tirsdag den 1. januar 2013

Nytårsbordet anno 2012

Godt nytår i blogland! 2012 har været et turbulent år - 2013 må meget gerne have lidt mere medvind til mig... Bloggen er et frirum og det håber jeg den kan blive ved med at være. Jeg er utrolig glad for de mange søde kommentarer gennem året - det betyder utrolig meget for mig.

Nytårsbord har været et af de populære søgeord i den seneste uge. Og det har ført besøgende på bloggen til et indlæg fra sidste nytåret 2010, hvor vi holdt nytår i vores lille lejlighed. De sidste par år har vi været til større selskaber, og jeg har derfor ikke stået for borddækningen. I år har jeg snydt lidt og "lånt" mine forældres nytårsbord, så jeg kunne få min lyst stillet i forhold til at prøve nogle ideer af.

Jeg har nemlig haft en idé om et nytårsbord i hvide og blå farver. Heldigvis var min mor med på ideen, og har tilført naturelementet - det er blevet ganske godt, synes jeg. Nordisk nytår, kan man måske kalde det.


Det store view over bordet - hvid dug, sølv-stjerner, megamussel service og et stort center piece, der lægger stilen med natur, hvidt, sølv og isblå.

Hver kuvert har sin egen lavbeklædte gren, der er bundet på med jutesnor med små isblå glaskugler i hver ende.


Borddekorationen er konstrueret af birkegrene, som er sømmet sammen. Så er den pyntet med pudemos og en særlig sort af fyr, som har færre nåle end normalt. En lille fugl eller to har også sneget sig på sammen med isblå glaskugler både matte og blanke. Og ikke mindst en lille serpentin i matchende farveskala.

I bordenderne har vi spredt sølvstjerner ud på bordet. Små saltkar med fyrfadslys hygger og er tilfældigt spredt sammen med glaskugler, kviste med lav og flere serpentiner. De to sølvkugler i forgrunden ligner glaskugler, men er i virkeligheden salt- og pebersæt arvet fra mine bedsteforældre. Nypudset sølvtøj er nu dejligt.


Og et par nærbilleder...





Det sidste billede er kommet med, fordi jeg selv har lavet bordskånerne engang tilbage i sløjd i folkeskolen. 

tirsdag den 25. december 2012

Glædelig jul 2012

Glædelig jul på Femthe. Jeg har nydt juleaften sammen med familien med god mad, dejligt selskab og masser af juletraditioner. Her i juledagene fortsætter vi med de store julefrokoster og mere hygge. Ih hvor jeg glæder mig. Julen er min store højtid, som bloggen også afspejler. Her kommer et par små glimt fra aftenen i går. Tiden er knap - julefrokost nærmer sig, så I må bære over med lettere uredigerede billeder af julebord og juletræ.

Glædelig jul!



tirsdag den 18. december 2012

18 dec. - årets til- og frakort a la Femthe

Tadaa! Jeg har arbejdet videre med den skønne origamistjerne fra den tidligere i min julekalender, som jeg antydede, at jeg ville. Så nu er den officielt dette års til- og frakort.



Jeg har fundet en ny vejledning til at folde stjernerne baseret på et femkantet papir. Du kan finde den her og her.

Nu mangler jeg bare at lave et lille hul i toppen af stjernen og sætte dem på gaverne. Det er en tradition for mig at lave nye til- og frakort hvert år, og jeg sætter en stor ære i, at finde på en ny variation hvert år.

Du kan se et par eksempler på de seneste års til- og frakort her, min laminerede version.

søndag den 16. december 2012

16. dec - vindere af julegive away

Hvor er det dejligt, at så mange af jer vil være med i min lille jule-giveaway. Tak for alle jeres søde kommentarer. 18 deltagere og hele 5 præmier - det er jo gode odds. I virkeligheden har jeg lyst til at sende præmier til jer allesammen, men det går vist ikke helt med de priser Post Danmark tager for at sende dem.


Jeg har brugt Random.org til at trække vinderne blandt de 18, der har kastet lodder i puljen. Vinderne er:

Nr. 10 - Susie Rasmussen (ønsker sølv)
Nr. 2 - Lene
Nr. 17 - Mysticia (ønsker guld)
Nr. 3 - Stjernegoide (ønsker lilla/pink)
Nr. 11 - Charlotte Hansen (ønsker pink)

Jeg har sendt jer allesammen en mail, og så snart jeg har jeres postadresse, sender jeg stjernerne til jer. Hvis ikke jeg har hørt fra jer inden tirsdag d. 18. december trækker jeg nye vindere, så jeg måske kan få dem frem til vinderne inden jul.

Har du ikke vundet, kan du selv give dig i kast med fletteriet ved hjælp af mine DIYs til henholdsvis den kompakte stjerne og den luftige stjerne.

lørdag den 15. december 2012

15. dec - gaveindpakning af en cylinder #1

Jeg har fundet en rigtig fin måde at folde gavepapiret omkring en rund ende - et rør eller en rund æske. Og den vil jeg dele med jer i dag. Det er ikke helt let, men øvelse gør mester, og jeg kan helt sikkert anbefale at klippe papiret til, så der ikke er for meget. Jeg ville have lavet en fotovejledning, men denne gør det så godt, at jeg ikke synes det er nødvendigt med endnu en.


Her er en alternativ måde at afslutte enden på - og her vises den i en video.

Hvis man ikke er til de mange fold i enden, så synes jeg også denne variation er ganske flot. Du kan se en meget kort video fra Youtube, der beskriver hvordan. Den kunne jeg godt forestille mig at komme til at bruge og måske udvikle lidt på - jeg kunne godt tænke mig at prøv om begge ender måske kan lukkes på den måde, hvis man bruger lidt tape - så får man en flot symmetrisk lukning på midten. Det kræver vist, at man leger lidt med størrelsen på papiret og hvor stort ombukket skal være i enden.




I mine skønne gaveindpakningsbøger er der også et par forslag til indpakning af rør, som jeg vil vise frem en anden dag.

PS. Husk at du stadig kan nå at deltage i min give away - jeg trækker vinderen i morgen kl. 12. Inden jeg drager ud i skoven med familien og fælder årets juletræ.

fredag den 14. december 2012

14. dec - pakkepynt

Først må jeg vist hellere undskylde, at jeg lavede rod i kalenderen i går - det er jo først i dag, at det er den 14. dec.

Jeg er gået i gang med forberedelserne til julegaveindpakningerne. Og jeg kan rigtig godt lide, at gaverne har små detaljer og gerne hjemmelavede. I dag har jeg foldet nogle papirstjerner og hæklet hurtige hjerter.


Forleden foldede jeg af juletræer af sekskantet papir - og i dag har jeg foldet af to stykker trekantet papir. De er blevet små og buttede, og den effekt kan jeg rigtig godt lide. Hvis du også vil have stjerner på dine julegaver, så kan du finde en super fotovejledning her. Nu skal de bare have lidt dobbeltklæbende tape på bagsiden, og så er de klar.

Jeg er stadig lidt ny i hækle-genren, men jeg har kastet mig ud i, at hækle nogle hurtige hjerter. Opskriften kan findes her.



torsdag den 13. december 2012

13. dec - flettet fugl

I dag har jeg flettet en fugl. Jeg blev ganske spontant inviteret i biografen i går til premieren på Hobitten, så det er ikke blevet til den store fugleflok, som jeg ellers havde planlagt. Filmen var et glædeligt gensyn med Bilbo og Herredet. Det er synd, at der går et helt år, før vi skal se næste kapitel i triologien.


Jeg har fulgt Rikkes DIY på hendes fine blog Smillas mor.



Her sammen med juletræet fra i går.

onsdag den 12. december 2012

12 dec. - origami juletræ

Tilbage i origami-land, har jeg ladet mig friste af et skønt juletræ foldet af 5 stykker papir i forskellige størrelser. 4 ark i grøn og et enkelt i brun. Det er en flot og effektfuld model, som ikke er særlig svær at folde, når man følger Sara Adams grundige instruktioner på denne YouTube video.

Sara Adams er tysker, og hendes hjemmeside rummer en masse spændende inspiration og vejledninger til at folde origami. Den skal jeg udforske lidt mere i fremtiden.



At finde det helt rigtige papir i de helt rigtige farver var en større udfordring. I udgangspunktet tænkte jeg, at grønt gavepapir var fint - omend i den lysegrønne ende af skalaen. Og brun - ja jeg bruger da bare noget brunt gavepapir. Men - jeg synes altså ikke den sidder lige i skabet. Måske skal jeg bare kaste mig ud i juletræer i alle mulige andre farver. Den er i hvert tilfælde sjov at folde og samle.


tirsdag den 11. december 2012

11. dec - pakkepynt af genbrugsmateriale

Pakkepynt kan sætte prikken over i'et på enhver pakke. Nogle gange kan jeg godt komme til at forkøbe mig lidt i sjove, fine engle, glaskugler og glitter, så jeg har givet migselv en lille udfordring - at lave noget pakkepynt af et genbrugsmateriale. Jeg faldt over et paprør fra en toiletrulle - det har vi vist allesammen. Og det er der kommet nogle fine blomster ud af.


Og hvordan har jeg gjort det...? Jeg har taget en toiletrulle. Trådt den flad og markeret strimler af 1 cm. Jeg forsøgte i første omgang at skære igennem to lag med min skalpel, men endte med at klippe det med saksen.


Så skal have limpistolen frem og lime fem ringe sammen til en blomst.



Mine blomster har et hul i midten, og jeg har selvfølgelig foldet ringene lidt ud igen, så de fordeler sig jævnt. Jeg har kun sat en enkelt klat lim på hver ring.

Til slut har jeg pyntet kanten af blomsten med glitterlim, som lige giver dem et pift.

Til montering på gaven har jeg trukket en knap på snoren og ført den gennem midterhullet i blomsten - og så er det bare at binde båndet på som man ønsker.

mandag den 10. december 2012

10. dec - Give away

Jeg er i rigtig julehumør og synes derfor, at mine mange søde læsere på bloggen også skal del i det. I takt med julekalenderens mange frembringelser, har jeg efterhånden bugnende lagre af julepynt. Jeg kan jo se på blog-statistikken, at mine flettede julestjerner er et hit, og jeg vil derfor udlodde 5 sæt stjerner i valgfri farve til 5 heldige læsere.


Valgmulighederne er guld, sølv, rød, lilla og pink, som du kan se på billedet ovenfor. Og et sæt stjerner består af en luftig stjerne og en kompakt stjerne - hvis du selv har mod på at flette dem, så kan du se udførlige DIY her på bloggen.






I udgangspunktet sender jeg to stjerner i samme farve men farvemiks kan også klares - jeg skal gøre mit bedste for at indfri ønskerne. Du kan skrive farvepræferencer i din kommentar.

Reglerne er simple - skriv en kommentar til indlægget og du er med i lodtrækningen. Jeg vil selvfølgelig blive rigtig glad, hvis du deler min giveaway på din egen blog, men det giver ikke ekstra lodder i puljen. Har du ingen blog, skal du sørge for at skrive din mailadresse i kommentaren, så jeg kan kontakte dig.

Jeg trækker fem vindere på søndag d. 16. december kl. 12. Hvis jeg ikke har hørt tilbage fra vinderne inden tirsdag d. 18. december forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder, så julekuglerne kan nå frem inden jul og forhåbentligt komme på juletræet juleaften:-)

Håber du vil lege med i min lille jule-give-away:-)

søndag den 9. december 2012

9. dec - 30 stykker papir senere

En kæmpe Bascetta stjerne var, hvad der kom ud af det! Jeg er blevet ret bidt af origami, og YouTube bugner af spændende videoer med ting, man bare må prøve. Og nu er jeg ved at blive så modig, at jeg kaster mig ud i de større modulære ting også - modulær betyder, at det er sammensat af flere stykker papir, og på engelsk kaldes det "modular origami".

Denne gang har jeg kastet mig ud i en af de lidt større nemlig en modulær stjerne af hele 30 stykker papir. De første par stykker led var sjove nok at folde, men når man skal bruge 30 led, der er foldet efter samme skabelon, så bliver det en anelse kedsommeligt til sidst. Men flot er den færdige stjerne.


Den måler ca. 11-12 cm i diameter, og jeg har foldet den af papir i størrelsen 7,5 x 7,5. Den er ikke svær at samle, når man først lige har fundet tricket. Når man har foldet alle 30 stykker papir til de led man skal bruge til stjernen, skal man forme ved hjælp af tre led forme en spids. Jeg kunne ikke se på videoen, at han lægger dem, så foldene passer og så låser dem sammen i den spids. Måske kan det være en hjælp til dig, hvis du tør gå i gang. 

Når først de 30 led er foldet, så går det ret hurtigt med at se et resultat, så bare kast dig ud i det!


For et par dage siden viste jeg en anden modulær stjerne, som du kan læse om her.

lørdag den 8. december 2012

8. dec - flettede julekugler

I går var jeg på et lillebitte julemarked i Lyngby, hvor jeg havde en stand sammen med en veninde. De næste dage vil jeg vise, hvordan jeg har lavet nogle af de ting, jeg havde med på markedet. Jeg vil starte med flettede julekugler i hvidt gavebånd.


Her kan du se dem på vores stand. De er super flotte på juletræet eller på en lærkegren!


Nedenfor kan du se, hvordan de laves.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...