onsdag den 26. januar 2011

London - here we come!

Femthe har været på tøsetur i London, og det var en fantastisk tur med plads til både shopping, hyggesnak, cafébesøg og lidt turistaktiviteter. Efter en hæsblæsende weekend er vi tilbage i København med masse af ny inspiration og energi på hverdagen.
Vores første stop i London var en kæmpe papirvareforretning ved navn Paperchase på Tottenham Court Road lige ved Goodge st. i nærheden af Oxford Street. Den er i tre etager, og jeg fik allernådigst lov til at tage et par billeder derinde, men de yder langt fra oplevelsen retfærdighed. Det var et mekka af papirvarer.

2. sal i Paperchase - papirmekka!
I stueetagen var der kalendere, kort, notesbøger og mapper i alverdens farver og mønstre. På førstesalen var der en bogafdeling for kreabøger, finurlige designervarer, gaveindpakningsartikler og i den ene ende en café. (Et kæmpe hit!) På øverste etage åbnede landet af papir sig for os – her kan man finde alt muligt papir med forskellige teksturer, farver og tykkelser.  Det er svært at beskrive alt - vi forsøgte at suge det hele til os, og endte med at bruge omkring tre timer i butikken.


Temaborde, med fine lyse forårsfarver og i baggrunden kan man skimte valentine-tema-bordet

Det kan varmt anbefales at lægge vejen forbi. Det er ikke særlig billigt (ca. 1-1½ pund pr. ark), men til gengæld får man noget med hjem, som jeg indtil videre ikke har fundet i Danmark.
Jeg købte ikke papir, selvom det kriblede i fingrene for at købe lidt af det hele. Jeg vil tro, jeg havde det, som mange har det med libertystof. Må eje det hele! Jeg købte til gengæld en masse andre fine ting med hjem, som jeg vil vise frem en anden dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...