onsdag den 31. oktober 2012

Et lille pip

Tiden flyver afsted for tiden, og det går jo op for mig, at bloggen er gledet lidt ud af min bevidsthed. Uden egentligt at ville det.

Jeg har ikke haft den store energi til store armbevægelser, men min forkølelse er ikke sådan at slippe af med. Juleforberedelserne er så småt ved at gå i gang, og det kan man se på blogstatistikken - de flettede stjerner har fået topplacering igen:-) Jeg er også selv gået i flettemode - og jeg har hentet nye forsyninger af gavebånd i Netto (der i denne uge har spoler med 100 m gavebånd på tilbud).


Lige nu forsøger jeg at gøre kål på en rest af pink gavebånd - det er dem, der ligger i forgrunden.

Er du også så småt i gang med juleforberedelserne?

Og forresten, så har jeg i sin tid lagt vejledninger til at flette stjernerne selv her på bloggen:
Den luftige stjerne
Den kompakte stjerne
 

onsdag den 17. oktober 2012

Syg og energiforladt

I den sidste uges tid har jeg ligget på langs i sofaen og snøftet, hostet og spruttet. Ikke sjovt. Energi har der ikke været meget af - dårligt fjernsyn har der været masser af. Nu håber jeg snart at være ovenpå igen, så jeg kan få lidt gang i de kreative sysler igen. I dag er jeg da nået så langt som til at surfe rundt i blogland.


Jeg faldt over dette skønne sengetæppe, som jeg godt gad eje - spørgsmålet er om jeg har tålmodigheden til at sy det... Det tror jeg lige jeg skal tage lidt tilløb til. Men mønsteret et gratis og fundet lige her hos Anna Maria Horner.

søndag den 30. september 2012

Mere broderi

Der er noget afstressende ved at brodere - dette er bare for sjov. Jeg aner ikke hvad det skal blive til, men måske bliver jeg klogere undervejs... 


Jeg har defineret farveskalaen og så håber jeg at der er broderitråd nok... 


Inspirationen til det cool grafiske mønster fik jeg fra Tina til et blogtræf, hvor hun gik i gang med et betræk til en fodskammel - mon den nogensinde er blevet færdig, Tina?

fredag den 28. september 2012

Mario #2

Denne Mario har været længe undervejs. Han blev faktisk påbegyndt umiddelbart efter Mario #1 var færdig. Og hvorfor gjorde jeg det? Ja kæresten blev slemt skuffet over, at den ikke var til ham! Og så bliver man jo lidt blød om hjertet. Det er jo noget af en kærlighedserklæring til mit krea-gen.

Ham her er til kæresten. Nu skal han bare lige monteres.


Og når jeg kigger på Mario #1, kan jeg jo se, at de er unikke - mønsteret har mange flere farver end jeg har, så særligt ansigtet er lidt forskelligt.

fredag den 21. september 2012

DIY: Foldet kuvert

Jeg er kommet i tanke om endnu en af mine gode gamle klassikere, som jeg gerne vil dele her på bloggen. Som barn havde jeg et hav af penneveninder rundt i Danmark. Det var fantastisk at sende og modtage breve med små hverdagshistorier og tanker fra jævnaldrende piger. Det var som regel piger jeg havde mødt på ferier, som jeg valgte at holde kontakten med efterfølgende via brev. I dag lyder det temmelig oldschool og er for længst erstattet med facebook og sms.



Men det var nu ret hyggeligt. Og det var faktisk en af mine penneveninder, der introducerede mig til denne foldede kuvert. Hvor har jeg foldet den mange gange siden.

Se hvordan du kan folde dem selv.

tirsdag den 11. september 2012

Prøveballoner

Ballonerne, som jeg tog hul på at flette i sidste uge, er klar til at lette - med flotte balloner og matchende kurv nedenunder. Man kan vel sige, at de er prøveballoner. Klar til at opleve verden. De har været sjove at flette - udfordrende, men samtidig ligetil.


Jeg må tage hatten af for de dygtige kvinder bag PaperMatrix! Jeg ejer ikke en fin skæremaskine, så jeg printede skabelonen ud, klipsede den sammen med fire ark farvet kopipapir og skar sirligt efter stregen, og vupti så var der dele til to balloner - en grøn og en blå.

Det er sjovt at følge, hvordan ballonen former sig undervejs, og strimlerne først er et virvar af strimler i 2D, og allerede efter et par rækker begynder ballonen at få runding på, og pludselig ligner den en vandmand eller sådan et dyr med lange tentakler. Og så lukker det langsomt til igen og ligner en blæksprutte og først når kanten kommer på er transformationen komplet.

Et par tip, hvis du vil i gang.
  • Sæt snor i mens du stadig kan nå til at prikke hul med en nål. Jeg har sat snor i ved at binde en lille perle for enden og trække nålen igennem indefra og ud gennem toppen.
  • Jeg har sat kanten på med dobbeltklæbende tape - synes det sad bedre fast. Det er selvfølgelig smag og behag.
  • Og sidst men ikke mindst - brug papirclips til at holde det stramt undervejs, når du fletter. Det er en fordel med små clips, kan jeg sige.
Og nu får I lige en gang billeder af de to prøveballoner... Så må vi se, hvor de skal flyve hen.

De to balloner i blå og grønne nuancer.

Toppen er ganske skøn - faktisk ville den være mere spændende at kigge på end bunden af kurven, hvis man laver den som uro til et barn.



Kurv og kant er et puslearbejde at få pæn. Jeg skal vist øve mig lidt mere på at forme bunden af kurven, så den passer, når den skal limes på.

Næste udfordring er at flette nogle af PaperMatrix' flotte kugler og kræmmerhuse.

søndag den 9. september 2012

Travlhed og kreativitet i det små

Ugen er bare suset af sted, og jeg har været optaget af alt muligt andet end bloggen og kreative sysler. Jeg har allerhøjst taget mig tid til at surfe lidt rundt i blogland og fået en lille dosis krea-input for at stille de værste abstinenser. Lidt er det blevet til - jeg fandt en æske i skuffen som min smartphone lå i, da jeg købte den i sin tid.


Den er fin og ganske solid - nu er den blevet lidt finere med smukt papir fra Rie Elise Larsen. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg skal prikke et hul i forkanten og sætte en perle eller en snor i, så den er lidt lettere at åbne. Lige nu får den lov at være - så kan det være, at jeg kaster mig over den igen en dag, når jeg lige finder det helt rigtige håndtag.


torsdag den 6. september 2012

Fra Berlin

Som jeg fortalte om tidligere, har jeg ganske få godter med hjem fra Berlin, fordi jeg var så dum at glemme det meste af det på hotelværelset, da jeg chekkede ud. Men lidt fine ting fik jeg da med mig...


Klistermærker! Et enkelt billede kan fange det hele. Glæder mig til at klistre dem på en masse dejlige ting.

tirsdag den 4. september 2012

Ballon-uro in the making

Jeg har jo tidligere lavet en uro med balloner i papir. Hos How About Orange har jeg set endnu en version - denne gang med flettede balloner. Det skal jeg bestemt prøve. Tror bare jeg går i gang - så kan jeg jo altid finde en og give den til:-)

Pigerne bag vejledningerne fra PaperMatrix er danske! Og så skulle jeg hele vejen, forbi en amerikansk blog for at finde dem... Sjovt som blogland krydser landegrænser.

Måske skal jeg også forsøge mig med et par julekugler.

Her er mit første forsøg med at flette en ballon. Jeg har siden pillet den fra hinanden igen for at flette den lidt strammere. Nu skal jeg vist bare have nogle bittesmå papirclips og en pincet for hold da op, hvor er det noget småtteri.


De to dele, der tilsammen udgør ballonen.


Bund og stropper inden jeg har skåret dem ud.

PaperMatrix har en fancy skæremaskine til at skære alle delene ud. Sådan en har jeg ikke ligefrem stående, så jeg printede en skabelon på almindeligt hvidt papir og klipsede det sammen med de forskellige farver papir, jeg ønskede at flette af. Og så skar jeg det ud med en skalpel. Det er sikkert ikke helt så præcist som med skæremaskinen, men det går an.

Nu må vi se om der kommer nok balloner ud af det til at lave en hel uro:-)

søndag den 2. september 2012

Stemningsbilleder fra Berlin

Min tur til Berlin var kun en kort en af slagsen og det faglige program var tæt pakket. Jeg nåede dog lige forbi Modulor, som jeg omtalte i et tidligere indlæg. Desværre var det en oplevelse, jeg nu kan huske tilbage på med blandede følelser. Jeg glemte nemlig en stor rulle med alt mit nyindkøbte papir på hotelværelset. Øv bøv.

Men butikken var super fed. Ingen tvivl om det!


Faktisk er det ikke bare en butik med krea-artikler af forskellig art - det er faktisk et stort hus, der samler mange forskellige aktiviteter. Butikken forgrener sig i mindre værksteder og specialforretninger. Der er både en systue, et snedkerværksted og en mosaikkunstner i forbindelse med forretningen. Ved indgangen ligger en mindre boghandel og cafe. På de øvre etager ligger bl.a. et arkitektfirma, et forlag og så vidt jeg kan forstå andre kreative virksomheder.

Her kunne jeg bruge en hel dag på bare at snuse rundt. Her er et par stemningsbilleder...




En sjov brug af pap!

lørdag den 25. august 2012

Turen går til... Berlin

Jeg skal til Berlin! Eller det vil sige, at jeg er her lige nu. Det er arbejde, så jeg kommer nok ikke så meget rundt som jeg kunne ønske mig. Jeg har ellers længe sukket over de skønne anbefalinger Julia har til hvor man skal hen i Berlins skønne kvarterer - Kreutzberg og Prenzlauer Berg.

Og Camilla fra MyminMy anbefaler papirforretningen, der lyder til at være butikken over dem alle: Modulor. Den skal helt klart også besøges. Der er to timers hul i dagens program, så måske når jeg et lille kig forbi butikken...

Mit besøg her i Berlin er en studietur for at undersøge, hvordan man i Berlin sikrer mod regnvand. Nu er det ikke fordi det regner super meget i Berlin, men til gengæld har de anlagt en bydel (en del af Potzdam) på et sted kun 1½ m over grundvandet. Det betyder, at de har tænkt vandet med ind i byggeriet og det er jo ret spændende. Her er en grøft, de har gravet ud, så det er blevet en å og samtidig anlagt en hyggelig lille park/sti langs.


Krydser fingre for at jeg når i Modulor i dag...

fredag den 17. august 2012

Personliggjort computer

Pinterest er en fantastisk inspirationskilde, og efter at have set Leas kasseapparat har tanken om at pynte min computer med masking tape luret i baghovedet. Og i dag havde jeg lige brug for sådan et skørt projekt, så her er resultatet.



Bare ærgerligt at tasterne er sorte - for så kan man ikke se den hvide skrift gennem tapen. Ergo kunne det kun blive til tape på få taster... Eller i hvert tilfælde kun dem, der ikke kræver forklaring. Tror lige jeg klarer enter og space uden teksten:-)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...