søndag den 26. juni 2011

En yndlingsforretning - Stelling

Som jeg annoncerede for et par dage siden, vil jeg dele et par af mine yndlingsbutikker i København. Stelling Papir får lov at indlede følgetonen, fordi de var så søde, da jeg spurgte om jeg måtte tage et par billeder.

Indgangspartiet, udstillingsvindue med inspiration til invitationer og kort i alle afskygninger og et udsnit af de mange hylder med papir med skønne print
Stelling har ofte været min redning i jagten på lige netop det rigtige papir til et projekt. De har en lækker butik i Store Kirkestræde i Indre by (nogenlunde lige mellem Magasin og Illum), hvor jeg altid bliver fristet til at købe et eller andet med hjem - det gjorde jeg også i går, da jeg egentligt bare var forbi for at tage billeder...
Billedet gør ikke udvalget retfærdighed, men det er svært at indfange det hele. Hver gang jeg er forbi skal jeg også lige hen og kigge i afdelingen med Ordning & Reda og deres gavepapir. Gavepapir fra Stelling har jeg eksempelvis brugt til disse julekort, hvor jeg også købte kort og kuverter.

Noget andet jeg også kan bruge meget tid på at kigge i er deres inspirationsmapper, som du kan se nederst. 
Mere vinduesudstilling, kæmpe ark håndlavet papir på bøjler på trappen op til 1. salen, inspirationsmapperne og til slut noget skønt origamipapir
Faktisk er butikken tre butikker (troede egentligt kun det var to, men på ders hjemmeside kan jeg se, at jeg stadig har en butik til gode... Den ene er selvfølgelig papirhandlen, den anden en rammeforretning, der også er super cool. De kan klare det hele. Jeg har primært brugt rammeforretningen til at købe rammer til mine collager, som iøvrigt fåes i mange størrelser og farver. Nu hvor jeg ikke længere er på SU, skal jeg bestemt til at udforske deres øvrige muligheder for indramning. Den sidste forretning er kunstnerartiklerne på Amager Torv - den har jeg endnu til gode.

Og hvad var det jeg købte i går - ja ægte japansk origamipapir såmænd. Nu kan foldedillen fortsætte:-)

Har du også en særlig butik, du altid går til, når du mangler noget særligt? Så skriv et indlæg og gerne en kommentar her, så jeg er sikker på også at læse med. 

3 kommentarer:

  1. Åh ja, Det er også en af mine yndlingsforretninger i København. De har også en i Århus af samme navn, men ikke nær det samme udvalg som i København. det er mere en kunstartikel forretning.

    SvarSlet
  2. Der må jeg ind. Og jeg må have min mor med derind. Jeg har tænkt mig at lave et indlæg om Skindhuset i Skindergade, når jeg lige kommer forbi med mit kamera. Uhh det bliver lidt nervepirrende at spørge, om man må tage billeder :-)

    SvarSlet
  3. @Alice - det er sjovt, at du også kender den fra Århus. Jeg fortaber mig altid i alle mulige dejlige ting, når jeg kigger forbi.

    @Asli - glæder mig til at høre, hvordan det går med billeder. Jeg oplevede et enkelt sted, der frabad sig at jeg tog billeder. Jeg tror de var bange for indbrud. Men mon ikke Skindhuset er friske:-) Men jo det er en lidt spøjs følelse at spørge om lov.

    SvarSlet

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...