søndag den 4. september 2011

Jeg pakker gaver ind og leger med udtrykket...

Min mors fødselsdag nærmer sig, og jeg har hygget mig med at pakke hendes gave ind. Nu kan jeg risikere, at hun læser med her, så jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg har pakket fire gaver ind som er samme størrelse og form. Jeg har leget med materialerne og pakket dem vidt forskelligt ind. Ih hvor har jeg hygget mig med det. Her kan du se resultatet...


Læs om de enkelte gaver...


Den øverste til venstre er inspireret af de mange blomster, jeg lavede til brylluppet for et par uger siden. Gaven er først pakket ind i silkepapir og dernæst i cellofan. Så har jeg valgt at sætte masking tape på som bånd, og så har jeg klistret silkepapirblomsterne på i tre farver og størrelser. Jeg synes de lilla farver står super flot til den klare blå. Det er ikke helt lykkedes mig at fange farverne på blomsterne (måske pga. lyset), men de er altså lyselilla, mørkeblå, mørkelilla.


Den øverste til højre ser måske lidt mere ordinær ud - den er ikke nær så pyntet, så udtrykket er mere enkelt. Jeg har pakket den ind i tapet (fra Netto, tror jeg), og båndet er en enkelt bomuldssnor i meleret blå.


I den midterste række er den tredje pakke, som først er pakket i en kasse og dernæst pakket ind i gavepapir fra Søstrene Greene. Papiret er meget tyndt, så det var nødvendigt med kassen, når det nu er en blød pakke. Også her har jeg leget med masking tape som bånd. Som afslutning har jeg bundet silkebånd på ovenpå tapen. Det giver en ret fed dybde på gaven, synes jeg. Tidligere har jeg ofte bundet flere forskellige bånd på gaven - her er så version 2.0:-)


Den sidste pakke i sættet er pakket ind i kraftigt gavepapir i sølv. Det er en type gavepapir, som jeg vender tilbage til igen og igen, hvis jeg er i tvivl. Kender I det? Jeg kan forestille mig, at man kan have samme præferencer for stof eller garn...

Jeg havde lidt tapet til overs fra gave nr. 2, som jeg har tapet på med masking tape, så der er en fed stribe på forsiden af pakken. Jeg har bundet grønt silkebånd på, og i stedet for en sløjfe, er det faktisk kun en halv. Den fungerer meget godt med silkebånd, fordi knuden kan strammes, og selve båndet derfor kan strammes til, når halvsløjfen bindes. Som prikken over i'et har jeg klistret et par falske rhinsten på med dobbeltklæbende tape.



Så har jeg kun én pakke tilbage... Den får I at se en anden dag:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læser med. Jeg bliver så glad for en lille kommentar eller hilsen. Ordet er frit.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...