mandag den 6. december 2010

En juletradition...


Efter en dejlig dag i selskab med en skønne blogpiger, har jeg samlet en masse ny inspiration til at blogge. Mange tak til Tine for en fantastisk hyggelig dag med overdådig mad og søde sager krydret med kreative indslag og en lille pakkeleg. Det er fantastisk at få sat ansigter på et par af dem, jeg har fulgt ganske længe og ikke mindst møde en masse nye bloggere. Femthe blev startet i august og jeg føler mig stadig meget ny i blogland, men jeg må efter i dag konkludere, at mange blogge er lige så "unge" som vores, og har allerede jævnlig trafik og mange faste læsere. En af de råd, jeg fik med mig hjem idag, var, at opfordre til lidt dialog og vise lidt mere af mig selv på bloggen. Det vil jeg arbejde på i fremtiden...

Nå nu til dagens julekalender... Juletraditioner! Jeg vil i dag afsløre en af de traditioner, jeg har med fra min familie. Faktisk tror jeg den er startet med mig, da jeg i en alder af fire år klippede mit første til- og fra-mærke i børnehaven. Siden den gang har jeg troligt hvert eneste år "lanceret" en ny kollektion af hjemmelavede til- og fra-mærker. Ofte bliver de lavet i dagene op til jul - nogle gange juleaftensdag.



Som du kan se, er det bestemt ikke alle kollektioner, der overlever fra år til år, men dette er nogle af favoritterne. Det er ikke kun mig selv, der bruger dem, så nogle af dem kan overvintre i flere år for igen at blive taget i brug.

Jeg har ikke helt besluttet mig for hvordan årets kollektion skal se ud... Det må I se en anden dag.

Har du nogle juletraditioner?

søndag den 5. december 2010

Juleklippedag i blogland!


Så er dagen kommet til den store juleklippedag hos Tine aka Kreaholic.Jeg glæder mig rigtig meget til en hyggelig dag i samvær med en flok dygtige, kreative piger. Det kan kun blive godt! Jeg synes, det er et super flot initiativ, som jeg gerne vil støtte.

Jeg har lavet en lille gave til Tine (det er derfor indlægget bliver publiceret lidt senere end sædvanligt), da jeg gerne vil vise den her til jer i julekalenderen.


En dørkrans - eller rettere hjerte. Ligesom adventskransen er den inspireret af naturtendensen og er lavet af grene fra skoven. Billedet viser to hjerter - et til mig og et til Tine.

Fremgangsmåde
Ligesom adventskransen er hjerterne konstrueret af klippede grene fra et fældet træ i skoven. Jeg har brugt en skabelon til at forme omkredsen af hjertet med. Min skabelon var et flamingohjerte, som senere blev beklædt med mos til en kirkegårdsdekoration. Den gjorde det ganske godt som skabelon for hjerterne også. Mit udgangspunkt hver gang var en gren, der delte sig som den, der er vist på billedet nedenfor. Den dannede spidsen i hjertet og gav en god stabilitet i den færdige "krans". Ellers er det bare fri leg med limpistolen og pinde på kryds og tværs.


Til slut pyntede jeg hjertet med to kviste eukalyptus og et glashjerte. Resten af ståltråden herfra brugte jeg til at lave et ophæng til kransen. Som afslutning satte jeg et stykke lædersnor på.

Jeg håber Tine bliver glad for den.

lørdag den 4. december 2010

Guirlande


Inspireret af de mange flag-guirlander i blagland, har jeg kreeret min helt egen juleversion. Faktisk to. Den ene er en miniversion, der skal hænge på vores navneskilt i opgange og sprede julehygge hele december.


Du skal ikke tage dig af, at der ikke er noget navn på skiltet endnu. Det er kun sådan cirka en måned siden pladerne blev sat op... Tja, hvad kan man sige. Julehygge frem for navn - så er prioriteterne på plads:-)

Papiret er fra Nettos spottilbud i sidste uge, og pakken indeholder fem forskellige print - perfekt til en guirlande. Jeg har allerede klippet en lidt større version som du kan se nedenfor.


Jeg hængte den i første omgang bare op på døren for at have en god baggrund at tage et billede af den. Men det ser nu meget fint ud - overvejer at klippe en, der er lidt længere og sætte den fast med tape på kanternee af døren, så det ikke er så tydeligt.

fredag den 3. december 2010

Nissepiger


Hvert år får lejlighedens nisser nye nissevenner. I år tror jeg de nye gæster kunne være disse frække nissepiger... I første omgang har jeg lavet et par stykker til gaver. Håber de bliver glade for deres nye hjem.



Inspirationen til nissepigerne er fundet i "Nissejul" af Gitte Schou Hansen, og som I kan se, har jeg klippet min egen version af nisserne. Jeg har dels brugt karton i farven julerød og et ark julescrapbookingpapir til kroppen - og derfra er det vist kun fantasien, der sætter grænser for udsmykningen af nissepigerne.

Glædelig jul!

torsdag den 2. december 2010

Nedtælling til jul - årets kalenderlys


Julekalenderens anden "låge" kommer hermed på bloggen. Jeg viste i søndags en adventskrans, og i dag vil jeg vise mit kalenderlys frem. Jeg er lidt traditionel, når det kommer til kalenderlyset, så der skal gran og hele baduljen til. Det er sekvsagt også en af weekendens produktioner. Her kommer vidunderet:


Kalenderlyset er en vigtig del af julen for mig - nedtælling - spænding - hygge. Det er næsten magisk.

Og så vil jeg da lige løfte sløret for, at jeg har modtaget en gave fra prikkerikke, som en del af Unikarinas pakkeleg. Og jeg glæder mig som et lille barn til at åbne den!


Men det bliver først d. 7. december, hvor det er min åbnedag. Det bliver spændende!

Jeg er også ved at lægge sidste hånd på den gave, jeg skal sende afsted - håber den falder i god jord hos Made by Mia Hansen lidt senere på måneden.

onsdag den 1. december 2010

Tredimensionel julestjerne (luftig version)


For mig er flettede julestjerner en nødvendig del af juleforberedelserne. De klassiske julestjerner fletter næsten sig selv, og jeg surfede derfor rundt på nettet for at finde nye udfordringer. Der faldt jeg over denne krans og hold da op, hvor kan man flette mange stjerner sammen. Jeg har søgt inspiration til nye måder at flette stjerner på, og jeg faldt over denne krans her.


Det inspirerede mig til at flette en kugle af seks halve stjerner - jeg har forsøgt på bedste vis, men jeg er langt fra sikker på, at jeg har den perfekte teknik til det. Du kan se, hvordan jeg har gjort nedenfor.

søndag den 28. november 2010

1. søndag i advent - juleforberedelser


Så er julen så småt skudt i gang. I denne weekend har jeg lavet adventsdekoration m.m. Det er en mere eller mindre fast juletradition og super hyggeligt. Adventskransen er for mit vedkommende droppet til fordel for et kalenderlys - nogle gange må man også kende sine begrænsninger (både plads og tid). Derfor viser jeg en som jeg kunne have lavet. Jeg synes i hvert tilfælde, den er flot og jeg ville med glæde have den stående i min stue hele december.


Kransen, der ligger omkring lysene er lavet af klippede grene fra et fældet træ i skoven, som var overgroet med lav. Kransen en fri fortolkning af en krans fra House Doctor, som jeg desværre ikke har kunnet finde et godt billede af, men den kan findes på side 61 i deres katalog. Denne krans er modsat House Doctors bundet med vindseltråd og pyntet med kogler og sølvglimmer. Lysene er pyntet med et læderbånd i den modrigtigt gråbrune farve og tallene er sat på med en lille krog af ståltråd. En rigtig flot natur adventskrans! Jeg glæder mig til at se, hvvilke kranse, der ellers bliver lanceret i dag i blogland.

Noget, som jeg også glæder mig til, at skyde min julekalender i gang på onsdag og benytter lige lejligheden til at lufte det topbanner, jeg har lavet til kalenderen. Det er første gang, jeg har klippet billeder sammen i det omfang + skrevet tekst på det færdige billede - synes selv resultatet er blevet rigtig flot og julet.

onsdag den 24. november 2010

Pakkekalender til min søster

Jeg har puslet med en pakkekalender til min lillesøster - bare fordi hun fortjener lidt ekstra omsorg og hygge for tiden. Hun har allerede fået den, og jeg ved, at hun har fundet en særlig plads til den i sin lille lejlighed, hvor hun hver dag kigger på den. Jeg håber den bringer glæde - både forventningens og ved åbning af gaverne.

Temaet for hele pakkekalenderen er pink og lilla, så alle pakkerne er pakket ind i silkepapir. Jeg fandt det billigt i Søstrene Greene (10 ark for 7 kr!). Man skal bare lige være opmærksom på, at det ofte skal ligge i tre lag for ikke at være gennemsigtigt, men det giver et blødt udtryk for pakken og så har jeg leget meget med bånd, sløjfer og stjerner, så hver pakke er helt unik.

Alle pakkerne har fået nummer af forskellige størrelser stjerner. Jeg viser skabelonen en anden dag, hvis du er interesseret i noget lignende. De er meget simple at lave og ret dekorative.

Jeg kan se i blogland, at jeg bestemt ikke er den eneste, der pusler med en pakkekalender. Der er masser af god inspiration at hente. Mit næste udviklingsprojekt bliver et ophæng til pakkerne. Jeg har gennem hele min barndom haft en broderet klokkestreng, men det er faktisk synd, at den skal dækkes med pakker. I år får den lov at hænge uden pakker på - bare til pynt.

Jeg kunne godt tænke mig at opdatere konceptet til et juletræ ala det Karina tidligere har skrevet om på sin blog. Men det bliver nok først næste år...

Ellers er der også god inspiration at hente på Panduros hjemmeside blandt deres mange fine pdf-vejledninger.

lørdag den 20. november 2010

Julekalender på Femthe



Jeg elsker jul og laver hvert år indtil flere julekalendre i forskellig form og med forskellige modtagere. I år har jeg besluttet mig for, at bloggen skal have en julekalender. Nogle af indlæggene vil være DIYs til ex. ting man kan flette af gavebånd, forslag til andet julepynt, man selv kan lave, og andet vil være om juletraditioner med videre.

Jeg håber, I vil følge med i min julekalender...

Jeg glæder mig i hvert tilfælde til at følge julen i blogland med blandt andet Unikarinas pakkeleg, som jeg også deltager i sammen med 133 andre, og hos Karen Klarbæk, der lover en DIY hver eneste dag!

søndag den 14. november 2010

Den klassiske flettede julestjerne

Denne vejledning tager udgangspunkt i et tidligere indlæg, hvor jeg beskriver, hvordan man fletter basen til en stjerne. Denne base danner også udgangspunkt for de fleste andre ting, jeg har flettet. Denne vejledning forklarer, hvordan den klassiske julestjerne flettes. De grundlæggende teknikker herfra genbruges i de øvrige stjerner, så det kan anbefales at øve sig og flette en masse fine stjerner... Har jeg nævnt, at jeg elsker flettede julestjerner?

Udgangspunktet er basen. Som nævnt kan den flettes både højre- og venstredrejet, hvilket særligt har betydning, når man skal flette flere stjerner sammen. Her er det kun relevant, da du måske har flettet din base spejlvendt af min og derfor skal spejlvende denne vejledning for at få en stjerne ud af det.







Her har jeg flettet en spejlvendt base.

torsdag den 11. november 2010

Flet basen til en stjerne

Jeg er gået i flettemode, som jeg også har skrevet om tidligere her på bloggen. Jeg har flettet stjerner, siden jeg var barn, og det ligger bare i fingrene. Jeg fletter altid i gavebånd, fordi det har jeg i gemmerne, og jeg synes de hvide stjernestrimler er lidt ensformige.

Nu har jeg fået blod på tanden i forhold til at flette andre ting af gavebåndet, som jeg også har vist i et tidligere indlæg. Her kommer første indlæg af flere om mine fletteeventyr. Forhåbentligt kan det sætte andre i gang med at eksperimentere.

En almindelig stjerne flettes af fire strimler eller som her fire stykker gavebånd. Gavebåndet foldes på midten, så de har samme udgangspunkt som de almindelige stjernestrimler.

lørdag den 6. november 2010

Leg med gavebånd

Jeg kan se, at blogland så småt er ved at komme i julestemning, og det er jeg også. Jeg elsker jul, og hvis det stod til mig, måtte lysene, pynten og hyggen gerne fortsætte i hele den mørke tid. I går aftes gik jeg ombord i kassen med gavebånd og flettede på livet løs. Jeg "fri-flettede" og fik mange fine resultater, som jeg vil arbejde videre med frem til december.


Nedenfor kan du se aftenens produktion... Jeg har længe flettet de almindelige julestjerner i gavebånd, og har sidste år til jul forsøgte jeg mig med at flette en kugleformet stjerne af 24 strimler i stedet for 4. Du kan se resultatet af aftenens produktion her:
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...