anrettet med salat, frisk tomat og en lækker pesto. Uhm.

Og bare for lige at prøve at linke til en YouTube-video, får I lige et lille klip fra The Julekalender med Oluf og Gertrud.


Sådan cirka 6:48 inde i klippet (1. afsnit) udbryder Gertrud de berømte ord: "Ved du hvad, Oluf? Ved du hvad jeg ønsker mig i julegave? En foodprocessor." Jeg håber ikke, jeg har lydt helt lige sådan. Og min kæreste har da heller ikke svaret helt ligeså afvisende som Oluf. (Det skal lige siges, at gaven er fra svigerfamilien og ikke fra min kæreste).

Jeg glæder mig til at hakke, snitte og rive alt muligt i min nye foodprocessor.

tirsdag den 9. juli 2013

Long time no see...

Med nyt arbejde flyver hverdagen bare afsted. Det er også derfor, jeg har været så stille på bloggen på det sidste. Sådan er det nok for mange. Jeg forsøger at insistere på lidt kreativitet i hverdagen alligevel. Om end det bare bliver i det små.

Her er et lille brev, jeg sendte i går til en veninde, der flytter til England. Det kan man jo ikke gøre uden sit nylaminerede Park Run kort. Kender du Park Run? Hvis ikke - så vil jeg da lige i en bisætning nævne, at det er en genial gratis løbeklub, der hver lørdag afholder træning rundt om i landet. Min "klub" løber i Fælledparken hver lørdag kl. 9.


Her er brevet, som er foldet efter MiniMegas skønne vejledning. Jeg lavede min egen variation over kuverten, eftersom jeg har tapet to A5 ark sammen - et orange og et pink med sølv maskine tape. Synes effekten er ret cool. 

Nu mangler jeg bare lige et frimærke...

mandag den 24. juni 2013

Klar til et nyt forsøg

Jeg så for nogle uger siden nogle skønne skønne foldede diamanter hos Frk. Hansen. Dekoreret med neon pink spray. Super fede. Og selvfølgelig vil jeg gerne lave nogle selv, men i første omgang skulle det vise sig at være lidt svært, da jeg ikke kunne finde en passende sprayflaske. Men nu er jeg på banen igen.

Forleden var jeg lige omkring Tiger - og faldt over denne pakke rejseflasker. Jeg tror de er helt perfekte!


Glæder mig til, at tiden tillader mig at eksperimentere med det :-)

lørdag den 22. juni 2013

Rie Elise Larsen lagersalg i den kommende uge

Så er det tid til lagersalg hos Rie Elise Larsen - i den kommende uge tirsdag og onsdag kl. 10-20.

Jeg har tidligere besøgt REL-lagersalget i deres hyggelige hovedkontor på Nordhavnen. Det er endnu en gang her slaget står. Der plejer at være masser af lækre sager - og en tilsvarende stor udfordring at begrænse sig. Men har du tid - og er i nærheden - er det bestemt at anbefale.


Du kan læse mere om tid og sted her

Jeg har tidligere forsynet mig med både papir, bånd, bakker og klistermærker. Geniale materialer til gaveindpakning og papirklip.

fredag den 14. juni 2013

Stille stille stille

Stilhed på bloggen betyder som hos så mange andre travlhed i den virkelige verden. For mit vedkommende har den seneste tid budt på en stor omvæltning nemlig et nyt job. Jeg skal starte på mandag, så det har jeg brugt en del kræfter på at omstille mig til.

Det bliver super spændende, og jeg glæder mig. Mit nye job stiller lidt større krav til dress coden, så jeg har været på tidlig udsalgsshopping og suppleret garderoben. Hverken tøj eller livsstil er noget jeg skriver særlig meget om her på bloggen, men jeg har over de sidste to år tabt en del kilo, så da jeg fandt kassen med sommertøj frem i år, synes jeg ikke rigtig, der var noget, der passede. Så nu bruger jeg en fridag inden jobstart på at stryge, fotografere og lægge til salg på Trendsales. Så kan det jo være, at det gør gavn et andet sted.

Så lige nu roder jeg ganske meget her i stuen...



onsdag den 5. juni 2013

Drinkkort # 3

Til en rigtig fest hører også et drinkkort, så her er endnu et bud. Jeg har tidligere vist to andre drinkkort her på bloggen (# 1 og # 2), og det er begge meget læste indlæg, så derfor må jeg da også lige vise denne version frem.


Kortet er endnu engang lavet i Word, så alle kan være med. Jeg har ladet mig inspirere af cirkeltemaet på både invitationer og bordpynt.

Jeg havde lavet fire drinkskort, der lå fordelt ud på bardisken.


Dimensionerne på drinkskortet er lidt smallere end A5 eller vist også lidt længere. Jeg printede bare på et A4 papir og skar det til, så det balancerede - dvs. marginen på begge sider er lige stor. Til sidst har jeg lamineret det og klippet kanterne til. Det var en god investering for de blev ret fedtede i løbet af aftenen.

En anden gang vil jeg måske nok printe på lidt tykkere papir - måske 100-120 grams papir. Det tror jeg lige vil gøre den sidste forskel.

Hvis du vil vide, hvordan jeg i praksis har gjort i Word, så læs en vejledning til Word nedenfor.

mandag den 3. juni 2013

Sikke en fest, vi har haft nu i nat...

Åh ja åh ja åhhh!

I lørdags holdt min kæreste og jeg en skøn dobbelt fødselsdag for alle vores venner. Og da det var en af den runde slags, så gjorde vi lidt ekstra ud af det med stor fest med 40 personer til spisning. Det var en skøn fest lige, der forløb lige som planlagt.

Vi pyntede op i lokalet med hjælp fra mine forældre og søster i løbet af eftermiddagen. Så lige hjem i bad og retur til lokalet i tid til at hilse på de to tjenere og se at velkomstdrinken blev skænket. Da gæsterne kom var jeg meget tilfreds med rammerne for vores fest. Jeg har taget et par billeder af oppyntningen, men billeder fra festen må blev glemt i farten.

Bordpynten. Tyk grøn papirsdug fra Duni. Pyntet med en af de cirkelguirlander, jeg tidligere har vist frem. Store fyrfadsstager med farvede lys, som matcher guirlanderne. Blomsterne har min mor stået for at binde. Tak mor!

Mine yndlingsblomster på denne tid af året - rhododendron fra mine forældres have.


Gavebordet med samme dug og blomster som bordene.

Bardisken fik også et par cirkelguirlander. 

Vinduerne blev også pyntet med cirkelguirlander. De kan virkelige bruges mange steder.

For at markere hvor festen blev holdt, havde vi pyntet trappen med bøgegrene og flag.

Søndagen blev brugt på afslapning i sofaen med et par hyggelige film efter kærestens valg. Og så havde vi lige en lille tur ned til festlokalet og hente alle vores gaver, resterende drikkevarer og pynt. Rengøringen havde vi heldigvis betalt os fra. Jeg troede egentligt, at jeg ville have overskud til at skrive et indlæg i går (fra sofaen), men jeg var alt for mæt af oplevelser og indtryk.

Jeg har allerede taget en af vores gaver i brug - fine fine æggebægre fra Royal Copenhagen. Så nu er der blødkogte æg.


De næste par dage, vil jeg vise lidt mere fra festen. Jeg har blandt andet kreeret endnu et drinkkort, som var flittigt i brug i løbet af aftenen.

onsdag den 29. maj 2013

Festplanlægning kører på sidste etape

Så nærmer dagen for den store fødselsdagsfest sig. Jeg har tidligere vist invitationerne frem.

I dag har jeg været i gang med at bruge alle de cirkler, jeg har stemplet ud ved hjælp af min cirkelpunch. Og nu hvor jeg har fået en erstatning for den anden, så gik det som en leg. Ja ja - man skal ikke gå ned på udstyr. Hvis du vil læse om mine erfaringer med mine nyindkøbte cirkelpunches eller stansejern, har jeg givet min vurdering af dem her.

Jeg gav en midtvejsstatus i sidste uge på mit cirkel-eventyr, og nu er jeg foreløbigt nået i mål med cirkelguirlanderne. Her er den første. Som med så meget andet, så går det hurtigere med de næste.


Her er mit arbejdsplads og alle bunkerne. De skarpsindige vil nok spørge, hvorfor de grønne cirkler ikke er i brug i min første guirlande. Ja det må I vente at se, når jeg viser billeder fra festlokalet i starten af næste uge. Det har nemlig sin forklaring...

Sy sy sy - der var godt nok mange cirkler fra start til slut. Mine længste guirlander blev 5 meter = 125 cirkler.

Undervejs var det fri leg med farverne. Det var klart lettest at overskue, når de stor stablet i bunker som her.


En lille guirlande - foldet og klar til fest - lige til at folde ud på dagen uden kludder.

Min cirkelpunch havde en diameter på 3,8 cm - Lisa Grues guirlander er syet af lidt større cirkler ca. 5 cm i diameter. Det gør nu ingen forskel for mig - jeg er ret vild med resultatet.

fredag den 24. maj 2013

Altanen er indtaget

Med det skønne vejr, vi har haft i sidste uge, er det på tide at få sommerklargjort altanen. Jeg vil da lige vise, hvordan vores ser ud i år. Hvordan ser din altan ud?

Ahh - en dejlig stol til at nyde solen. Det vil jeg meget hellere have end et cafebord og to små stole...

Plasttæppe på altangulvet er et hit - så kan man gå derud i bare fødder. Det er købt hos Frk. Nø i Larsbjørnsstræde. Jeg tager det ind om vinteren, men så kan det også holde 2-3 år uden problemer.

Margueritter og tvillingeblomster i en skøn blanding. Tvillingeblomsterne kommer til at hænge ud over kanten, når de lige vokser til, og margueritterne giver lidt højde.

Der er også blevet plads til tomater, som jeg har plantet i en hjemmelavet kapilærkasse ala Tagtomat.dk. Mads (fra Tagtomat.dk) har været idemager bag vores nye fortovshave, som jeg viste billeder af forleden. Ideen er, at kapilærkassen kan vande sig selv - lige noget for mig! Jeg har ellers ingen erfaringer med Urban Gartening, men nu giver jeg det et forsøg. Jeg er lidt fristet af den romantiske fantasi om at spise hjemmedyrkede tomater... Så er prisen bare, at den fylder lidt på altanen og er grim at se på...

Mads har planer om at lave en vejledning til sitet, men den er så vidt jeg kan se ikke kommet på endnu.

Så her kommer en kort vejledning til, hvordan man gør:
Man tager en murerbalje og en flamingokasse, der kan presses ned i baljen med bunden opad. I min er der 1½ af de små kasser. Der skæres 3 huller i bunden af flamingokasserne, hvor der sættes en halv 1½ sodavandsflaske ned. I flasken er der skåret et par trekanter i siden, så der er mulighed for, at vandet kan trænge ind i flasken. Hulrummet under flamingokassen er til vand...

Så tager man en plantesæk og ryster godt, så jorden bliver løsnet op, og den er til at arbejde med. Man skærer to krydser på oversiden af sækken til at plante tomaterne i. På undersiden skal man lige sørge for at prikke hul i sækken (bare med fingeren over sodavandsflaskerne og putte lidt jord ned i dem, så der er forbindelse mellem vandtank og plantesæk. Så er der bare tilbage at plante tomaterne og fylde tanken med vand. 

Vandet skal gå op til overkanten af flamingokassen. Man kan løbende holde øje med vandstanden ved at løfte i hjørnet af sækken, og det er også her, jeg hælder mere vand på. Blev godt nok lidt overrasket over, at jeg kunne hælde 30 liter på, da jeg startede! Nu håber jeg at kunne tage på ferie uden at det hele dør fra mig - det plejer at være mit store problem.

Altankassen med blomster er bare af den helt almindelige slags, så den giver mig nok kamp til stregen. Men det er endnu ikke lykkes mig at finde et alternativ...

onsdag den 22. maj 2013

Man skal ikke gå ned på udstyr...

Tja det gælder jo i så mange af livets udfordringer, at det rette udstyr gør arbejdet meget lettere. Jeg vil derfor gerne slå et slag for punches eller stansejern. Forleden fortalte jeg om mit cirkel-tema til vores fødselsdagsfest lige om lidt.

Jeg har til det formål opgraderet min punch-samling med yderligere 3 cirkel-punches i forskellige størrelser. På den måde fik jeg lavet 30 invitationer i et snuptag. Eller i hvert tilfælde hurtigere, end hvis jeg skulle have klippet alle cirklerne i hånden. Og så er de meget flottere, synes jeg. For en klippet cirkel er meget svær at få helt rund.

Nu er der 4 i alt i samlingen.

  • Den store røde (Panduro Hobby, ukendt mærke), 
  • den gule (Hobbyboden, Lever easy punch), 
  • den grå (Hobbyboden, EK Tools),
  • den orange (Hobbyboden, Woodware Craft Collection).


Det er lidt pudsig, at ingen af dem er samme mærke til trods for, at de tre af dem ligner hinanden rigtig meget. Og den, jeg er absolut mest begejstret for er den grå, som adskiller sig fra de øvrige. Den er genial, fordi

  • den kan klappes sammen, så den ikke fylder så meget, når den ikke er i brug. I det hele taget kompakt design
  • den er skarpere end de andre - den skærer som en kniv gennem blødt smør
  • den er bedre at holde på. Når jeg bruger en punch vender jeg den altid på hovedet, så jeg kan se, hvor jeg skærer. Det kan både være, fordi jeg gerne vil indramme et særligt motiv, eller fordi jeg vil skære så tæt på kanten og dermed få så meget ud af papiret som muligt. Når jeg vender de andre på hovedet, kommer jeg til at holde med tommelfingeren på undersiden, som har mange kanter. Med EK tools stansejernet er undersiden glat
  • den har ingen beholder til cirklerne, så jeg kan lettere få dem ud og komme videre til den næste.
Her er lidt billeder af begge typer, så kan du se, hvad jeg mener.

Undersiden. Den gule tap er til at låse den i lukket position under opbevaring. Super smart.

Åben position.

Lukket position.

Og som jeg fortalte i går, er den gule punch gået i stykker, så nu har jeg bestilt en ny denne gang fra EK Tools, så nu glæder jeg mig til at kunne komme videre med cirkel-projekterne.

Jeg har også en idé til bordkort med cirkler. Det bliver simpelt men involverer dog en cirkel til hver.

mandag den 20. maj 2013

Rundt og rundt - jeg går i ring!

Jeg blev lige fristet til en kreativ overskrift... Dagens emne er cirkler - ja altså den slags, der kan skæres ud af karton med en "punch" eller på dansk et stansejern. Årsagen til, at jeg er i cirkel-mode, er vores kommende fødselsdagsfest. Jeg har tidligere vist invitationerne frem, og der blev cirkeltemaet ligesom lagt.


Nu har jeg forelsket mig i tanken om, at pynte lokalet op med cirkel-guirlander ala Lisa Grue. Lisa har tidligere lavet en DIY om guirlanden til Boligliv, og det er den, jeg har givet mig i kast med.

Farver valgt - check.
Karton indkøbt - check. 7 farver = 7 ark karton
Cirkelpunch klar - check.
Fire et halvt ark senere - cirkel puncher går i stykker.

Den vil simpelthen ikke trykke hele vejen ned og skærer derfor kun halvvejs rundt. Det var ikke lige meningen. Hm! Så nu er der dømt ufrivillig pause mens jeg afventer en ny og bedre puncher ankommer med posten. Jeg har købt alle tre punches (jeg brugte 3 størrelser til invitationerne) hos Hobbyboden.dk, som har ydet en super service.

Først havde jeg problemer med at få stansejernet (punch) til at skære pæne cirkler i almindeligt papir (80 gram) og ringede derfor til Gitte i butikken. Hun gav mig et tip, som jeg kan give videre her: Skær altid to ark papir ad gangen, fordi den er optimeret til at skære i karton, der som minimum er 160 gram. Så går det som en leg, og der er ingen flossede kanter! Fedt.

Og nu, hvor den ene punch er gået i stykker, skrev jeg en mail til Gitte, der lynhurtigt svarer selvom det er helligdag. Så nu er der fundet en løsning, og jeg håber, at der kommer en ny og bedre punch til mig i løbet af ugen. Jeg har ellers altid været en lille smule skeptisk i forhold til nethandel - netop fordi jeg er bange for at blive ladt i stikken, når jeg ikke kan finde ud af at bruge den dims, jeg har købt eller det går i stykker. Det er bestemt gjort til skamme.


Jeg fortæller om værktøjet i et særskilt indlæg i morgen, for jeg synes det fortjener lidt opmærksomhed, og jeg sætter stor pris på, når jeg rundt i blogland kan læse andres erfaringer ud i en eller anden niche, så jeg føler også lidt en forpligtelse til at dele mine erfaringer.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...