mandag den 6. december 2010

En juletradition...


Efter en dejlig dag i selskab med en skønne blogpiger, har jeg samlet en masse ny inspiration til at blogge. Mange tak til Tine for en fantastisk hyggelig dag med overdådig mad og søde sager krydret med kreative indslag og en lille pakkeleg. Det er fantastisk at få sat ansigter på et par af dem, jeg har fulgt ganske længe og ikke mindst møde en masse nye bloggere. Femthe blev startet i august og jeg føler mig stadig meget ny i blogland, men jeg må efter i dag konkludere, at mange blogge er lige så "unge" som vores, og har allerede jævnlig trafik og mange faste læsere. En af de råd, jeg fik med mig hjem idag, var, at opfordre til lidt dialog og vise lidt mere af mig selv på bloggen. Det vil jeg arbejde på i fremtiden...

Nå nu til dagens julekalender... Juletraditioner! Jeg vil i dag afsløre en af de traditioner, jeg har med fra min familie. Faktisk tror jeg den er startet med mig, da jeg i en alder af fire år klippede mit første til- og fra-mærke i børnehaven. Siden den gang har jeg troligt hvert eneste år "lanceret" en ny kollektion af hjemmelavede til- og fra-mærker. Ofte bliver de lavet i dagene op til jul - nogle gange juleaftensdag.



Som du kan se, er det bestemt ikke alle kollektioner, der overlever fra år til år, men dette er nogle af favoritterne. Det er ikke kun mig selv, der bruger dem, så nogle af dem kan overvintre i flere år for igen at blive taget i brug.

Jeg har ikke helt besluttet mig for hvordan årets kollektion skal se ud... Det må I se en anden dag.

Har du nogle juletraditioner?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...