fredag den 9. august 2013

Barcelona shopping

Vores tur til Barcelona åbnede virkelig min øjne for byen og de mange lækre shoppemuligheder. Byen er fuld af spændende butikker med lokalt design - sko, tøj, tasker og brugskunst. Der er noget for enhver smag. Her er et lille udpluk af de butikker, vi faldt over på vores tur rundt i byen.

Barcelona har mange madmarkeder fordelt over hele byen - det mest kendte ligger midt på Ramblaen.

Mange lækre varer. Vi købte en lækker frokost til at spise på en bænk i parken - en avokado i en bod, lækker spansk, lufttørret skinke i en anden og en god håndfuld cherrytomater i en tredje. Uhmm - lækker frokost.



Bycykler var overalt i byen - og det er lækre cykler med 3 gear, god saddel, "cykelkurv" og lys. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvordan man lejer dem, men lækre er de.

Og det kunne da være en god måde at komme rundt til alle de lækre butikker i byen.

Sko
Der ligger en stribe skobutikker i Carrer de Pelai heriblandt en Camper butik. De øvrige butikker i gaden har mange forskellige mærker heriblandt også mange spændende lokale skomærker.

Tøj
- Adolfo Dominguez - lækkert spansk herre- og dametøj i lækker kvalitet. Ligger på hjørnet af Passeig de Gracia og Carrer de la Diputacio.

- Zara - mærket kender du nok, men jeg opdagede til min store overraskelse, at de har særlige spanske priser, som ligger ca. 20% under normalprisen i Danmark. Så selvom der ikke er udsalg, kan det stadig betale sig at købe lokalt. På Passeig de Gracia ligger en stor butik, men de ligger flere steder i byen.

Krea
Vi passerede rigtig mange butikker med smykketilbehør, lædersnører, perler m.v., som alle sammen lå på en og samme gade - jeg havde svært ved at tæmme min begejstring, men jeg begrænsede mig til at købe én rulle neon orange snor med hjem. Gaden er en af de større, der går fra Ramblaen tværs gennem det gotiske kvarter - den hedder Calle Boqueria. Butikken, jeg var i hedder Accesory og ligger i nr. 23.


Det skønne nylonsnor er allerede kommet i anvendelse i kreaklubben søndag, hvor jeg fik dette skønne sommerarmbånd med hjem. Det er flettet af 5 snore og lukkes med en knap. Vi blev enige om, at jeg skulle have haft flere farver med hjem - så nu må vi jo se, hvem der først kommer til Barcelona efter nye forsyninger.

Hylder fra gulv til loft - fyldt med bånd, snor, lædersnører, perler osv. 

Og ja - det var kæresten, der var udstyret med kameraet og sneg sig ind på mig, da jeg gik på opdagelse. Denne kom med hjem - 3 euro. Hvorfor købte jeg ikke nogle flere farver?

I samme kvarter faldt vi også over en lille garnforretning eller to i en af de små gader. Jeg har ingen idé om, hvor den ligger. Hvis du er til den slags, må du gå på opdagelse i de små gader.

Restauranter
- Taller de Tapas, l'Argerteria 51 i El Born-kvarteret. Den ligger også andre steder i byen og serverer god tapas.

- Crema Canala ved Pl. Reial (den ligger i passagen og har limegrøn facade). Restauranten er nævnt i min 24 timers rejseguide til Barcelona, men jeg vil stadig gerne anbefale den. Billige retter, god service. Små portionsstørrelser af hovedretterne.


- Restaurant Cera 23, Carrer de la Cera 23, lidt mere eksperimenterende køkken med lækre retter. Meget god service og hyggelig stemning selvom gaden virker lidt skummel og indgangen er smal. Man kan reservere bord via TripAdvisor.

- Moritz, Ronda Sant Antoni 41, bryghus ala Nørrebro Bryghus og dermed i den lidt mere turistede genre. Bryghuset Moritz er den lokale Barcelona-øl. De har produktion i kælderen og i stueplan har de restaurant, snackbar m.v., som er åben hele dagen og serverer lige det, man har lyst til. Ved siden af ligger et bageri (brød med øl i) og en ret sjov merchandisebutik. Maden er lidt til den dyre ende (i Barcelona priser), men når selvfølgelig aldrig i nærheden af danske priser, så rigtig dyrt kan man ikke kalde det.

 - Pura Brasa, Arenas de Barcelona, Gran Via de les Corts Catalanes 373-385, Barcelona, den omtalte restaurant fra mit indlæg forleden på Pl. Espanya har jeg nu fundet navnet på! Det er jo altid dejligt, når man kommer i tanke om, at jeg tog et billede af deres logo.


Restauranten ligger som sagt tæt på det illuminerede springvand ved Pl. Esapanya.

1 kommentar:

  1. Ser ud til at passe på rygtet om, at være en skøn ferieby - gad gerne besøge den en dag(:

    - Anne

    SvarSlet

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...