fredag den 20. september 2013

5 x firkantede tato

Efter at have opdaget tato'en og dens historie er jeg gået lidt på jagt efter spændende varianter på nettet. Jeg har foldet et par stykker, jeg vil vise frem her - måske er det starten på en ny lille serie her på bloggen. 5 x origami...

Der findes utrolig mange videoer og vejledninger på nettet og youtube, som jeg gerne vil anbefale. Jeg elsker selv at prøve dem af, og her kommer et par af resultaterne.


Alle modeller er foldet af klassisk origamipapir 15 x 15 cm.

#1 Den helt klassiske
Igen en god begyndermodel, som virkelig ser ud af noget, når den foldes i papir med to farver.
Mål for opbevaringsrummet er 6,7 x 6,7 cm.


#2 Firkantet tato
Simpel model, som er ret god at starte ud med. Det sværeste punkt er lukke den, når den fjerde flap er foldet.
Mål for opbevaringsrummet er 8,7 x 8,7 cm. Det kan variere alt efter hvor stort ombukket er.


#3 Vindmølle tato
Det er en variation af #2, som ligner en vindmølle. Min har fået en lille mølle - næste gang, tror jeg, at jeg laver et større ombuk. Det er altid lidt en smagssag, når man selv skal sjusse sig frem...
Mål for opbevaringsrummet er 8,3 x 8,3 cm. Igen kan størrelsen variere alt efter hvor stort ombukket er - næste gang bliver rummet nok mindre, hvis jeg laver ombukket større.


#4 Plisseret tato
Denne model er lidt svær, synes jeg. Jeg fandt først en vejledning, hvor man folder sig frem til hhv. 1/5 og 1/3 markeringerne - den var lidt svær at følge, og samtidig synes jeg ikke resultatet blev så pænt. Jeg har derfor valgt at måle markeringerne op med lineal.
Mål for opbevaringsrummet er 6,9 x 6,9 cm.


Det er ikke helt i origami-ånden, men jeg er nok lidt for perfektionistisk til at acceptere alle de knibninger og småfold, der er på fronten af den færdige model. Vil du folde modellen på den rigtige måde, så kan du finde den vejledning her.

Min test-model med en masse ekstra fold for at dele papiret i hhv. 1/3 og 1/5.

#5 Blomster tato - side 1 og 2.
Modellen findes i rigtig mange varianter. Her er en simpel en af slagsen.
Mål for opbevaringsrummet er 5,7 x 5,7 cm.

1 kommentar:

  1. De vil være helt ideelle til gavekort. Du må meget gerne lære mig at lave en af de tre første. ;-)

    SvarSlet

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...