onsdag den 27. november 2013

Den kreative julepyntsudveksling




Sine og jeg har fået fået en idé om, at vi i år ville lave en lille julepyntsudveksling. Tanken er, at sprede julehygge i rundt omkring i blogland, ved at sende et stykke hjemmelavet julepynt til 1-3 andre bloggere uden at det behøver at være et stort arbejde - som en slags julehilsen til andre i blogland.
 
Vi kom ved et tilfælde til at snakke om, hvad julen er for os, og hvordan julepynten plejer at se ud hos os. Derfor har vi lavet denne udfordring med 4 forskellige kategorier indenfor julepynt, så der er noget for enhver smag:
 
· Genbrug:
· Retro
· Nordisk
· Humor

Her er en lille uddybning af de forskellige kategorier;
 
Genbrug: udgangspunktet i denne type julepynt er genbrugsmaterialer, det kan f.eks være paprør, kapsler mv. det er tilladt også at bruge andre materialer end genbrug, bare at der tages udgangspunkt i genbrugsmaterialerne i bedste ”Shanes Verden” stil
 
Retro: Her kan du få lov til at bruge dit retro tapet/ stof eller lignende, eller hvad du nu forbinder med retrotendensen, som har været meget fremme i år. Eller det kan være noget hæklet julepynt som bedstemor lavede det, gerne i en nyere opdateret version.
 
Nordisk: Det nordiske tager udgangspunkt i den lyse og minimalistiske stil. Materialerne kunne f.eks være birketræ og beton. Lav det du forbinder med den nordiske stil.
 
Humor: det er her det anderledes julepynt for lov til at træde i karakter, så frem med de skæve vinkler og den gode humor når julepynten skal kreeres.
 
Tilmeldingsfristen for at være med i udfordringen er den 1. december kl 14.
Så kommer der en mail ud omkring, hvem du skal sende dit julepynt til samme aften. (det kan ske, at mailen først kommer d. 2. )
 
Alt afhængig af hvor stor en succes denne julepyntsudfordring kommer til at blive, så sender man som udgangspunkt sit hjemmelavede julepynt til 1-3 personer. Det til fremgå af den mail du modtager, hvor mange du skal sende til.
 
Tanken er at du viser dit og det julepynt, du modtager, på din blog eller på din instagram profil.

Hvis du synes, at det lyder spændende, og du har lyst til at være med i udfordringen, så tøv endelig ikke med at sende en mail til mig eller Sine med følgende informationer:
  • Hvilken gruppe vil du helst være med i (1. og 2. prioiritet)
  • dit navn og postadresse
  • din blogadresse og evt.navnet på instagramprofil.
Min mail er: femthe@gmail.com
Hvis du er med i vores lille udfordring og meget gerne vil dele dine billeder på du meget gerne lave #JulepyntsUdveksling på instagram.

Sine har lavet nogle ikoner til instagram, som evt kan bruges til at sprede budskabet.




Vi håber at du har lyst til at være med i vores lille leg.

Sine har også lavet nogle bannere i forskellige farver til legen. De må meget gerne bruges, hvis du har lidt bedre kundskaber indenfor illustrationer end os, må du meget gerne lave en til Julepyntsudvekslingen - tag gerne fat i Sine.
 
 
 

tirsdag den 26. november 2013

En juleblog...

Weekenden stod i flytningens tegn, og nu bor vi i lettere intermistisk i et flyttekasserod. Jeg ville super gerne jule både på bloggen og i virkeligheden, men virkelighedens verden stiller sig lidt på tværs og kræver min opmærksomhed til at pakke flyttekasser ud og beslutte, hvor møblerne skal stå osv.

Ikke desto mindre, så afslører bloggens statistik, at der er mange derude, som er begyndt juleforberedelserne. Det ser ud til, at bloggen er en rigtig juleblog - for hvert år i december peaker læsertallet helt vildt. Og i år ser det ud til at gentage sig.

Det er ingen hemmelighed, at det i særdeleshed er mine DIYs på julepynt, der trækker læsertallet op. Mon ikke jeg kan finde på et par nye vejledninger i år?! Håber tiden bliver til det.

Jeg har en lille juleleg - udfordring i ærmet, som jeg håber at kunne løfte sløret for en af de nærmeste dage.

lørdag den 16. november 2013

Inspiration til en London-tur...

Jeg går og drømmer om en weekendtur til London. Måske fordi min kæreste kom hjem i går og fortalte, at han måske skal derover i forbindelse med arbejde i december. Straks tænker jeg i muligheder for at opleve Londons overdådige julepynt og -lys. Hvert sit fokus I guess...

Billede her.

Så kunne det være, at jeg skulle kigge forbi Mumi-butikken Moomin i Covent Garden.

Eller drikke afternoon tea på rigtig engelsk maner. Jeg faldt over denne omtale på Rejseliv.dk og det lyder bare super lækkert. Så lækkert, at er jeg helt sikker på, at mit besøg i London skal omfatte et klassisk engelsk te-ritual.

Med min uddannelsesbaggrund har jeg er svagt punkt for politik, parlamenter og magt. Derfor er jeg også fristet til at mit besøg i London skal omfatte et besøg i det britiske parlament. Det er åbent for rundvisning hver lørdag, og billetterne kan købes hjemmefra. Så plejer mit planlægger-gen at få ro på.

Og så vil jeg da også gerne tilbage til min store dejlige papirforretning PaperChase, som jeg omtalte sidste gang, jeg var i London... Og måske Spitalsfield Market, som jeg omtalte her.

Hmm - drømme drømme drømme. Nu må vi se, om det bliver til noget eller ej.

onsdag den 6. november 2013

Bloggen juler - helt på egen hånd

November måned bliver stille her på bloggen. Vi er i transition mellem to boliger, og lige nu arbejder vi på højtrk for, at den nye bolig skal blive klar til indflytning. Inden det kan ske, skal vi liiiige nå at skrælle en masse savsmuldstapet af og sætte filt op i stedet. Fjerne det gamle køkken, finde på en løsning til et vandskadet gulv, der dukkede op under skabe og køleskab i køkkenet.

Alt sammen skal være på plads til indflytning pr. 1. december. Eller bare nogenlunde på plads i det mindste... Så indrømmet - der bliver ikke meget plads til blogging i den næste tid, men jeg vender stærkt tilbage, når det seje træk med flytningen er overstået.

Og mens I venter, så kan jeg se i maskinrummet, at der er vældig aktivitet på tidligere års juleindlæg, så jeg vil da lige fremhæve et par af mine yndlings-DIY. Bare fordi mine egne juleforberedelser må udsættes i år, skal det jo ikke gå ud over jer læsere.

Der er allerede godt gang i de flettede julestjerner, som er bloggens all-time-favorites, men jeg vil gerne vise jer et par andre ting, som jeg ville ønske, jeg havde tid til at lave i år. (Se i højre side, hvor ugens 5 mest læste indlæg ligger, hvis du vil til stjernerne)

Julekort
Disse har et par år bagen, og kan godt tåle et gensyn. De kan lavet i et utal af varianter. Jeg vil meget gerne se, hvordan dine ser ud, hvis du laver dem. Overskriften har link til vejledning.



Origami-til-og-fra-mærker
De er måske ikke så præserende lige nu - der er jo lang tid til gaverne skal lægges under juletræet, men jeg synes de er skønne. Disse er lavet i rester af gavepapir, når der alligevel blier en strimmel til overs. Netop derfor vil jeg alligevel gerne reklamere for dem nu, så du husker at gemme resterne til skønne foldede gavemærker.



Gaveæske
En rigtig gammel vejledning (som vist skal have nye billeder snart) på en super let æske til små gaver. Jeg har foldet rigtig mange af dem som barn, så alle kan være med. Foldet af et kvadratisk papir.



BONUS... Jeg ville egentligt kun bringe tre forslag, men denne pressede sig på:

Kvadratisk gavekort-kuvert
Det er sjovt, at jeg nogle gange glemmer, hvad jeg har lavet og vist frem her på bloggen. Gavekortet er langt skønnere i denne fine geometriske forklædning. Fire cirkler og en limstift er alt, hvad der kræves for at lave denne kuvert - mon ikke der kommer en enkelt eller to i spil frem mod jul. Se linket i overskriften, hvis du vil se vejledningen til den.


____________

Og hvis du stadig er nysgerrig, så har jeg gennem de sidste tre år udgivet mange vejledninger på bloggen, og i starten af året udarbejdede jeg en komplet liste over dem. Siden er der kommet et par origamifoldningsvejledninger til, som du kan finde her.

Vi ses lige om lidt igen. Hav det godt så længe.

torsdag den 31. oktober 2013

Drømmestue

Jeg har her i blogland opdaget en konkurrence, som jeg ikke lade gå min næse forbi. Jeg deltager i BoShops blogkonkurrence, hvor man får muligheden for at drømme sig til en skøn stue. Drømme har man selvfølgelig altid lov til, men det er ikke hver dag, at der er chance for at vinde 20.000 kr ved at fortælle dem højt. Jeg vover pelsen og kaster mig ud i det!

Måske har jeg ikke sagt det helt så højt endnu her på bloggen, men vi har fundet vores nye lejlighed, og arbejdet med istandsættelse af den, går over stok og sten. Og det begynder så småt at ligne et hjem - vores hjem - med vores drømmestue, der bare venter på at blive indrettet.

Indtil videre har jeg indrettet spisestuen på bedste Jørgen Clevin-stil på køkkenbordet. Det er lige min stil både møblerne og ikke mindst måden at præsentere det på med håndklippede papirprint. Papir, saks, tape og sytråd - så er jeg på hjemmebane.

BoShop har et spændende udvalg af møbler på deres hjemmeside, og det fik jeg en del tid til at gå med at surfe rundt i. Jeg har valgt at fokusere på spisestuen, for her har vi en drøm om et stort spisebord med plads til en masse gæster. Dette bord fra Etnicraft kan foldes ud som vist her på billedet - og så til hverdag kan bordpladen skubbes sammen, så pladen kun har samme størrelse som stellet. Perfekt.

Et rigtig godt bud på favoritstole til spisebordet er NamNam-stolene - og gerne i flere forskellige farver. Og der er rigtig mange kombinationsmuligheder for man kan både vælge farve på sædet, benene og de små knapper i sædet. Der er jo ingen der siger, at det skal være kedeligt... Hånden på hjertet ville jeg nok ikke have modet til at vælge de helt skæve kombinationer, men muligheden er der.


Under bordet vil jeg gerne have et tæppe - mest fordi jeg synes det indrammer spisezonen på en skøn måde. Og jeg er helt forelsket i Firenze kelim tæppet, der med sine mange farver giver rig mulighed for at lege med stolefarver.

Når man flytter i noget større, kommer man helt naturligt til at mangle lamper - det er ikke noget problem, når der er så mange valgmuligheder. Jeg tror at Kelly vil give et skønt lys over bordet. Og jeg er begejstret for den, fordi der er frostet glas, der skærmer helt af for lyskilden. På den måde er der ingen, der sidder med lyset lige i øjnene, hvis de sidder lidt lavere end tiltænkt, da lampen blev hængt op.

Jeg elsker mit "fine service", som indtil videre lever en kummerlig tilværelse i kasser i kælderen. I vores drømmestue skal servicet selvfølgelig frem på en hædersplads som i vitrinen Wave Eg.

Nu er det spændende om min stue klarer cuttet og går videre til anden runde. Vil du stemme på min stue? Det håber jeg. Du kan læse meget mere om blogkonkurrencen her.

onsdag den 30. oktober 2013

Origami-inspiration fra biblioteket

Jeg har været på biblioteket, og selvom jeg jo godt ved, at det er en uanet kilde til inspiration, men det glemmer jeg ofte i farten. I forbindelse med min jagt på geometrisk origami, har jeg fundet et par bøger på biblioteket.

Det overrasker mig, hvor mange forskellige ting, man kan folde - jeg har indtil videre beundret rosen på behørig afstand - vejledningen fylder hele 4 sider. Men den er flot, så jeg må give mig i kast med den en dag.


Der er mange spændende modeller, og særligt en fangede min opmærksomhed - og den skal jeg helt sikkert folde nogle af.


The flash, som jeg har døbt den, fordi den minder mig om tegneseriehelten Flash, som jeg primært kender gennem tv-serien Big Bang Theory. Måske bliver mine foldet i lidt andre farver.



Hvis du selv er fristet, så kan du måske selv finde bogen på biblioteket.

"Geometric origami" af Michael LaFosse og Richard Alexander

mandag den 28. oktober 2013

Årets første juletræer

Selvom det meste af min tid i øjeblikket går med istandsættelse af vores nye lejlighed, så har jeg alligevel taget mig tiden til at folde nogle til- og framærker med juletræer. Det er vist tredje sæson, jeg laver juletræerne. Men det er jo også meget rart med en gammel kending.

Men men men... Nu er jeg løbet tør for stjerner til toppen. Der er nogen, der har bortført min lille stjernestanser. Hvad gør man så? 


Først bruger man de lilla stjerner, som jeg har gemt fra et tidligere projekt, hvor jeg skulle bruge et stjerneformet hul.


Og så har jeg forsøgt mig med neon-klistermærker - kan det gå med en neon dot?


Alle juletræerne skal med på et lille-bitte julemarked på en venindes arbejdsplads.
 
Update: Hvis du selv har mod på at folde juletræer, så har jeg lavet en vejledning til det.

lørdag den 26. oktober 2013

Origami bold ala Tusindfryd


Jeg har set disse skønne origami-kugler hos Tusindfryd i starten af måneden, og jeg tænkte straks, at jeg selv skulle forsøge mig med at folde dem. Og som sagt så gjort - med lidt forsinkelse godt nok. Den er sat sammen af moduler, og jeg mistede på et tidspunkt overblikket over antallet, men tror nok, at der er 34 eller 36 led.


Ledene er ret simple at folde, og jeg fandt denne video på Youtube med en god vejledning til at folde ledene. Til gengæld har jeg ikke fundet nogen god video med vejledning til at samle kuglen - på denne kan man se, hvordan de sættes sammen og man danner den første spids (ca. 5 minutter inde i filmen).

Derfra arbejdede jeg egentligt bare ud fra en præmis om, at der skal være fem spidser i hver krans (som man kan se på ovenstående billede). En spids består af tre led - eller den ene ende af tre led, for hvert led indgår i to spidser og binder dermed hele kuglen sammen.

Jeg har foldet led i 5 farver, som matcher lidt - lys lilla, mørk lilla, grå, lysegul og guld. Det kan anbefales at være nøjagtig, når man skærer papiret i kvadrater (7,5 x 7,5) og ikke mindst, når man folder. Så bliver samlingerne super flotte og skarpe.

Største udfordring er som altid at sætte det sidste led i. Til trøst kan jeg sige, at den er meget stabil, så det falder ikke fra hinanden undervejs.

God fornøjelse.

Ps. Den minder mig rigtig meget om denne stjerne, som jeg foldede sidste år i december. Den var ikke helt så stabil at sætte sammen.

torsdag den 24. oktober 2013

Juleinspiration fra Ferm Living


Jeg har fået fingrene i et katalog fra Ferm Living med mange lækre julevarer. Jeg er super inspireret og ville i virkeligheden gerne købe det hele. Der er flere favoritter - en er diamanten af træ på gaven ovenfor.  


En anden favorit er papir diamanterne i grå, sart rosa og marmor. Jeg tror nu aldrig, at jeg bliver fan af marmor, men formen er skøn! Mon ikke, at man kunne lave noget lignende selv?


Simple gift wrapping med brunt papir og en simpel bomuldssnor. Til gengæld er der et lækkert vedhæng i porcelæn med stjernemønster i. Igen - måske kan man lade sig inspirere til at lave noget i selvhærdende ler... Hvem, der bare havde tid til det. I stedet står denne måned på istandsættelse og flytning... Det kommer nok til at gå lidt ud over bloggen.

lørdag den 19. oktober 2013

Refleksioner over bloggens fremtid

Som så mange andre har jeg i den seneste tid overvejet, hvad jeg vil med bloggen. Bare roligt - der er ingen planer om at lukke! Men efter at have læst (dele af) Julia Lahmes blogbog med en masse gode tips og tricks, har det sat en masse tanker i gang.


Jeg har tidligere læst dette indlæg mv. hos en af mine yndligsblogs Corinna Wraps, der handler meget om at styre sin blog, som var det et magasin ved hjælp af en editorial calender. Det kan man gøre ved at tænke i sektioner og faste indlæg og emner, så læserne ved, hvad de kan forvente. Det er også en tilgang, der vendes i blogbogen. På den måde får man også hjulpet sig selv til at definere sin niche.

I virkeligheden har jeg i den seneste tid forsøgt at poste et indlæg hver 2. dag - nogle har måske opdaget det? Det har været en udfordring for mig at holde skruen i vandet, fordi jeg ikke er gået systematisk til opgaven og har planlagt emner og indlæg i forvejen. På den måde ville jeg også få luft til at finpudse indlæggene en ekstra gang inden publicering.

Hvordan styrer du kursen på din blog?
Arbejder du med en editorial calender eller noget helt andet?
Og hvilke emner kan du bedst lide at læse om her på Femthe?

At dømme efter mest læste indlæg, så er det flettede julestjerner, drinkskort og æresport i tyl, der topper listen. Men der er vel andre emner som kunne friste?

torsdag den 17. oktober 2013

Cirkler i ny forklædning


Cirkler kan bruges på mange måder - og her i form af den skønneste blomst. Cirklerne er selvfølgelig punchede med mit yndlingsværktøj fra foråret, hvor jeg holdt 30 års fødselsdag med cirkeltema.

Blomsten er lavet af cremefarvet karton med sprayet kobbermønster på - samme teknik som anvendt på denne uro.

Nu skal jeg ikke tage æren for blomsten - jeg tror nemlig, at kvinden bag læser med her på bloggen. Tak for inspirationen - det kan være, at der kommer flere til.

tirsdag den 15. oktober 2013

Projekt salgsklar lejlighed 5 - køkken

Kender du ejendomsmæglerens bedste råd i forhold til klargøring af køkkenet til fremvisning? Måske ikke - men når du har læst dette indlæg, så gør du!

Vores køkken er 2½-3 år gammelt, og vi har selv planlagt det, så selvfølgelig synes vi, at det er helt perfekt. Hvordan får man så formidlet det til potentielle købere? Som jeg også tidligere har argumenteret for, så er det en hårfin balance mellem overvældende og rodet bolig og "Ikeas udstillingsboliger" med sin upersonlige indretning.



I køkkenet gælder det som altid om, at vise sin bedste side frem sammen med boligens potentiale. Ejendomsmægleren fortalte os eksempelvis, at vi skulle sørge for at gemme karklud og opvaskebørste væk. Hvad signalerer det?


Karkluden signalerer uorden - lidt ligesom folks sure underbukser på hjørnet af soveværelset. Forleden faldt jeg over en artikel - lidt i samme genre. Magasinet Penge har samlet en række råd særligt til husdyrsejere. Her er et af rådene i køkkensektionen, at man skal huske at pakke madskål og tørre snask på gulvet væk og lufte ud.

Og nu vi er ved lugte, der kan hænge i køkkenet - så er der nok heller ingen boligkøbere, der sætter pris på at kunne gætte, hvad gårsdagens menu stod på. (Det gælder også for de øvrige rum - hvem gider at komme ind i et soveværelse, der lugter af nattefims).

I praksis synes jeg ikke, at køkkenet bød på så mange store opgaver. Jeg fjernede halvdelen af kogebøgerne på den åbne hylde og tømte stort set opslagstavlen - og magneterne på køleskabet. I særdeleshed da fotografen var på besøg.

PS. Vi har fået nøglen til vores nye hjem. Ihh - det bliver skønt at komme i sving og skabe vores nye hjem, men på en og samme tid også lidt sørgmodigt at give slip på vores nuværende hjem, hvor vi har været igennem alle detaljer. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...