søndag den 12. februar 2012

Op på hesten

Hvert eneste år bliver jeg overrasket over, at januar kan vippe mig af pinden. Det betyder, at mine kreative aktiviteter går lidt i dvale - hvilket også afspejler sig på bloggen. Men nu må jeg vist hellere komme op på hesten igen.

I onsdags var jeg til en dejlig kreaaften hos Mette aka Kirkesjov i den skønne butik Designkartellet. Jeg er fuld af inspiration til fremtidige projekter efter at have set alle de skønne sager i butikken og de projekter, der tog form i løbet af aftenen i hænderne på de skønne kreative blogpiger. Nogle havde jeg mødt før - Anne og Asli - og andre var nye for mig. Det var skønt at møde jer alle - du kan se, hvem der var med på Mettes indlæg her.

Vi mødtes i DesignKartellet - en forretning, der drives af 15 kreative kvinder, hvor de sælger skønne unikakreationer og nu også få mærker som MT masking tape og Paperwear papirvarer. Næste gang (og Mette har lovet, at der bliver en næste gang) skal jeg bestemt huske penge. Er du nysgerrig, så kan jeg kun anbefale at kigge forbi butikken. Eller kan du samle 7 andre, åbner de også gerne butikken særligt for jer en aften.

Her er et par billeder fra de bugnende hylder.

Skønne hunde og bagdelen af en hæklet giraf. Sikke detaljer.
Flere hæklede varer. En smølf og et par nisser i baggrunden. Med et fint slips i Liberty stof.
Mettes berømte suttesnore.
Og hvad lavede vi så af kreative projekter... Ja langt de fleste sad med garn i hænderne (strik eller hækling) - og det er jo ikke ligefrem min spidskompetence, men Laila med bloggen Rainbow syede patchwork. Det er første gang jeg ser det tæt på. Jeg har læst meget om det i blogland, men nu må jeg vist selv prøve det. Faktisk kan jeg afsløre, at jeg er gået i gang. Læs med en af dagene, hvad det bliver til. Jeg skal nok vise frem, når mit eksperiment bliver færdigt!

Min egen produktion den aften var begrænset, men det gør ikke noget. Det virker næsten som om det har medvirket til at prikke hul på den kreative byld. Jeg havde pakket en pose med papir af forskellig art, men ideerne lod vente på sig. Jeg fik dog beklædt et par magnetiske bogmærker med papir, så jeg synes jeg kan være bekendt at bruge dem i offentlighed. Mere om det en anden dag.

1 kommentar:

  1. Tror jeg må med til sådan en kreativ aften i designkartelet på et tidspunkt - det lyder simpelthen for hyggeligt til at gå glip af :)

    SvarSlet

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...