Jeg opdagede Linneas blog via Karen Klarbæks "Perleblogger-koncept". Det er jo fantastisk som det giver ny inspiration at læse med på en ny blog. Indimellem kommer man også i tanke om noget, man havde glemt, man vidste - som eksempelvis disse æsker. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange jeg gennem tiderne har lavet. Både til indpakning af gaver, opbevaring af små dimser - og i alle mulige størrelser.
Her har jeg lavet en æske af A4-papir - den færdige æske er kvadratisk 7,4 x 7,4 cm bred og 3,7 cm høj. Den er inspireret af origami-trenden og super let at lave selv for børn. Jeg beklager på forhånd, at billedkvaliteten er ringe...
Tag et ganske almindeligt A4-ark (eller et hvilket som helst andet papir - jo større æske jo kraftigere papir).
Fold papiret som vist på billedet, så enden af papiret flugter siden. På den måde får du et kvadratisk stykke papir at arbejde med. Klip den overskydende strimmel af.
Fold nu alle hjørner ind mod midten. Du kan bruge krydset på midten til at styre efter, så foldene bliver parallelle to og to.
Nu skal bunden foldes, og her skal du bruge de linjer, du lige har foldet til at pejle efter. Fold flapperne længere ind, så spidsen rammer den foldelinje, du lige har lavet overfor. Gør det hele vejen rundt.
Nu har dit papir et fint mønster af fold på kryds og tværs - og helst lige store felter ellers bliver æsken skæv...
Nu er der to veje til at samle æsken - den med saks (1) og den uden (2). Den første med saks er klart den letteste for børnehænder, mens den anden får en ret flot finish i hjørnerne.
(1): Klip fire indhak - på billedet er vist de to, som afgrænser den ene side - og gør det samme modsat. For nemhedens skyld vil jeg fremover kalde denne side, den korte side selvom æsken er kvadratisk.
Drej papiret 90 grader, så de indsnit, du lige har klippet ligger horisontalt og du har den lange side liggende foran dig. Fold nu siden ind til midten.
Fold begge de lange sider (øvre og nedre) ind til midten - så har du siderne klar på de to sider. Nu skal de bare "rejses".
Nu skal du folde siden, så de to arme kommer ind og markerer de to tværgående sider. Drej gerne æsken 90 grader, så du sidder med en ufoldet side ned med dig selv.
Hold nu arme fra de to forskellige sider sammen med den ene hånd, så du er klar til at folde den korte side op.
(2): Alternativ foldning uden brug af saks. Hvis man ikke lige har en saks ved hånden, kan man sagtens folde hjørnet uden. Det kræver lidt mere fingerfærdighed, men er ikke svært.
Fold de to lange sider op (du vælger selv hvilke sider, du udnævner til korte og lange sider). Nu folder du den korte side op, hvorved et af de firkantede felter foldes til to trekanter. Den trekantede flap skal nu bruges på samme måde som armene på den klippede version.
To æsker, der passer sammen. Den mindste æske er lavet af et stykke papir, der er ca. 7 mm mindre på begge leder.
God fornøjelse.
Ej, hvor fint! Tak for inspirationen :)
SvarSlet