tirsdag den 22. maj 2012

DIY pompom'er af silkepapir

Tine har store planer om flotte pompom'er ala Martha Stewart til sit forestående bryllup. Jeg kan kun forestille mig, at det bliver super skønt og vil skabe en fantastisk stemning.

Jeg har tidligere lavet en del papirsblomster (halve pompom'er om man vil), og jeg har lovet en DIY med nogle af de tricks jeg fandt ud af undervejs. De blev brugt til bordpynt til et bryllup - det var super flot.


Som med så meget andet håndarbejde er disse heller ikke ligefrem en overskudforretning at lave, men de er super fine!


Martha Stewart giver en meget kort vejledning til at folde dem. Der er også indtil flere gode vejledninger på Youtube... Som man kan se på billedet er de forholdsvis store, og det kræver en del silkepapir. Jeg havde ikke så meget liggende, så jeg har lavet min vejledning baseret på en lille pompom, men princippet er det samme.

Nå, men to the point. Her kommer vejledningen til at lave en pompom. Jeg beklager på forhånd billederne - jeg ville ønske, at jeg havde et kamera i panden, så jeg havde begge hænder fri til at holde/folde/vise. Skriv endelig, hvis der er noget, der kræver uddybning:-)



Klip dit silkepapir i den ønskede størrelse. Til pompom'er vil det formentligt være nok at dele arkene på midten. Jeg synes det er lettest at gøre ved at tage alle fire ark og folde på midten i én omgang. Tage saksen og sprætte det forsigtigt op. Undlad at skille silkepapiret ad. Det vil hjælpe dig i næste step.

Min pompom er ca. 15 cm x 23 cm.

Ekstra tips og overvejelser
Martha Stewart skriver, at man skal bruge 8 ark silkepapir til en pompom. Det kan man selv varierere efter behov, så 8 ark er det mindste antal, men man kan prøve med flere ark og resultatet bliver en endnu tættere bold.

Min pompom er som sagt ikke så stor, og jeg lavede den med 8 lag. Skulle jeg lave en større, vil jeg putte flere lag i for at få den tættere, men det er jo en smagssag.

Størrelsen på papiret skal helst være 2:3 (b x l), så papiret på den korteste led definerer cirka diameteren på pompom'en. Dvs. hvis papiret er 20 x 30 cm, vil den endelige pompom være ca. 20 cm i diameter.


Læg papiret i en stak, så det ligger præcis ovenpå hinanden. Det er ikke helt lykkes for mig på billedet, men det er en stor hjælp (og pynter på det endelige resultat), hvis du gør dig umage i dette trin. Nu skal du folde en harmonika på den smalle led, så der bliver ca. 11 fold. Det er en fordel, at afstanden mellem foldene er lige stor (og at du folder lige), så bladene i pompom'en bliver lige store.

Ekstra tips og overvejelser
Her vil det hjælpe dig, hvis du ikke har skilt arkene ad på forhånd for så holder det sammen på det, så du ikke samtidig skal konsentrere dig om at styre 8 ark.

Da jeg lavede blomster til brylluppet sidste sommer, gjorde jeg det, at jeg startede med at definere midten på harmonikaen, og så folde en halvdel ad gangen. Det fungerede meget godt - specielt, hvis man har skilt arkene ad og de er svære at styre. Jeg glemte det dog, da jeg tog billeder til denne DIY.


Færdig harmonika.


Fold harmonikaen svagt på midten, så du kan finde midten. Her klipper du et lillebitte hak i hver side, og binder sytråd et par gange rundt om, så den sidder fast i de små hak.

Ekstra tips og overvejelser
I Martha Stewarts vejledning anbefaler hun en slags ståltråd, og måske er det nødvendigt, når det er tale om de helt store. Det gik fint med sytråd til min lille pompom. Jeg synes, det lille hak hjælper på problemet med, at papiret går i stykker, når man deler arkene.


Klip enderne i form. Her straffer det, hvis man ikke har været præcis i foldningen af harmonikaen. Du skal selvfølgelig klippe begge ender...

Ekstra tips og overvejelser
Man kan selv bestemme pompom'ens udtryk dvs. om den skal have runde eller spidse takker - de to orange på billedet allerøverst er med runde takker, så vidt jeg kan se, og den koralfarvede, der hænger nederst i samme billede nederst er med spidse takker. De spidse takker giver et lidt mere tjavset look, synes jeg. Det er jo en smagssag, men en blanding er faktisk meget cool.


Nu kommer den sjove del, hvor det er vigtigt med en blid hånd, så papiret ikke går i stykker. Åbn den ene side ud i en vifte, og træk forsigtigt det øverste lag fri af de øvrige. Det er vigtigt, at du løsner det i alle fordybningerne, så det kommer til at stå lige op i luften som på billedet.

Billedet afslører også, at jeg ikke har været så god til at klippe spidserne (da min harmonikafoldning ikke var så god), så hvis du vil rette op på det, er det nu du skal i sving med saksen...

Der er fire lag, der skal folde op på denne side.

Ekstra tips og overvejelser
Når jeg ser YouTube videoer af, hvordan man skal folde Martha Stewarts pompom-kits ud, så  ligner det, at amerikansk silkepapir er en lille smule kraftigere end den slags, vi kan købe i Danmark. I produktionen af blomster sidste sommer, blev det også hurtigt tydeligt, at papiret fra Søstrene Greene er meget tyndt og let går i stykker, når man åbner blomsten, mens det dyre fra boghandleren eller Panduro er lettere at arbejde med.

Det er jo også en overvejelse, man skal gøre sig, hvis man går i gang...


Fold fire lag silkepapir op. Løsn dem alle sammen så meget du kan og skub dem gerne lodret op, som jeg har gjort her. Det skal nok komme til at fluffe tilsidst.


Her kan du se inde ved midten, hvor meget jeg har foldet op. For at skabe plads til at folde den anden side op også, giver jeg lige den første side et klem et lille stykke over midten (hvilket jeg ikke lige fik kameraet til at tage et billede af - igen jeg ville ønske at jeg kunne sætte det i panden).


Nu er den anden side af blomsten også foldet op - 4 ark i hver side. Jeg kunne ikke dy mig for at fluffe dem op som en af de blomster, jeg har lavet så mange af - det kan du se på billedet nedenfor.


Det begynder at ligne noget! Måden hvorpå man fluffer den, er ved at trække lagene lidt ned igen et efter et, så lagene fordeler sig jævnt.


Her har jeg vendt blomsten om, og nu kan du se de resterende fire lag silkepapir, som skal udgøre den anden halvdel. Fremgangsmåden er den samme som ovenfor.

 
Her har jeg løsnet alle fire lag på begge sider. Billedet viser meget godt før og efter jeg har fluffet. Nu skal jeg til at arrangere lagene, så det bliver jævnt fordelt og pompom'en bliver flot og rund.


Nu har jeg arrangeret lagene, så den ser rund ud, men den er stadig lidt sjusket at se på, så jeg foretrækker at arbejde lidt mere med at rette spidserne til.


Her er har jeg forsøgt at forme den lidt mere. Som man kan se, har jeg ikke været så god til at klippe spidserne, da jeg havde foldet harmonikaen.

Jeg håber, min vejledning kan hjælpe dig i gang med at lave pompom'er:-) Hvis der er nogle uklare punkter, så skriv endelig til mig, så skal jeg forsøge at uddybe.

God fornøjelse!

2 kommentarer:

  1. Hej Anne-Mette - det er en super DIY. Tak for det :-)

    SvarSlet
  2. Velbekomme. Glæder mig til at se nogle flotte pompom'er fra din hånd, Tine:-)

    SvarSlet

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...