torsdag den 11. juli 2013

Jeg føler mig lidt som Gertrud Sand...

... for jeg ønskede mig nemlig en foodprocessor i fødselsdagsgave i år. Og jeg fik en flot en fra Kenwood, som kører som en drøm!


Jeg har allerede indviet den ved at hakke et helt blomkålshoved i en omgang. Tidligere har jeg hakket i min minihakker - det er en udfordring at tømme den ud i en skål uden at det er udover hele køkkenbordet. Så det er en kærkommen opgradering. Her står den og troner på køkkenbordet med et hakket blomkålshoved i skålen - et helt et!

Blomkålshovedet skulle bruges til blomkålspizza ala Madbanditten, som er en aftensmadfavorit her i huset. Jeg kan kun anbefale at tilføje HUSK/loppeskalsfrø/skallin eller hvad det nu hedder. Det giver bagværk uden mel lidt struktur ala brød. Genialt. Og i denne pizza gør det, at bunden hænger bare lidt bedre sammen.


Her er pizzaen bagt med fyld af en rest svitset hakket oksekød og peberfrugt. Efter en tur i ovnen er den anrettet med salat, frisk tomat og en lækker pesto. Uhm.

Og bare for lige at prøve at linke til en YouTube-video, får I lige et lille klip fra The Julekalender med Oluf og Gertrud.


Sådan cirka 6:48 inde i klippet (1. afsnit) udbryder Gertrud de berømte ord: "Ved du hvad, Oluf? Ved du hvad jeg ønsker mig i julegave? En foodprocessor." Jeg håber ikke, jeg har lydt helt lige sådan. Og min kæreste har da heller ikke svaret helt ligeså afvisende som Oluf. (Det skal lige siges, at gaven er fra svigerfamilien og ikke fra min kæreste).

Jeg glæder mig til at hakke, snitte og rive alt muligt i min nye foodprocessor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...