Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag

onsdag den 2. januar 2013

2013 er kommet...

... og det er tid til at reflektere over året, der er gået. Den seneste tid har budt på store omvæltninger, og det har ikke helt kunnet undgå at påvirke bloggen. Jeg er måske nok gået i et lidt mere tænksomt mode, hvor min kreativitet er stærkt svingende. Det gjorde desværre også, at julekalenderen ikke nåede helt i mål. Øv, men jeg håber, at mine kære læsere hænger på alligevel.

Hvis jeg skal gøre status på de mål, jeg satte mig i 2012, er jeg nået halvvejs. Jeg er de ønskede kilo lettere og kraftigt provokeret af et par veninder, er jeg også begyndt at løbetræne fast 3 gange om ugen. Nu er målet at løbe Iforms Kvindeløb til maj.

Jeg satte mig også et mål i forhold til bloggen - at jeg ville skrive af lyst og ikke få dårlig samvittighed over den. Det lykkedes ikke helt - særligt her i december måned havde jeg sat en julekalender i gang, som jeg ikke formåede at holde kørende. På den kreative front havde jeg et mål om, at jeg gerne ville afsted med en stand på et julemarked. Det var et lille julemarked, men afsted kom jeg da. Og det var sjovt - og nu er jeg meget klogere på, hvordan jeg vil gøre det næste år.

En ting er dog som det plejer - her omkring årsskiftet skal jeg altid have mig en ny kalender, og i år har jeg selv været i gang. Jeg købte i starten af december en flot notesbog fra Rie Elise Larsen, som jeg har forvandlet til en kalender.


Jeg har skåret flapper for hver måned, så jeg hurtigt kan bladre op på den rigtige side. Notesbogen har kun 50 sider, så nogle uger er klemt lidt mere sammen. Størstedelen af ugerne er delt ud på et opslag som på billedet. Jeg har skrevet ugenumre og datoer med en grøn tusch. En af de næste dage tror jeg, at jeg skal have den dekoreret med lidt masking tape.


Den grønne farve går igen på omslaget.

tirsdag den 1. januar 2013

Nytårsbordet anno 2012

Godt nytår i blogland! 2012 har været et turbulent år - 2013 må meget gerne have lidt mere medvind til mig... Bloggen er et frirum og det håber jeg den kan blive ved med at være. Jeg er utrolig glad for de mange søde kommentarer gennem året - det betyder utrolig meget for mig.

Nytårsbord har været et af de populære søgeord i den seneste uge. Og det har ført besøgende på bloggen til et indlæg fra sidste nytåret 2010, hvor vi holdt nytår i vores lille lejlighed. De sidste par år har vi været til større selskaber, og jeg har derfor ikke stået for borddækningen. I år har jeg snydt lidt og "lånt" mine forældres nytårsbord, så jeg kunne få min lyst stillet i forhold til at prøve nogle ideer af.

Jeg har nemlig haft en idé om et nytårsbord i hvide og blå farver. Heldigvis var min mor med på ideen, og har tilført naturelementet - det er blevet ganske godt, synes jeg. Nordisk nytår, kan man måske kalde det.


Det store view over bordet - hvid dug, sølv-stjerner, megamussel service og et stort center piece, der lægger stilen med natur, hvidt, sølv og isblå.

Hver kuvert har sin egen lavbeklædte gren, der er bundet på med jutesnor med små isblå glaskugler i hver ende.


Borddekorationen er konstrueret af birkegrene, som er sømmet sammen. Så er den pyntet med pudemos og en særlig sort af fyr, som har færre nåle end normalt. En lille fugl eller to har også sneget sig på sammen med isblå glaskugler både matte og blanke. Og ikke mindst en lille serpentin i matchende farveskala.

I bordenderne har vi spredt sølvstjerner ud på bordet. Små saltkar med fyrfadslys hygger og er tilfældigt spredt sammen med glaskugler, kviste med lav og flere serpentiner. De to sølvkugler i forgrunden ligner glaskugler, men er i virkeligheden salt- og pebersæt arvet fra mine bedsteforældre. Nypudset sølvtøj er nu dejligt.


Og et par nærbilleder...





Det sidste billede er kommet med, fordi jeg selv har lavet bordskånerne engang tilbage i sløjd i folkeskolen. 

søndag den 2. januar 2011

Gæt 10 rigtige i dronningens nytårstale...

I år fejrede vi for første gang nytår med vores naboer. Det introducerer altid nye traditioner - og specielt én er kommet for at blive: Gæt 10 ord fra Dronningens nytårstale. Det er en helt ny måde at lytte til talen på og meget underholdende alt efter hvilke ord, der er på listen over mulige ord.

På dette års liste kunne man finde de tilsyneladende sikre ord som:
  • Danmark
  • Grønland
  • Færøerne
  • Prinsegemalen
  • Kronprinseparret
  • Kronprinsen
  • Kronprinsessen
  • Henrik
  • Kongefamilien
  • 2010
  • 70 årsdag
  • fødselsdag
Det sjove var, at det kun var ca. halvdelen af ordene, der rent faktisk blev nævnt i talen! Af de ord i den mere usikre kategori var:
  • Dronning Ingrid (pga. 100 året for hendes fødsel)
  • årti (lige i skabet!)
  • Søens folk (hun hilste i år hele det danske folk og ikke særligt søfolk)
  • 2011 (yes - den kom med på sidste que-card)
  • finanskrise (blev benævnt som økonomisk krise...)
  • militær (der blev sagt soldater i stedet)
  • Afganistan (check!)
  • Marseillesborg (nej)
  • Amalienborg (nej)
  • snevejr (og atter nej)
I den mere risikovillige afdeling kunne man finde ord som:
  • Facebook
  • Wikileaks
  • internettet
  • hjemmeside
  • reality
  • sport
  • askesky
  • vuvuzela
  • Haiti
Det er allesammen ord, der måske nok kendetegner året, der er gået , men ikke nødvendigvis klarer cuttet til Dronningens nytårstale. Topscoren i år havde 7 rigtige, og det bar tydeligt præg af en defensiv strategi med mange krydser blandt de sikre ord. Jeg overvejer allerede en videreudvikling af kuponen, så de forskellige ord har knyttet point fra 1-3 på, således at større risikovillighed belønner sig. Nu får vi se...

Hvis du vil teste, hvilke ord der rent faktisk blev sagt i nytårstalen, kan du finde den her sammen med alle de forgående års taler.

lørdag den 1. januar 2011

Nytårsbord

I år er det mig, der skal stå for borddækningen til nytår. Og i år skal der noget nyt til! Troede jeg.... Jeg synes hvert år jeg ender med en mørk dug og sølvstjerne-konfetti - også i år.


Jeg var ellers gået i tænkeboks, men synes ikke ligefrem, der var meget inspiration at hente på nettet...
Jeg fandt noget ganske fint bordpynt her, som ikke ligner det man kan købe i supermarkedet, men jeg fejlede lidt på gennemførslen... Jeg har ikke det helt store scrap-udstyr, så jeg kom ikke rigtig ud over rampen med det.

Asli havde også et fedt nytårsbord sidste år, men jeg læste desværre hendes indlæg for sent, så det må blive inspiration til næste år... Jeg kan så allerede nu konstatere, at der skal være plads til lidt større armbevægelser end i år, hvis vi både skal have Barbie-hesten og en stor femarmet lysestage på bordet. Nu må vi se...

Med hensyn til nytårsdekorationer, så var hyacinterne indkøbt til en frisk varsling af det nye år. Det nåede jeg ikke - til gengæld reddede jeg mig en dekoration ved at transformere min ekstra juledekoration (beklager det dårlige lys på det højre). De små pileflet juletræer blev simpelthen skiftet ud til fordel for et par glitterpalmer.


Jeg fik faktisk lavet en hurtig borddekoration, som desværre viste sig at være for stor til bordet i sidste ende, så den endte i vindueskarmen i stedet. Ikke noget dårligt sted, og den brændte fint hele aftenen uden at jeg skulle bekymre mig om brandfare eller noget.


Hvordan så dit nytårsbord ud?
Godt nytår til alle, der læser med:-)

Update - se også nytårsbordet, der bød 2013 velkommen.

torsdag den 30. december 2010

Nytårsquiz

Underholdningen til nyårsaften består i år af en smagstest af forskellige øl og sodavand. Engangs snapseglas er indkøbt og har fået numre på, så det er lige til at gå til i morgen aften. Testpersonerne kan krydse af ud for hvert nummereret glas, hvad de tror det er der smages på og nedest skrives den endelige besvarelse.
Jeg har lavet plads til egen vurdering, som angives på en skala fra 1-6. Hver gæst kan dermed under testen kan give sin ærlige mening om smagen - og bagefter se om det også er den normale favorit, der har den højeste score. Det bliver spændende at se, om gæsterne kan få alle 11 rigtige. Så mangler jeg bare en præmie til den dygtige vinder...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...