fredag den 29. august 2014

Bryllupsrus

Det er ved at være længe siden, jeg har pippet her på bloggen. Her er årsagen...


I de kommende uger vil jeg vise mere fra dagen. Indtil videre har jeg vist invitationen frem. Den kan du se her.

fredag den 8. august 2014

Bryllupsplanlægning #2 - origamitraner

Først skal vi lige overstå det kedelige budskab:

Bloggen er henover sommeren blevet bombarderet med spamkommentarer. De fleste er heldigvis havnet direkte i spamfilteret, men øv. Nu har jeg valgt at slå kommentarmoderatoren til igen, og jeg håber, du som læser vil bære over med det i en periode. Jeg ved godt, at det er træls, når man skal skrive resultatet af et lille regnestykke for at bekræfte sin kommentar.

På forhånd tak.

Til gengæld vil jeg løfte sløret en lille smule for, hvad jeg går og pusler med af bryllupsoppyntning. Netop nu bugner spisebordet med origamitraner, og de skal forhåbentligt blive til noget i retning af dette.

origami crane wedding backdrop

Picture

Min drøm var oprindeligt at folde 1000 traner, men det tror jeg ikke kommer til at ske inden brylluppet. 1000 traner bringer i den japanske kultur lykke og er et smukt symbol. Mindre kan også gøre det. Jeg har foldet en del og måske når jeg op på 200 stk. inden brylluppet. Jeg har tænkt mig at hænge dem op i snore som på billederne og bruge dem til at skabe stemning i festlokalet. 

Jeg har også et par andre origamidetaljer i ærmet, men mere om det en anden dag.

tirsdag den 5. august 2014

Problemet løst

Jeg har længe haft et lille billed-problem, når jeg kommenterede på indlæg her i blogland. Mit lille billed-ikon var forsvundet og erstattet af en advarselstrekant med et udråbstegn. Nu har jeg fundet løsningen, og jeg tænker, at jeg lige vil dele den her på bloggen. Det kunne jo være, at der sidder andre med samme problem.

Det opstod under en oprydning i Picasa-billedbiblioteket, der hører til bloggen. Dengang mange oplevede at deres gratis kapacitet var opbrugt. Jeg kom vist nok til at slette et dublet-album med profilbilleder. For hvorfor have to ens mapper?


Det skulle jeg aldrig have gjort. For pist væk var mit lille ikon på kommentarfelterne...

Og nu er der gået måneder - måske endda et halvt år med advarselstrekanten som følgesvend. Men ikke mere. Nu har jeg flere gange spurgt google til råds uden held. Og i dag gav jeg det endnu et forsøg ved at klikke rundt i min bloggerprofil for at finde det lille billede ved kommentarfeltet.

Det eneste billede, man kan ændre på i profilindstillingerne, er det billede, som jeg selv kan i brugermenuen og som fremgår på min offentlige brugerprofil. Det har jeg nu ændret til gule tulipaner (man skal vel kunne se forskel) - og vips! Så var mit lille ikon gule tulipaner...

Bingo.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...