lørdag den 25. august 2012

Turen går til... Berlin

Jeg skal til Berlin! Eller det vil sige, at jeg er her lige nu. Det er arbejde, så jeg kommer nok ikke så meget rundt som jeg kunne ønske mig. Jeg har ellers længe sukket over de skønne anbefalinger Julia har til hvor man skal hen i Berlins skønne kvarterer - Kreutzberg og Prenzlauer Berg.

Og Camilla fra MyminMy anbefaler papirforretningen, der lyder til at være butikken over dem alle: Modulor. Den skal helt klart også besøges. Der er to timers hul i dagens program, så måske når jeg et lille kig forbi butikken...

Mit besøg her i Berlin er en studietur for at undersøge, hvordan man i Berlin sikrer mod regnvand. Nu er det ikke fordi det regner super meget i Berlin, men til gengæld har de anlagt en bydel (en del af Potzdam) på et sted kun 1½ m over grundvandet. Det betyder, at de har tænkt vandet med ind i byggeriet og det er jo ret spændende. Her er en grøft, de har gravet ud, så det er blevet en å og samtidig anlagt en hyggelig lille park/sti langs.


Krydser fingre for at jeg når i Modulor i dag...

fredag den 17. august 2012

Personliggjort computer

Pinterest er en fantastisk inspirationskilde, og efter at have set Leas kasseapparat har tanken om at pynte min computer med masking tape luret i baghovedet. Og i dag havde jeg lige brug for sådan et skørt projekt, så her er resultatet.



Bare ærgerligt at tasterne er sorte - for så kan man ikke se den hvide skrift gennem tapen. Ergo kunne det kun blive til tape på få taster... Eller i hvert tilfælde kun dem, der ikke kræver forklaring. Tror lige jeg klarer enter og space uden teksten:-)


mandag den 13. august 2012

Fra 1 til 5 på skalaen

Folk anmelder lystigt alverdens ting, og i dag har jeg lyst til at gøre følgeskab med en lille anmeldelse af gaveindpakning. Ikke fordi jeg anser mig selv for den ultimative ekspert i gaveindpakningskunsten, men jeg har dog alligevel en stærk holdning til, hvad jeg synes er en flot gave.

En god gaveindpakning er ikke bare flot - den er et visitkort for forretningen og repræsenterer mig som giver. Eller det gør det i hvert tilfælde i mange sammenhænge fordi min omgangskreds ved, at jeg går op i, at det ser godt ud. Samtidig er god gaveindpakning subjektiv, for det er jo forskelligt, hvad vi synes ser godt ud.

Efter

Før 


Her er den gave, der fik mig lyst til at skrive dette indlæg. Min kæreste kom hjem med en gave til en kollegas barnedåb - og han får som mange andre altid pakket gaven ind i butikken. Og hold da op, hvor er den grim!

Papir og bånd er hver sin nuance af grøn og skriger til hinanden. Det røde mærke skriger til det hele, og selve mønsteret på papiret er noget, der måske var pænt midt i 90'erne. Måske er jeg bare ikke lige målgruppen for gaveindpakningen - men hvem er det? Den måde båndet er sat på gaven med et lille klistermærke er ikke lige min kop te. Et ekstra minus er, at papiret, hvor farven er lysest, er gennemsigtigt, så man kan se byttemærket.

Det eneste positive, jeg kan sige om gaven er, at papiret er foldet pænt om gaven. Hjørnerne er flotte og skarpe. Det er måske ikke så svært, når der er tale om en bog, men jeg har såmænd også set eksempler på boggaver med skæve hjørner, så det må tælle op.

En total karakter på en skala fra 1-5 er 1. Mere kan det desværre ikke blive til.

Såååå - derfor måtte jeg jo i gang med at pakke den om. Jeg kunne ikke sende min kæreste ud ad døren med den under armen. Også selv om modtageren nok ville bære over med ham. Sådan kom den til at se ud


Pakket ind i lysegrønt papir fra Tiger. Det er en god kraftig kvalitet - pink på den ene side og lysegrønt på den anden. Det giver jo flere muligheder. Så har jeg klippet en strimmel hyldepapir (også fra Tiger), som jeg har klistret på papiret - jeg synes de grønne farver spillede godt sammen med papiret. Jeg afsluttede med satinbånd fra Søstrene Greene - afsluttet med en halv sløjfe.

Jeg lavede desuden et lille kort af et stykke håndlavet karton med en elefant skåret i samme hyldepapir som jeg brugte på gaven. Til slut har jeg tegnet omridset af elefanten med en grøn tusch. Et meget simpelt kort men det er vigtigt for mig, at det spiller sammen med gaven. Og det synes jeg, at det gør.

Nu synes jeg, at gaven er til 5. Den er flot, og den passer til målgruppen.

Stakkels Bog og Idé på Fisketorvet. Men okay - de er bestemt ikke alene om grimme gaver.

Hvad synes du?

lørdag den 11. august 2012

Det lettede...

... på den dårlige samvittighed. Sommeren er fløjet af sted, og jeg har som sædvanligt haft mange gode intentioner om alt muligt, jeg skulle nå at opleve, gøre og fuldføre. Nu kan jeg langt om længe sætte kryds ved én af mine hængepartier - nemlig præmierne fra min give away!

Nu er de sendt - postmanden fandt nogle flotte frimærker frem, og så er der kun tilbage at håbe, at de også når helskindet frem:-) Jeg har pyntet brevene med selvklæbende hyldepapir fra Tiger.


Bare for at gøre noget andet end jeg plejer.

Jeg har som mange andre også været i Søstrene Greene og købe masking tape - og det skulle jeg da også lige afprøve, og det blev til dette lidt skøre kort til den ene af vinderne.


Klippet i stjerneform - man er vel en stjernepige! Nu vil jeg kaste mig over endnu en række hængepartier, og forberedelser til loppemarked næste lørdag - der er stadig plads til flere, hvis du har lyst...

søndag den 5. august 2012

Marked på Østerbro - vil du være med?

Nogle gange er det farligt at stikke næsen for langt frem. Det har jeg vist en tendens til - og jeg øver mig i at begrænse mit engagement i alle mulige aktiviteter. Lige nu har jeg involveret mig i vores lokale områdefornyelsesprojekt. Det er selvfølgelig Københavns Kommune, der står bag det, og jeg bidrager som beboer i området.

Der er mange spændende projekter, som skal føres ud i livet i de næste måneder og år. Og her kommer det spændende for blogland! Jeg skal stable et marked på benene i forbindelse med et stor arrangement d. 18. august fra 11-15. Har du lyst til at være med, så send mig en mail på loppe18aug@gmail.com.



Arrangementet kaldes Klimadag, fordi områdefornyelsen har fokus på, hvordan vi kan tackle eksempelvis skybrud i fremtiden samtidig med at området får et løft. På klimadagen kommer Nikolaj Kirk og kokkererer og der kommer klimacirkus, så der er noget for hele familien. Og og og - så har jeg kastet mig ud i at stable et lille marked på benene. Jeg håber, du vil være med:-)

I udgangspunktet er det et loppemarked, men lige nu er jeg meget åben over for alle. Jeg vil meget gerne have et par stande flere, så jeg håber, at der er nogle kreative bloggere, der vil sælge nogle kreative frembringelser eller lopper:-)

Bonus-info - standen er gratis!

onsdag den 1. august 2012

All Shook Up!

De sidste dage har jeg været på tur - jeg holder ferie, og jeg har været en tur ud i det danske sommerland. Nej pjat. Jeg har besøgt min søster i Århus - men det har nu også været en fest! Hun er nemlig med i Wilhelmborg Festspil, der i år har spiller musicalen "All Shook Up" - og den kan jeg varmt anbefale at se. Nu har jeg set den tre gange - og jeg er stadig underholdt! Det er en topprofessionel opsætning med amatørskuespillere og sangere på scenen. Deres begejstring er smittende og både punchlines i stykket og sange bliver leveret med en skøn entusiasme. Resultatet lever for mit vedkommende på mange måder op til mere etablerede musicals, jeg har set.

Så er du i nærheden af Århus, så synes jeg du skal give dig selv den glæde at se et sjov musical med masser af god Elvis musik fremført af talentfulde sangere og dansere på en flot scene i smukke omgivelser ved Wilhelmsborg Gods.


Og som I kan se, havde jeg mit kamera med. Jeg er begejstret, men kan også allerede nu se nogle begrænsninger med den ene linse, jeg har. Her er billede fra premieren på tilpas afstand, som jeg ikke håber kan støde nogen ophavsrettigheder...

PS. Der er mulighed for at nyde den sidste aftensol i parken forud for stykket (fra kl. 18) og spise medbragt madkurv ved bordene (der er også salg af burgere og lignende). Husk en hynde til at sidde på under forestillingen samt varmt tøj og et tæppe, da det bliver koldt, når mørket falder på.

tirsdag den 31. juli 2012

Nyt legetøj!

Måske afslørede mit sidste indlæg, hvad mit nye legetøj er... Det er et spejlreflekskamera. Helt præcis et Canon EOS 1100 D - efter flere anbefalinger, valgte jeg at købe det. Jeg har længe drømt om et godt kamera og med et klækkeligt tilskud fra min fødselsdag, besluttede jeg mig i fredags for en hurtig aktion efter arbejde.

Og sådan ser vidunderet ud.


Glæder mig helt vildt meget til at lege mere og lære mere om at bruge det. Både elefanter og herregaverne var selvfølgelig foreviget med mit nye vidunder. Måske kunne du se det?!

søndag den 29. juli 2012

Herregaver

Min far har fødselsdag, og jeg har været i indpakningshjørnet! Det er længe siden, jeg har haft god tid til indpakning, så jeg har rigtig leget med detaljerne.





Til den guldfarvede gave har jeg brugt deres DIY på en sløjfe af papir. Den er super fin - egentligt er den til download og print med flot print, men ærligt talt synes jeg kun print fungerer hvis man har en laserprinter. Det har jeg desværre ikke, så jeg tegnede i stedet mønsteret af og klippede delene ud af papir fra Søstrene Greene. Resultatet er super fedt - eneste ulempe er, at gaven ikke er synderligt transporterbar. Men okay, jeg er i bil, så det går nok.

Ellinee er et amerikansk funderet firma med speciale i tryk af personlige invitationer - der er nok et lidt større marked for den slags i USA. Jeg kan virkelig godt lide deres grafiske udtryk, og på deres blog har de et udvalg af DIYs og gratis downloads.

Med hensyn til det guldfarvede papir er det nyt i samlingen - et super udsalgskøb fra Magasin på Kgs. Nytorv, hvor jeg fik tre ruller papir fra 30 kr. Og det vel og mærke af deres lækre tykke papir, som ikke bliver hvidt i hjørnerne, når man folder skarpe hjørner. Uhh - jeg glæder mig allerede til juletid for det er som I nok kan gætte rester fra sidste års julekollektion. Jeg købte rød, rosa og guld.


Den blå er pakket ind i papir fra Ikea. Jeg kunne simpelthen ikke stå for det flotte påfuglemønster, der er lagt på papiret i samme farve men blankt. Til trods for at jeg gang på gang bliver skuffet over papirkvaliteten. Denne gang er tykkelsen ok, men farven går af i folderne. Resultatet er alligevel ret flot synes jeg. Jeg har valgt at holde den helt i blåt for farven er super lækker.


Jeg har fået fingrene i hyldepapir fra Tiger, og det ville jeg også gerne bruge på en gave - dette er resultatet. Jeg har klippet strimler af rullen og brugt det som tape. Den ene strimmel er så lang, at den nærmest går hele vejen rundt og giver en lækker detalje. Jeg synes det krævede en neutral baggrund og ingen gavebånd. Det camelfarvede papir er vist en rest fra en tidligere gave fra Magasin - som jeg sagde, kan jeg godt lide deres papirkvalitet.


Den sidste gave er pakket ind i blåt silkepapir fra Søstrene Greene og i en celofanpose fra noget papir, som jeg har gemt til netop dette formål. Båndet er fra Paul Smith og er med de karakteristiske striber.

Jeg er godt tilfreds med alle fire gaver. De er bevidst vidt forskellige men alle sammen med maskulint islet og samtidig fik jeg leget lidt med detaljerne. Nogle gange kan det godt være lidt svært at peppe gaver til mænd op, men jeg synes alligevel, jeg er sluppet godt fra det.

Måske kan du bruge det som inspiration til dine herregaver:-)

mandag den 23. juli 2012

Barselsgave færdig og status på tæppet.

Så er jeg blevet helt færdig med elefanturoen - lavet efter LaRaLils DIY. Jeg synes selv den er blevet super fin. Her er elefanterne på rad og række.


Her er uroen samlet. Anna foreslår at montere den på en ring. Jeg havde en uro fra Rie Elise Larsen liggende, som jeg har brugt i stedet.


Jeg har desuden brugt perler fra Tiger til at give tyngde i snorene. Nu er jeg spændt på om den falder i modtagerens smag. Hvis det bliver nødvendigt, må vi eftermontere nogle klokker/bjælder. Jeg havde desværre kun pink bjælder. De passede ikke lige til den synes jeg.

Arbejdet med at sy elefanterne var faktisk ikke så stort - mit største problem var, at jeg blev uvenner med symaskinen undervejs. Den havde svært ved at sy i så små stykker stof i den tynde kvalitet. Ellers kan jeg kun sige - go for it! De er ret sjove - og man kan pynte dem lige som man har lyst til. Anna foreslår at kante cirkusslagene med bølge-bånd. Jeg havde ikke helt nok bånd liggende til det, så jeg tyede til mit broderigarn. 

Det synes jeg faktisk også er blevet ret fint. Her kommer lige en lille elefantparade af alle fem elefanter. De har hvert deres udtryk.


Den originale - eller i hvert tilfælde den, der kommer nærmest Annas oplæg med kantning af slaget. Jeg har valgt at brodere øjne på alle elefanterne. Synes det giver et blødere look, som passer godt til stoffet.


Jeg har valgt at sy ørerne i andre farver/mønstre end kroppen - bare for at give lidt liv til elefanten. Her kan du se en broderet kant på slaget. Det kunne have været gjort med pænere finish, men det er noget småtteri at sidde med, så det blev på den måde.


Blomster-versionen. I mangel på bølge-bånd, tyede jeg til et ret sødt margueritbånd. Nu er det jo en lille dreng, der skal have den, så tænkte at jeg nok alligevel måtte begrænse mig til en enkelt elefant.


Den mest farvestrålende. Den har fået et flot slag i pangfarver. Igen har jeg broderet kanten på slaget - en anden variant, som jeg ikke helt synes fungere så godt som den første, men det giver da lidt afveksling.

Sidste elefant i truppen er syet et stof med dyreprint på. Sjovt - man kan lige se lidt af en elefant på snablen. Igen har jeg broderet kanten på slaget.

Jeg vil gerne sy en uro mere, men tror jeg må låne en anden symaskine til de indledende manøvrer. Resten skal sys i hånden og det kan jeg nemt klare. Det er sjovt at nørkle med dem. Tror måske næste gang, at jeg vil brodere noget på slaget på samme måde som Tusindfryd. 

Og status på hækleprojektet: 24. Jeg skal snart ud og købe mere garn hos Rasmilla. Mon ikke jeg kan finde tid til det i den kommende uge, når jeg nu har ferie.

fredag den 20. juli 2012

Status på hækleprojektet

Mit hæklede tæppe er godt på vej - jeg vil tro, at jeg snart har hæklet en fjerdedel af de lapper, jeg skal bruge.



Status er lige nu: 15! Gad vide hvor lang tid, der går før jeg er halvvejs? Jeg kan allerede nu konstatere, at mine lapper bliver flottere og flottere i strukturen, og det går hurtigere og hurtigere med at hækle dem. Hvis jeg gør mig umage kan jeg hækle en på en aften til et par timers tv.

onsdag den 18. juli 2012

Én elefant kom marcherende...

Jeg har arbejdet lidt med en ønskeliste over ting, jeg gerne vil lave. Nu har jeg været i gang med LaRaLils elefanturo til en nær veninde, der lige har fået en dreng. Jeg var forbi og hilse i går, og jeg var solgt.

Så ja en elefanturo skal der til. Også selvom det betyder, at jeg skal kaste mig ud i kunsten at sy på symaskine. Det er ved at være nogle år siden, jeg har syet sidst, så ja jeg må jo nok erkende, at processen bar præg af det. Symaskinen er arvet fra min kærestes onkel, der har haft den stående i kælderen i hvert tilfælde 10 år, så den skulle også lige varme op.


Og så var der fem... De to forreste mangler endnu at få monteret deres cirkus-slag over ryggen, en ellers er syarbejdet ved at være afsluttet. Så er der kun monteringsarbejdet tilbage. Mon ikke jeg har en undskyldning for at komme på endnu et barselsvisit snart...

mandag den 16. juli 2012

Pakke modtaget!

Jubii! Jeg har fået post. Sus har sendt den fineste grønne pakke til mig som bytte i Craft it forward. Sus var den heldige vinder af Mario, og som hun skriver i brevet, har han det vist meget godt derovre i Esbjerg:-)

Og hvad har Sus så fundet på til mig... Ja det er spændende. Sus skrev til mig og spurgte hvad jeg måske kunne ønske mig. Jeg kan på hendes blog se, at Sus er super dygtig til at sy - og se - er den ikke fin? En super lækker taske til mit hækletøj - endda med en lille strop til at holde på nålen, så den ikke laver ulykker.

Og som bonus et etui til lommeletter. Det er altid rart at have ved hånden. Og så matcher det tasken. Jeg er bare så glad for begge dele. Og så har Sus gjort det helt personligt ved at sætte mit blognavn på. 


Jeg elsker allerede min nye taske - og som billedet af foret afslører, så har jeg allerede taget den i brug. Tusind tak, Sus. Den er bare fantastisk:-)

Og og og - jeg glemmer helt bonusgaven:  Fine maskinbroderier til ophæng på juletræet. For et halvt år siden beundrede jeg dem på hendes blog og nu har jeg mine helt egne. Fedt - nu er det vist også snart tid til at starte op på juleforberedelserne. Man kan vel altid flette en stjerne eller to..


Det sidste jeg lige vil vise er indpakningen. Jeg går ligesom mange andre ind for genbrug, og det gælder selvfølgelig også postemballage. Det er da genialt at bruge bunden af en papirspose, som Sus har foldet, så brevet/pakken bliver flad. Det skal jeg helt sikkert huske til en anden gang.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...