Sikke en dejlig dag i selskab med dejlige kreative sjæle som mig selv. Og tilmed "papir-piger" - de sidste mange blogtræf, jeg har været til har flertallet arbejdet i garn enten hæklet eller strikket! Og Marolle havde været så sød at lægge hus til - og hvilket dejligt lille hus! Vi var
Marie,
Julie,
Tina,
Helene,
Sofie,
Anna,
Camilla og jeg selv.
Vi havde en dejlig eftermiddag med masser af klip og fold i papir. Det er jo herligt at møde ligesindede, der værdsætter en god samling papir og flotte bånd ligesom mig:-) Og iøvrigt altid sjovt at få sat ansigt på bloggere, som jeg har fulgt i halve og hele år - som eksempelvis Helene og Marie.
Vi havde været så heldige at få sponsoreret flot papir, klistermærker, bånd og æsker fra
Rie Elise Larsen og det blev udnyttet til fulde. Manillamærker og masking tape var sponsoreret af
Picturing the World.
Jeg fik klippet en masse til- og frakort i de lækre papirer og manillamærker. Anna havde også medbragt sin kæmpe samling af REL papir, så det lykkedes at lave nogle stykker i rene grønne farver! SÅ cool.
Flere af de andre havde medbragt udstansere af forskellige slags, og jeg må overgive mig. De er super smarte og jeg MÅ bare have et par stykker selv. Stjernerne på kortene er lavet med Tinas stansejern af papir fra Tiger.
På billedet ligger kortene i en fin æske også fra Rie Elise Larsen.
Til slut på dagen delte vi de resterende ark papirer mellem os, og jeg var så heldig at få et ark af det røde med hvide stjerner på, som æsken også er beklædt med. Lige nu har til- og framærkerne taget ophold i æsken...
Anna havde desuden sørget godt for forplejningen med lækre drikke fra Søbogaard. Der var mange forskellige slags - den oplagte mulighed for at eksperimentere og prøve nogle af de nye og mindre kendte varianter. Uhmm.
Rundt om bordet blev der produceret mange skønne kort, julekugler og æsker samtidig med at snakken gik som om vi havde kendt hinanden i lang tid. Det er fantastisk som et kreafællesskab er så inkluderet. Jeg glæder mig til at se billeder rundt om på bloggene i de kommende dage:-)
Update
Du kan se Helenes flotte papirkugler
her.
Eller læse Sofies indlæg om vores dag
her.
Se Tinas flotte billeder fra dagen
her.
Og sidst men ikke mindst besøg endelig Maries blog
her.