søndag den 28. november 2010

1. søndag i advent - juleforberedelser


Så er julen så småt skudt i gang. I denne weekend har jeg lavet adventsdekoration m.m. Det er en mere eller mindre fast juletradition og super hyggeligt. Adventskransen er for mit vedkommende droppet til fordel for et kalenderlys - nogle gange må man også kende sine begrænsninger (både plads og tid). Derfor viser jeg en som jeg kunne have lavet. Jeg synes i hvert tilfælde, den er flot og jeg ville med glæde have den stående i min stue hele december.


Kransen, der ligger omkring lysene er lavet af klippede grene fra et fældet træ i skoven, som var overgroet med lav. Kransen en fri fortolkning af en krans fra House Doctor, som jeg desværre ikke har kunnet finde et godt billede af, men den kan findes på side 61 i deres katalog. Denne krans er modsat House Doctors bundet med vindseltråd og pyntet med kogler og sølvglimmer. Lysene er pyntet med et læderbånd i den modrigtigt gråbrune farve og tallene er sat på med en lille krog af ståltråd. En rigtig flot natur adventskrans! Jeg glæder mig til at se, hvvilke kranse, der ellers bliver lanceret i dag i blogland.

Noget, som jeg også glæder mig til, at skyde min julekalender i gang på onsdag og benytter lige lejligheden til at lufte det topbanner, jeg har lavet til kalenderen. Det er første gang, jeg har klippet billeder sammen i det omfang + skrevet tekst på det færdige billede - synes selv resultatet er blevet rigtig flot og julet.

onsdag den 24. november 2010

Pakkekalender til min søster

Jeg har puslet med en pakkekalender til min lillesøster - bare fordi hun fortjener lidt ekstra omsorg og hygge for tiden. Hun har allerede fået den, og jeg ved, at hun har fundet en særlig plads til den i sin lille lejlighed, hvor hun hver dag kigger på den. Jeg håber den bringer glæde - både forventningens og ved åbning af gaverne.

Temaet for hele pakkekalenderen er pink og lilla, så alle pakkerne er pakket ind i silkepapir. Jeg fandt det billigt i Søstrene Greene (10 ark for 7 kr!). Man skal bare lige være opmærksom på, at det ofte skal ligge i tre lag for ikke at være gennemsigtigt, men det giver et blødt udtryk for pakken og så har jeg leget meget med bånd, sløjfer og stjerner, så hver pakke er helt unik.

Alle pakkerne har fået nummer af forskellige størrelser stjerner. Jeg viser skabelonen en anden dag, hvis du er interesseret i noget lignende. De er meget simple at lave og ret dekorative.

Jeg kan se i blogland, at jeg bestemt ikke er den eneste, der pusler med en pakkekalender. Der er masser af god inspiration at hente. Mit næste udviklingsprojekt bliver et ophæng til pakkerne. Jeg har gennem hele min barndom haft en broderet klokkestreng, men det er faktisk synd, at den skal dækkes med pakker. I år får den lov at hænge uden pakker på - bare til pynt.

Jeg kunne godt tænke mig at opdatere konceptet til et juletræ ala det Karina tidligere har skrevet om på sin blog. Men det bliver nok først næste år...

Ellers er der også god inspiration at hente på Panduros hjemmeside blandt deres mange fine pdf-vejledninger.

lørdag den 20. november 2010

Julekalender på Femthe



Jeg elsker jul og laver hvert år indtil flere julekalendre i forskellig form og med forskellige modtagere. I år har jeg besluttet mig for, at bloggen skal have en julekalender. Nogle af indlæggene vil være DIYs til ex. ting man kan flette af gavebånd, forslag til andet julepynt, man selv kan lave, og andet vil være om juletraditioner med videre.

Jeg håber, I vil følge med i min julekalender...

Jeg glæder mig i hvert tilfælde til at følge julen i blogland med blandt andet Unikarinas pakkeleg, som jeg også deltager i sammen med 133 andre, og hos Karen Klarbæk, der lover en DIY hver eneste dag!

søndag den 14. november 2010

Den klassiske flettede julestjerne

Denne vejledning tager udgangspunkt i et tidligere indlæg, hvor jeg beskriver, hvordan man fletter basen til en stjerne. Denne base danner også udgangspunkt for de fleste andre ting, jeg har flettet. Denne vejledning forklarer, hvordan den klassiske julestjerne flettes. De grundlæggende teknikker herfra genbruges i de øvrige stjerner, så det kan anbefales at øve sig og flette en masse fine stjerner... Har jeg nævnt, at jeg elsker flettede julestjerner?

Udgangspunktet er basen. Som nævnt kan den flettes både højre- og venstredrejet, hvilket særligt har betydning, når man skal flette flere stjerner sammen. Her er det kun relevant, da du måske har flettet din base spejlvendt af min og derfor skal spejlvende denne vejledning for at få en stjerne ud af det.







Her har jeg flettet en spejlvendt base.

torsdag den 11. november 2010

Flet basen til en stjerne

Jeg er gået i flettemode, som jeg også har skrevet om tidligere her på bloggen. Jeg har flettet stjerner, siden jeg var barn, og det ligger bare i fingrene. Jeg fletter altid i gavebånd, fordi det har jeg i gemmerne, og jeg synes de hvide stjernestrimler er lidt ensformige.

Nu har jeg fået blod på tanden i forhold til at flette andre ting af gavebåndet, som jeg også har vist i et tidligere indlæg. Her kommer første indlæg af flere om mine fletteeventyr. Forhåbentligt kan det sætte andre i gang med at eksperimentere.

En almindelig stjerne flettes af fire strimler eller som her fire stykker gavebånd. Gavebåndet foldes på midten, så de har samme udgangspunkt som de almindelige stjernestrimler.

lørdag den 6. november 2010

Leg med gavebånd

Jeg kan se, at blogland så småt er ved at komme i julestemning, og det er jeg også. Jeg elsker jul, og hvis det stod til mig, måtte lysene, pynten og hyggen gerne fortsætte i hele den mørke tid. I går aftes gik jeg ombord i kassen med gavebånd og flettede på livet løs. Jeg "fri-flettede" og fik mange fine resultater, som jeg vil arbejde videre med frem til december.


Nedenfor kan du se aftenens produktion... Jeg har længe flettet de almindelige julestjerner i gavebånd, og har sidste år til jul forsøgte jeg mig med at flette en kugleformet stjerne af 24 strimler i stedet for 4. Du kan se resultatet af aftenens produktion her:

tirsdag den 2. november 2010

En personlig bog

Da min kæreste havde fødselsdag, ville jeg gerne give ham en rejse til Spanien. Da flybilletterne var indkøbt, skulle jeg finde på en fin måde at "pakke dem ind på". Desværre fremgår prisen og alt muligt andet ikke så spændende ting af selve billetterne, når de købes online.

Min kæreste er meget nysgerrig, og havde spurgt 400 gange, hvad jeg havde fundet på af gave. Derfor købte jeg en masse små gaver som ledetråde, som jeg ville give ham inden den egentlige gave. Et æggeur, en sparegris man selv kan male, farveblyanter og notesbog, vandpistol, håndbventilator, lås til kuffert og nakkepude til flyet.









Fremgangsmåde

Fold et stykke A4 papir 2 gange. Skriv numre på de 8 sider der dannes, så du kan bladre igennem og alle tal vender rigtigt. Når du folder papiret ud, har du en skabelon for, hvordan siderne skal vende i forhold til hinanden.

Opsæt siderne i InDesign eller lignende. Det er nemmest at lave hver side først og vende dem/sætte dem på plads når
siden er færdig. Når bogen er sat op, printes den på A3 papir på begge sider. Tilføj evt. skæremærker på den ene side, hvis der ikke er en tydelig kant at skære efter. Fold papiret, klips siderne sammen i folden og skær først til sidst kanterne til. På den måde får du kanter der flugter fuldstændig.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...